07/12/2023 - Greenwashing

Optimisme fra Klimabevægelsens advokat efter 6 dage i retten


Advokat for Klimabevægelsen er endnu mere optimistisk efter at have været i retten med sag mod Danish Crown om klimakontrollerede grise og potentiel vildledende markedsføring. Og efter sidste retsdag i går onsdag, er det blot at vente i spænding til 1. marts 2024, hvor dommen ventes at falde. 

Redigeret 6. februar: Før stod der at dommen ventes at falde 6. februar, men den er blevet udsat til 1. marts på grund af sygdom og ferie i Landsretten.


 

Tekst og foto: Cecilie Uhre


I efteråret 2021 stævnede en række grønne NGO’er Danish Crown for vildledende markedsføring og i folkemunde greenwashing. Den stævning førte til seks dage i Vestre Landsret, der i går blev afsluttet.

Du kan læse mere om hele forløbet op til retsdagene i artiklen HER.

Marc Malmbak Stounberg fra Kontra Advokater, der sammen med Kurt Helles Bardeleben fra SIRIUS Advokater, har ført sagen for de grønne NGO’er, fortæller til K-NEWS, at der i løbet af de seks dage i Landsretten i Viborg er sket rigtigt meget.

En af de større ting, der blandt andet er kommet frem under retssagen, er kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen, hvori der står, at Fødevarestyrelsens vurdering af de forskellige udsagn, som Danish Crown har brugt til at markedsføre deres grise, overordnet mangler dokumentation.

“Jeg tror, Landbrugsavisen kaldte det en bombe, og det er jeg enig i,” siger Marc Malmbak Stounberg om rapportens betydning for retssagen.

“Nu er det bare at vente indtil 6. februar, hvor der falder dom. Men jeg er endnu mere optimistisk efter at have været i retten med sagen. Jeg forventer, at Landsretten kommer frem til, at Danish Crown ikke havde dokumentation for deres udsagn,” tilføjer han. 

På LinkedIn kommer advokat hos Bruun & Hjejle Ole Spiermann, der procederede for Dansk Industri, som biintervenerede for Danish Crown i sagen, også med en kommentar. Den kan du læse nedenfor.

Picture1-1

Stigning i klager om greenwashing

Selvom dommen først falder til februar, og der jo derfor selvsagt ikke er nogen, der ved om de grønne NGO’er får ret i deres anklage om greenwashing, så oplever Forbrugerombudsmanden allerede en stigning i klager over greenwashing. Sidste år modtog Forbrugerombudsmanden 126 klager, i 2019 var der blot 16.

“Det tyder på, at der er flere sager på vej,” siger Marc Malmbak Stounberg og fortsætter:

“Men om det bliver sager i samme form som den her (læs: Danish Crown), ved jeg ikke. Det er et lidt mere usædvanligt skridt, det her med at gå direkte til domstolene. Det kræver ret mange ressourcer. Så det er nok mere oplagt at klage til Forbrugerombudsmanden, så det bliver måske den vej, de fleste kommer til at gå.”

“Nu håber jeg bare, der kommer en streg i sandet, og forbrugerombudsmanden kommer mere op på beatet.” 

På K-NEWS følger vi udviklingen af denne historie - både den her omtalte konkrete retssag og den generelle udvikling i antallet af greenwashingsager, og hvordan de gribes an af forbrugerombudsmanden.
 

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak