Andrew Hjuler Crichton kalder resultatet bekymrende: Knap halvdelen eller 47 procent af 643 adspurgte danske jurister i Karnov Groups undersøgelse Inside the Legal Mind svarer ja til, at retssikkerheden er under pres. Og 63 procent mener, at presset er steget de sidste tre år.
Undersøgelsen har spurgt over 3000 jurister på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Frankrig og Spanien fra både kommuner, advokatbranche og virksomheder, hvordan de anskuer udviklingen af retsstaten i forhold til alt fra kunstig intelligens, adgang til domstolene, jobmuligheder og altså retssikkerhed.
Generalsekretæren for Advokatsamfundet er især bekymret over, at særilgt de danske jurister i væsentlig højere grad end svenske og norske ser pessimistisk på retssikkerhed og retsstaten.
”Det er vores nabolande, som vi normalt ser som ens i værdigrundlag og tillid til myndighederne. Vi bør tænke over, hvad der får en så stor dansk gruppe til at mene, at retssikkerheden er under pres,” siger han med henvisning til, at 36 procent af de norske og 41 procent af de svenske jurister mener, at retssikkerheden er under pres.
Han nikker genkendende, når 81 procent af de danske jurister peger på politiske beslutninger som den vigtigste årsag.
”I en årrække har vi set politiske beslutninger, som udfordrer retssikkerheden. Hele FE-sagen har mindsket tilliden til, at retsstaten fungerer optimalt,” siger Andrew Hjuler Crichton, der mener, at politiske beslutninger lagde en dyne af hemmelighedskræmmeri over sagen.
”Først ville man køre sagen for lukkede døre, men da Højesteret afgjorde, at sagen godt kunne køre for åbne døre, ville man ikke køre den alligevel. Hvorfor kunne man ikke overlade det til en uafhængig domstol at vurdere, om offentligheden kunne delagtiggøres i informationerne?”
Ministres udtalelser svækker tilliden til retsstaten
Et andet eksempel Crichton peger på, er det, han kalder en udfordring af de grundlæggende principper i en retsstat, da regeringens udvisningsreform kom på banen med en utraditionel fortolkningsramme i forhold til den europæiske menneskerettighedsdomstol.
”Det sker på et juridisk tyndt grundlag, hvor man risikerer at underløbe domstolen med dansk lovgivning, og hvor menneskerettighedsdomstolen netop skal vurdere, om man er gået for vidt. Så den tilgang med at lovgive om noget i Danmark, som man egentlig har overladt til domstolen, må bidrage til opfattelsen af, at retssikkerheden er under voldsomt pres i øjeblikket,” siger generalsekretæren, der mener, at regeringen udøver en form for dobbeltmoral.
”På den ene side bryster man sig af at være en stærk retsstat og støtte op om menneskerettighederne, og så vil man alligevel undgå at følge konventionen. Jeg tror, at det sætter sig i befolkningen, at retssikkerhed er noget, man kan bruge, når det passer. Det er jo helt legitimt, at man ikke mener menneskerettighederne bør gælde, men så må man ændre dem i europæisk regi, og ellers må man melde sig ud af konventionen.”
Andrew Hjuler Crichton peger også på en en udtalelse fra den daværende justitsminister Nick Hækkerup (S), som ifølge generalsekretæren er det værste eksempel på disrespekt over for en domstol. I 2022 udtalte han, at EU-Domstolen stiller sig på forbrydernes side, når den fastslår, at det er i strid med EU-retten, hvis politiet bruger en generel logning af danskernes teleoplysninger til at opklare forbrydelser.
”Det er usagligt at komme med sådan en udtalelse, der ikke viser respekt for, at domstole dømmer efter gældende love, og det er ikke er et spørgsmål om at være på en side”
Mistanke: Kommuner udnytter klagesystemet
De danske jurister i undersøgelsen nævner desuden kommuners praksis som medvirkende årsag til den lave tillid til retssikkerheden. Her peger Andrew Hjuler Crichton på, at Ankestyrelsen i mere end halvdelen af alle sager efter serviceloven hjemviser kommunernes afgørelser på grund af fejl og mangler. Ifølge ham peger det på en tendens, hvor kommunerne har et økonomisk incitament til at forhale ydelserne og udnytte klagesystemets træge gang, for det har ingen konsekvenser for kommunen, selv om det rammer borgerne, siger han.
”Det er et kæmpeproblem, der eroderer dele af tilliden til systemet, når mere end halvdelen af alle sager i Ankestyrelsen hjemvises. Vi ser gang på gang borgere, der kommer i klemme og får klaget, og når de så får medhold i Ankestyrelsen, kan de ikke dokumentere, at de har lidt et tab. Så får det ingen økonomiske konsekvenser for kommunen, at de ulovligt har nægtet borgeren en ydelse. Det skaber mistillid til systemet.”
Endelig genkender Andrew Hjuler Crichton de adspurgte juristers bekymringer om, at meget kompleks lovgivning bliver hastet igennem.
”Før nedsatte man en kommission, der arbejdede ting grundigt igennem på et par år, men i dag bliver meget lovgivning presset igennem. Så ender man i et skisma, hvor forvaltningen skal arbejde efter og analysere en lovgivning, der ikke er helt gennemtænkt. Præmieeksemplet er SKAT, som nu er endt i en kamp mellem systemet og den politiske ledelse.”
Kampen for retsstaten skal være folkelig
Helt opgivende er Andrew Hjuler dog ikke, når det gælder retssikkerheden. Han peger på, at retsstaten og dens aktører i form af universitetsprofessorer og retssikkerhedsorganisationer må kæmpe tilbage. Blandt andet ved at gøre retssikkerhed mere folkelig.
”Vi kan ikke overlade det til eliten at kæmpe for retssikkerhed. Kampen skal være folkelig, ligesom vi så det under corona, hvor almindelige borgere blev opmærksomme på deres frihedsrettigheder og på privilegiet, det er at bo i en retsstat,” siger Andrew Hjuler Crichton.
Han peger på, at Advokatsamfundets store rule of law-projekt for 400 danske gymnasieelever netop forsøger at konkretisere og formidle retssikkerhed på en måde, som almindelige mennesker kan forholde sig til.
I projektet har en række gymnasieklasser arbejdet med dilemmaer om retssikkerhed, som de har skitseret i nogle film. Formatet er en konkurrence, hvor vinderen bliver annonceret på IBA-konferencen, der finder sted i Bella Center 4-9. oktober.
”Men vinderen er i virkeligheden retsstaten, for vi har fået 400 gymnasieelever til at arbejde med en dagsorden om retssikkerhed. At det er et krav hos den almindelige borger. Det er godt at engagere den kommende generation i den kamp.”