Foto: Fra venstre advokat Karsten Høj, teamleder hos HK Leif Hove-Donbæk og chefredaktør hos K-NEWS Rasmus Lehmann Hylleberg
Hvornår må man kalde sig advokat, når man arbejder uden for den traditionelle advokatbranche? Det spørgsmål blev debatteret på dette års Folkemøde, der fandt sted fra 12. til 14. juni. Debatten var arrangeret af Djøf, og i panelet stod de to privatpraktiserende advokater Christina Neugebauer og Karsten Høj, formand for Djøf Advokat Rasmus Thingholm og teamleder i HK’s juridiske afdeling Leif Hove-Donbæk.
K-NEWS var til stede og optog debatten - derfor kan du i denne uge høre den via podcasten Magtens Tredeling.
Sidstnævne, altså Leif Hove-Donbæk, der selv er advokat, slog i debatten fast, at advokattitlen er helt afgørende i hans daglige arbejde hos HK.
"Jeg kan ikke udføre mit arbejde uden den," sagde han. HK's juridiske enhed fungerer nemlig som en form for fuldgyldigt advokatkontor placeret i en faglig organisation, hvor juristerne bruger advokattitlen til at føre sager for medlemmerne som det, der i retsplejeloven betegnes som mandatar. En stramning af reglerne ville derfor betyde, at HK’s advokater ikke ville kunne repræsentere medlemmerne i retten i for eksempel arbejdsskade- og forsikringsretssager, og det ville gå ud over medlemmernes adgang til domstolene, påpegede Donbæk.
Han ser derfor gerne, at ordlyden i retsplejeloven bliver moderniseret, så det bliver mere tydeligt, hvordan advokattitlen kan bruges af aktører uden for den private advokatbranche. Som det er i dag, beskriver retsplejelovens §124, at advokattitlen godt må bruges uden for advokatvirksomhederne af foreninger, interesseorganisationer og lignende, som mandatar for medlemmerne.
Men hos den privatpraktiserende advokat Karsten Høj, der til dagligt er partner og advokat med speciale i erstatningsret hos Elmer Advokater, var perspektivet dog et lidt andet. Han mener grundlæggende, at advokattitlen hører til i den private advokatbranche. Han pegede blandt andet på det problematiske i, at organisationer som HK med advokattitlen kan tiltrække nogle af de dygtige jurister, som han ellers ville have ansat. Og det skaber et hul i markedet, hvor det er svært for de mindre advokatkontorer at rekruttere de dygtigste. Karsten Høj mener desuden, at organisationer som HK tager brød ud af munden på de mindre advokatfirmaer, da de med advokatkompetencen har ret til at føre de sager ved retten, som han og andre ellers ville kunne bistå klienter med.
”Der er jo sådan en helt banal konkurrencemæssig ulighed,” påpeger Karsten Høj med henvisning til blandt andet adgangen til foreningers medlemmer og de gældende momsregler, hvor han som ansat i en advokatvirksomhed er pålagt at opkræve moms, som gør ydelsen endnu dyrere.
De etiske regler
Christina Neugebauer, der ligesom Karsten Høj er praktiserende advokat og til dagligt arbejder med forsikringsret hos Neugebauer Clan Advokater, mener imidlertid, at det største problem er de vage retningslinjer, når det kommer til de etiske regler. Hun efterspørger større klarhed over, hvorvidt man som advokat udenfor branchen også er underlagt samme advokatetiske regler som privatpraktiserende advokater.
"De etiske regler tager ikke højde for de problemstillinger, der kan være, når du for eksempel er inhouse-advokat,” påpeger Neugebauer.
Hos Djøf Advokat ser Rasmus Thingholm positivt på mulighederne for brug af advokattitlen uden for advokatbranchen med henvisning til, at der er masser af juridiske opgaver, der skal løses, og behovet for advokater kun bliver større. Men han deler Neugebauers efterspørgsel efter klarer rammer for advokater uden for branchen.
Thingholm håber, at det bliver en del af arbejdet i det nye udvalg, som netop er blevet nedsat af Advokatsamfundet, og som skal komme med forslag til opdatering af advokatreguleringen. Af kommissoriet til udvalget lyder det nemlig blandt andet, at man skal kigge på:
“Virksomhedsadvokaters forhold og regulering, herunder i forhold til uafhængighed, tavshedspligt og vidneudelukkelse.”
Du kan høre hele diskussionen om brug af advokattitlen, hvor de fire paneldeltagere også diskuterede diversitet, rekruttering af kvindelige advokater og de unges forventninger til advokatfaget. Det er alt sammen i din foretrukne podcast-app under Magtens Tredeling episode 225 eller via playeren herover.