Det minder om et mødelokale for Ungdomskriminalitetsnævnet, da K-NEWS interviewer Sanne Bager og Marianne Schmidt, henholdsvis formand og sekretariatschef i en sidebygning til Københavns Byret, hvor Sanne Bager er dommer.
Møder i nævnet, der sættes i alle landets politikredse, foregår i retsbygninger. Nogle steder er der adgangskontrol, som bevirker, at man skal igennem en metaldetektor. Og møderne foregår i et lokale med et mødebord, hvor der er plads til 10-15 personer. Her møder den unge nævnet, der består af tre medlemmer, der kan give dem en straksreaktion og/eller et forbedringsforløb af forskellig varighed eller kan lade dem gå fra mødet uden anden reaktion end selve mødet. Altså afgørelser, der kan definere de unges ungdomsliv.
”Her i Københavns Byret foregår nævnsmøderne i et mødelokale ved Skifteretten, hvor der kommer flere mennesker for at få lavet testamenter. Der er adgangskontrol, ja. Politikerne bestemte rammerne, og det kan vi ikke lave om på. Det har da også nogle steder forhindret unge i at medbringe våben til mødet,” siger Sanne Bager.
Jurister og forskere har i to artikler på K-NEWS kaldt ordningen for strafferetsagtig. De henviser bl.a. til de fysiske rammer og dommere og mange voksne, der ofte taler om barnet i tredje person. Børn og forældre får besked om, at de kan blive hentet af politiet, hvis de udebliver.
Sanne Bager forklarer, at rammerne skal signalere alvor. Både møderne og afgørelserne om et forbedringsforløb, som de fleste ender med.
”Nævnet har en dialog med den unge om, hvad denne gerne vil. Nævnet skal søge afgørelserne truffet med samtykke, og de unge og forældrene samtykker i vidt omfang i foranstaltningerne. Men nævnet kan beslutte foranstaltninger, som den unge ikke er enig i, f.eks. at den unge skal være hjemme kl. 22. Nogle børn og unge føler det måske som straf, hvis de ikke er vant til at have nogen rammer. Men nogen skal passe på dem, hvis deres forældre ikke kan. Og kommunen kan ikke sige skal.”
Nævnet ønsker dialog
Ifølge VIVE’s rapport Børn og unges møde med Ungdomskriminalitetsnævn og Ungekriminalforsorg er børnene ofte underdanige og skræmte på møderne. Men Sanne Bager forklarer, at nævnet prøver at betrygge de unge før mødet.
”Jeg selv lader ofte døren stå åben, så de unge kan komme ind og se lokalet. Jeg forklarer, at de skal sidde over for mig, og det er mig, der leder mødet. Lige fra den unge kommer ind i ventelokalet, prøver vi at få en kontakt for at se, hvor vi er henne, og hvad vi skal fortælle. Og det samme gør nævnet andre steder i landet,” siger Sanne Bager.
Hun erkender dog, at det er svært at inddrage børnene og de unge, som loven om nævnet foreskriver. Forskeren Katrine Barnekow Rasmussen, der har overværet 13 nævnsmøder, mener, at nævnet gennemsnitligt lykkes dårligt med det. Sanne Bager siger, at de arbejder løbende på at forbedre samtalen med den unge.
”Vi gør det bedst mulige med den baggrund, vi har, og ud fra den viden, vi har, om samtaler med børn og unge,” siger Sanne Bager og nævner, at dommerne har gennemført en uddannelse på to dage, og at der på velkomstmøder og temadage er fokus på samtalen med børnene og de unge.
Nævnet har lavet retningslinjer for, hvordan man bedst inddrager børn og unge og så vidt muligt sikrer en dialog ud fra et tidssvarende børnesyn.
”De fleste vil gerne sige noget. Men der kan være flere grunde til, at nogle børn og unge ikke siger noget. Det er et stort møde set up, og det kører ikke efter en drejebog. Det kan være en familie, hvor den unge ikke taler med sin mor eller far. Der kan også være dårlig kemi mellem sagsbehandlerne og forældrene.”
Genoprettende tiltag er svære at håndtere
En kritik går på, at nævnet ikke har en genoprettende effekt. Forskeren Katrine Barnekow Rasmussen peger på, at nævnet afgør meget få sager med straksreaktion som konfliktråd, hvor gerningsperson og offer mødes i en form for mægling, men også, at nævnets rammer gør det vanskeligt at lykkes med at arbejde mere genoprettende. Sanne Bager forklarer, at det genoprettende element er svært at håndtere.
”Justitsminister Søren Pape mente, at de unge kunne vaske brandbiler eller gøre rent efter hærværk, men de sager, hvor det kunne være aktuelt, har vi meget få af. Konfliktråd giver mening ved vold, men det forudsætter frivillighed, og man sætter det ikke bare lige i værk. Nævnets vej er at give straksreaktion som en samtale med en mægler, der kan etablere et konfliktråd, hvis det er muligt.”
Sekretariatschef Marianne Schmidt peger på, at straksreaktionernes andel af afgørelserne i 2025 steg fra 1,5 procent til 6 procent – i alt 64 afgørelser med straksreaktioner.
”Kommunerne skal tage stilling til, om de indstiller til straksreaktion, men de gør det sjældent. En straksreaktion kan være en hurtig indsats på et afgrænset område,” siger Marianne Schmidt.
Sanne Bager oplyser, at Justitsministeriet arbejder på et katalog over straksreaktioner. Nævnet træffer nu flere afgørelser om vredeshåndtering som straksreaktion, der således er en hurtig og kortvarig indsats. Denne foranstaltning har tidligere kun indgået i forbedringsforløb. Forbedringsforløb har typisk en længere varighed, men skal dog også iværksættes med det samme, efter afgørelsen er truffet. Hun tilføjer, at lovens korte frister sikrer, at der hurtigt gribes ind, og det er afgørende for at sikre den unges trivsel.
Sanne Bager mener desuden, at nævnsmødet kan have genoprettende elementer, selv om det i knap hvert tredje tilfælde ikke fører til nogen foranstaltning.
”Mødet har en funktion i sig selv. Det er en reaktion, når man taler med os i Ungdomskriminalitetsnævnet. Der ligger et genoprettende element i, at vi har et helt særligt møde, hvor vi skal tale med den unge.”
Nogle professionelle blander tingene sammen
På et punkt preller kritikken af. Det drejer sig om sprogbrugen, som forskerne kalder strafferetsagtig. Børnene og de unge taler i rapporterne om retssager og domme. Men det stammer ikke fra nævnet, mener Sanne Bager og uddyber.
”Vi oplever, at de unge ofte har en sådan sprogbrug med til mødet. Nævnet har på nævnsmødet fokus på, hvilke støttende foranstaltninger der kan være behov for, og ikke på den straf, den unge på 15 år eller derover har fået, eller på de gerningsforhold, der er grundlag for henvisningen af 10-14-årige. Det er vores opfattelse, at nogle andre professionelle utilsigtet kan komme til at omtale nævnets afgørelser som straf. Det er selvforstærkende, når voksne blander tingene sammen, men det kan vi ikke i fuldt omfang råde bod på.”
Bagatelsager blev trukket tilbage
En central kritik fra tænketanken Justitias direktør er, at 10-14-årige børn kan komme for nævnet i bagatelsager. ”Det skete få gange i starten, at der blev henvist bagatelsager, som politiet efterfølgende trak tilbage efter en dialog med nævnet. I nævnet gennemgår dygtige jurister sagerne og sikrer, at gerningsindhold svarer til bestemmelserne i henvisningen,” siger Marianne Schmidt.
En anden kritik går på, at børnene ikke kan få afgjort, om de er skyldige i mistankerne, der er rejst mod dem. Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, mener, at selv om børnene opfatter nævnet som en domstol, så er retssikkerheden ved bevisførelsen og grundigheden i den ringe.
Det er Sanne Bager ikke enig i. ”Politiet afleverer sagerne, når de mener, at de er færdigefterforskede. Børnene får ikke prøvet deres skyld, fordi de er under den kriminelle lavalder, og der ikke er tale om straf,” siger Sanne Bager, som forklarer, at nævnet ikke taler om skyld.
”Vi ser på et ungt menneske, der er havnet i en ikke særlig god situation, hvor den unge har berøring med kriminalitet eller er mistænkt for det. Så er det måske mindre vigtigt, hvor stor eller lille en andel, man har i en kriminel handling. Det afgørende er, at man er et sted, man ikke skal være, når man er 14 år. Vi ser dog ofte ganske alvorlig personfarlig kriminalitet begået af unge under 15 år – nogle gange i form af grov vold eller røveri begået i større grupper.”
Hun kalder det interessant, at forskeren Katrine Barnekow Rasmussen har fundet ud af, at en tredjedel selv har været forurettede, før deres sag kommer i nævnet.
”Meget vold starter med mobning, og mange af børnene har ikke gået i skole i lang tid. Så ofte går noget forud, som ikke handler om kriminalitet, men om at der ikke er gjort nok i forhold til den unges situation. Uanset om man har været forurettet tidligere, så er man i en situation, hvor der er behov for nogle indsatser. Her kan nævnet skubbe til det, der skal sættes i værk.”
Nævnet kan ophæve forbedringsforløb
Forskerne har kritiseret, at børn mellem 10 og 14 år ikke kan klage, undtagen ved anbringelser.
”Forbedringsforløb med en kontaktperson, hvor du skal passe din skole eller være hjemme kl. 22, er tidsbegrænset. Man kan komme i nævnet igen, både hvis det går godt og skidt. Går det skidt, har kommunen måske ikke iværksat det, nævnet har truffet afgørelse om. Det kan også være, at skoletilbuddet ikke er det rette, og så kan nævnet ved en genindbringelse ændre forbedringsforløbet. Vi ophæver også en del forløb, fordi det går godt med den unge,” siger Sanne Bager.
Rapporten fra VIVE har dog peget på, at ingen af de 37 interviewede børn og unge mente, at de blev informeret om, at de selv kunne genindbringe deres sag.
”Det har vi taget til os. At vi ikke har været så tydelige på det punkt, og at vi måske ikke altid har oplyst den unge om, at man kan komme igen, hvis det går godt eller skidt.”
Netop de 10-14-årige får oftere de længste forbedringsforløb, selv om de måske er mistænkt for mildere overtrædelser. Det giver ifølge forskerne børnene en følelse af uretfærdighed. Men Sanne Bager mener, at der er god grund til, at nogle 10-14-årige får længere forløb.
Sanne Bager påpeger dog også, at en undersøgelse, foretaget af nævnet af varigheden af forløbene igennem de seneste fire år, viser, at andelen af forbedringsforløb på to år for de 10-14-årige er faldet, ligesom der nu i videre omfang fastsættes kortere forbedringsforløb for aldersgruppen.
Det stramme tilsyn i forbedringsforløbene er ikke nævnets bord, siger Sanne Bager. Hun har dog hørt, at tilsynsmøderne, der foregår i forældrenes arbejdstid og børnenes skoletid, kan være ufleksible på grund af store afstande mellem Ungetilsynets lokationer i Jylland. Hun mener, at tilsynet er andet end kontrol.
”Mange unge er glade for, at den tilsynsførende følger med i deres liv. Tilsynet kontrollerer også kommunens indsats. Mange forældre siger, at de i årevis har forsøgt at råbe kommunen op. Det var blandt andet derfor, at politikerne oprettede nævnet.”