”Det er det letteste spørgsmål, jeg måske nogensinde har fået som jurist.”
Sådan svarer advokat Jonas Christoffersen på spørgsmålet om, hvorvidt spiralsagen juridisk kan kvalificeres som folkedrab. Han er medforfatter på en den ene af to rapporter om spiralsagen, bestilt af den grønlandske regering Naalakkersuisut, og han har den seneste uge været en af de mest citerede jurister i danske medier efter rapportens offentliggørelse. Christoffersens bidrag er den ene af to rapport, hvor den anden er forfattet af juridisk lektor Miriam Cullen og forkæmper for indfødtes rettigheder Dalee Sambo Dorough,
"Jeg har været lidt frustreret over, at folkedrabsdiskussionen har fyldt så meget, fordi jeg synes, den er så meningsløs," siger Christoffersen i Magtens Tredeling.
Han uddyber:
"Den er meningsløs, fordi der ikke er skyggen af bevis for, at man har været bare i nærheden af et folkedrab. Og man kan kun komme derhen, hvis man har en grundlæggende misforståelse af, hvad sagen egentlig handler om."
Ifølge Christoffersen kræver en juridisk kvalifikation som folkedrab at to kumulative betingelser opfyldt. For det første skal der være påtvunget en befolkning forhindringer i forhold til at kunne reproducerer sig selv, eksempelvis gennem tvangssterilisationer. For det andet, og her ligger det afgørende knudepunkt, skal der foreligge et særligt forsæt. Altså en hensigt om at ødelægge en gruppe helt eller delvist.
Den anden betingelse er efter Christoffersens vurdering ikke blot svær at bevise. Den er fraværende.
"Der er intet, som i nul, bevis for det," siger han.
Hvad sagen egentlig handler om
Det betyder ikke, at Christoffersen underkender de overgreb, der er dokumenteret. Rapporten slår fast, at der er klar evidens for, at læger gik over kvindernes grænser — også formentlig de juridiske — navnlig i 1970'erne og navnlig over for unge kvinder.
Men han tegner et skarpt skel mellem det, der juridisk kan fastslås, og den fortælling, der har domineret debatten.
Spiralkampagnen var ikke en kampagne om at oplægge spiraler uden samtykke, understreger han. Det var en oplysningskampagne om prævention, hvor det fremgik af dokumenterne, at kvindernes ønske om at få børn skulle respekteres. Den historiske redegørelse fra 2025, som rapporten bygger på, konkluderer desuden klart, at Danmark aldrig havde en befolkningspolitik med sigte på at begrænse den grønlandske befolkning. Tværtimod.
Fire nedslagspunkter:
-
Debatten forskydes fra det væsentlige. Fokus på folkedrab trækker opmærksomheden væk fra det, Christoffersen mener er sagens kerne: hvad foregik konkret, i hvilket omfang, og hvad skal der undskyldes for?
-
Den anden rapport holder muligheden åben, men kan ikke bevise det. Mariam Cullen og Dalee Sambo Dorough konkluderer heller ikke med sikkerhed, at der er begået folkedrab, men argumenterer for, at en sag ved ICJ måske kunne fremskaffe de manglende beviser. Det afviser Christoffersen som juridisk uholdbart
-
Samtykke er ikke et spørgsmål om form, men om indhold. Juridisk samtykke kræver hverken dengang eller i dag en skriftlig eller udtrykkelig erklæring. Det kan gives ved adfærd. Det skaber en fundamental kløft mellem kvindens og lægens oplevelse af samme situation.
-
Folkedrabsfortællingen gør kvinderne en bjørnetjeneste. Christoffersen argumenterer for, at det psykologisk er tungere at bære, hvis man tror, staten bevidst ville udrydde én, frem for at erkende, at man blev udsat for paternalisme eller en menneskelig fejl.
Du kan høre hele udsendelsen i din foretrukne podcast-app eller i playeren ovenfor.