29/01/2025 - Ærekrænkelser, Magtens Tredeling #206

Professorkritik af byretsdom om ærekrænkelser til debat


Knap havde dommeren fastslået, at der var tale om ærekrænkelse, førend juraprofessor Sten Schaumburg-Müller kritiserede dommen i sagen, som journalisten Jotam Confino havde anlagt mod Asmaa Abdol-Hamid.

Confino sagsøgte hende for udtalelser om hans person i forbindelse med hans dækning af krigen i Gaza. I Magtens Tredeling debatterer den kritiske professor sine konklusioner med Confinos advokat Heidi Højmark Helveg.

 

Tekst og foto: Dan Poulsen



Kort efter syvende oktober for et par år siden tegnede der sig skarpe linjer i debatten herhjemme.

Det handler selvfølgelig om debatniveauet i kølvandet af Gaza-konflikten, som blev udløst af det Hamas-ledede terrorangreb ind i Israel, der blev efterfulgt af 14 måneders Israelsk krigsførelse med et uforholdsmæssigt stort tab af liv og førlighed i den palæstinensiske befolkning.

Jeg synes byretten går galt i byen og i bedste fald får formuleret sig uklart og i værste fald forkert

Sten Schaumburg-Müller.

 

To tydelige stemmer - alt efter hvor man læser, lytter eller ser, og i særdeleshed om man læser på sociale medier - i omtalen og dækningen af tragedierne mødtes i retten i den anlagte sag om ærekrænkelse. Og præcis 15 måneder efter krigen blev antændt 7. oktober 2023 faldt så dommen over de ytringer, der har fyldt gevaldigt på sociale medier. Asmaa Abdol-Hamid er nemlig netop der vedholdende kommet med en række påstande om og beskyldninger imod freelancejournalisten Jotam Confino.

Han har nu vundet sagen i byretten - eller vundet delvist, som hans advokat Heidi Højmark Helveg medgiver, da hun i Magtens Tredeling mødes til debat med SDU-juraprofessor Sten Schaumburg-Müller. Hvad Jotam Confino og hun ikke fik medhold i kan læses til sidst i artiklen her.

 

Ærekrænkende, værdidomme, beskyldninger

Allerede dagen efter domsafsigelsen i Københavns Byret kritiserede Schaumburg-Müller dommen. Han udtalte i Politiken, at han: "samlet set synes, at dommen er for stram", og han siger, at han anser dommen som forkert på flere punkter.

Dommen fastslår at en lang række af de udsagn og beskyldninger  som Asmaa Abdol-Hamid er kommet med - i hendes dækning og omtale af tragedien på sociale medier - som "ubeføjede" jævnfør §270 og 271 i straffeloven.

Men Sten Schaumburg-Müller anser nogle elementer i dommen for kritisabel, da han om mange af udsagnene siger, at man sagtens kunne forestille sig dem blive fremført i en politisk debat herhjemme. Han mener at den slags udsagn skal kunne rummes i et liberalt demokrati. Han siger i Politiken:

"Når retten straffer Asmaa Abdol-Hamid for en række andre værdidomme, er det mere problematisk".

Grundlægggende kritiserer Schaumburg-Müller byretten for ikke at tage mere detaljeret stilling til de enkelte udsagn og beskyldninger.

I Magtens Tredeling forklarer og udbygger han sin argumentation.

"Min pointe i forhold til værdidommene er,  at jeg synes, byretten går galt i byen og i bedste fald får formuleret sig uklart og i værste fald får formuleret sig forkert ved ikke at inddrage § 269 som rimelig anledning, og hvor faktuelt grundlag langt fra er eneste kriterie."

Debattens hede bringer de to diskussionstændte gæster godt ned i de juridiske detaljer, paragraffer og konventioner vedrørende, hvad der er beskyldning, værdidomme, sandhedsbevis, faktuelt grundlag med mere.

 

For helvede da §269 

Det er svært at gengive debattens hede fyldstgørende på skrift. Men en passage mellem Heidi Højmark Helveg og Sten Schaumburg-Müller giver et meget godt billede. Heidi Højmark Helveg siger:

"Vi bliver ved at tale om det faktuelle grundlag. Men når man kigger sagens beviser og dommen igennem, så er det ikke rigtigt, at der (i dommen, red.) bliver lagt op til, at der skal være et sandhedsbevis i forhold værdidomme - tværtimod. Der står, at retten finder, at ytringerne kan karakteriseres som grove, og at der ikke er et tilstrækkeligt faktum for ærekrænkelserne."

Sten Schaumburg-Müller: "Der er det jo for helvede, at dommen skal gå ind i 269 og sige: er der rimelig anledning?"

Heidi Højmark Helveg: "Men det er jo det, der står i 269 styk 2: Ved vurderinger efter styk. 1 skal der tages hensyn til om sandheden af en beskyldning bevises - dér er vi ikke, for det er ikke en beskyldning - eller om der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen. Den (dommen, red.) er nærmest skrevet af efter 269 styk 2."

Sten Schaumburg-Müller: "Altså, prøv nu at høre. 269 tager jo ikke eksplicit stilling til værdidomme, men giver nogle kriterier for rimelige anledninger og ser på, hvad man blandt andet kan gå ind på. Og der referer den (§269, red.) yderligere til artikel 10 (i Menneskerettighedskonventionen, red.) og de tonsvis af domme, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol siger, at værdidomme er som udgangspunkt beskyttet af artikel 10. Og så kræver man dog en vis faktuel tilknytning".

Denne ordveksling finder sted en halv time inde i diskussionen, efter de to først skiftevis i ro og orden har udvekslet synspunkter og dernæst har haft mulighed for at udfordre hinandens tolkninger.

 

Delvis sejr på vej til Landsretten

Begge debattører anerkender betydningen af, at en del af sagens væsentlighed handler om, at det er en journalist, der ubeføjet kritiseres for sit arbejde. Men den nærmere definition af hvor meget faktuelt grundlag, der så reelt skal til for, at udsagnene kun er værdidomme, som der i vid udstrækning skal være plads til ifølge Sten Schaumburg-Müller, der henviser til §10 i den Europæiske Menneskerettighedserklæring, det er stridspunkt.

Med til historien hører, at Jotam Confino som journalist rapporterede for TV2 umiddelbart efter konflikten, der dog på et tidspunkt opsagde samarbejdet. Det gjorde TV2 på et tidspunkt da Asmaa Abdol-Hamid, der har palæstinensisk ophav, ganske massivt igen og igen havde postet udsagn om Jotam Confino, der har israelsk baggrund, som værende ukritisk formidler af Israels budskaber, som en der fremkommer med subjektive forsvar for Israel, og en der udbreder fake news.

Indsat her i artiklen kan du se et udsnit, der viser over tyve udsagn, som Asmaa Abdol-Hamid nu er dømt for. Hun er dømt dagsbøder og dækning af sagens omkostninger.

Heidi Højmark Helveg får på Jotam Confinos vegne ikke i dommen opfyldt sine ønsker om, at der dømmes efter §270 og §271, så dømte skal bringe berigtigelse. Men hun får rettens ord for, at en hel række af Asmaa Abdol-Hamids udsagn er ærekrænkende. Ærekrænkende også fordi upartiskhed og faktuel korrekthed er afgørende for en journalist, selv om det i dommen også nævnes, at en vis kritik må accepteres under de givne omstændigheder. Men dommen fastslår, at de fremsatte udokumenterede udtalelser, der retter sig mod "upartiskhed og faktuel korrekthed" er gentaget så mange gange, at de er egnet til at skade hans omdømme og dermed er ærekrænkende.

Dommen bliver anket, det har den dømte oplyst til K-NEWS. Og det er, som du kan høre i podcastdebatten mellem den delvist vindende advokat og den kritiske professor, åbenlyst at flere elementer i dommen godt kan diskuteres, og at en dom fra en højere retsinstans nok kan hilses velkommen af begge parter.

Episoden med de to kan lyttes i den indsatte player, vi har indsat i begyndelsen af denne artikel, eller du kan finde den i alle gængse podcastapps som Magtens Tredeling #206.

 

Billedet herunder: Udsnit fra dommen afsagt i Københavns Byret 7.januar.

Screenshot 2025-01-29 at 20.06.12

Sten-Heidi-på-højkamtBilledet herover: Som K-NEWS' vært lover i podcasten er her indsat et foto med Sten Schaumburg-Müller opstillet på Karnovs udgivelser i podcaststudiet i København, så han kom i nogenlunde øjenhøjde med debattens modpart, Heidi Højmark Helveg. Han deltager i Magtens Tredeling fra Odense via Teams.

 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak