08/07/2026 - Forvaltning

Advokat advarer om kultur- og kompetencekrise i kommunernes sagsbehandling


Rekordhøje omgørelsesprocenter kan kun bringes ned med markante investeringer, især i sagsbehandlernes juridiske kompetencer. Det vurderer socialretsadvokat Thomas Taguchi.

Tekst: Phillip Rosenholm


Nye tal fra Socialministeriets netop offentliggjorte Danmarkskort viser, at 46,8 procent af alle sociale klagesager, der i 2025 endte hos Ankestyrelsen, er blevet omgjort.

Det er den højeste såkaldte omgørelsesprocent, der hidtil er blevet målt.

Thomas Taguchi er socialretsadvokat og ejer af TT-Advokater. Han ser de høje omgørelsesprocenter som et ikke-overraskende tegn på en nedslående udvikling i den socialretlige sagsbehandling over de sidste 10 år. En udvikling, der først og fremmest skal forklares kulturelt.

For Thomas Taguchi oplever, at der i mange kommuner hersker en kultur, hvor hensynet til borgernes retssikkerhed og overholdelsen af lovgivningen fylder for lidt i sagsbehandlernes arbejde.

“Udviklingen i den sociale retssikkerhed går efter min opfattelse i den forkerte retning. Det synes jeg ikke kun baseret på omgørelsesprocenterne. Det synes jeg også baseret på den kultur jeg oplever hos mange kommuner,” siger Thomas Taguchi.

Den udvikling skyldes efter hans opfattelse et stort økonomisk pres på kommunernes budgetter. Men det er ikke den eneste forklaring, Thomas Taguchi kommer med. Han anser også et alt for lavt kompetenceniveau hos de kommunale sagsbehandlere som en stor del af problemet.

 

Behov for massive investeringer i uddannelse

For knapt ti år siden droppede Thomas Taguchi en karriere som erhvervsadvokat i Plesner for at åbne sit eget advokatkontor med speciale i socialret.

Thomas Taguchi definerer socialret som sager om handicapkompenserende ydelser. Altså om støtte, der skal kompensere for de ekstra udfordringer eller udgifter, som er forbundet med at have et handicap eller en varig funktionsnedsættelse.

Det er i høj grad den type sager, der indgår i omgørelsesprocenten. Procenten viser, hvor stor en andel af de kommunale afgørelser, som Ankestyrelsen omgør, efter en borger har klaget, både på socialområdet som helhed og specifikt på børnehandicap- og voksenhandicapområdet.

Og i 2025 slog tallet altså rekord både på socialområdet generelt, og på børnehandicapområdet specifikt, hvor der var en omgørelsesprocent på 58,6 procent.

Thomas Taguchi kan egentlig godt forstå, at de kommunale medarbejdere, der ofte skal dække mange forskellige sagsområder, har svært ved at gennemskue området. For socialret er mindst lige så kompliceret som da han arbejdede med erhvervsjura.

 

Faktaboks: Udviklingen i omgørelsesprocenten fra 2017 til 2025

 

Område

2017

2024

2025

Social

38

44,9

46,8

Voksenhandicap

21

40,4

43,3

Børnehandicap

52

48,9

58,6

 

Kilde: Ankestyrelsen

Han understreger også at, han har et glimrende samarbejde med mange kommuner og har oplevet mange dygtige og engagerede jurister og sagsbehandlere.

Når alt det er sagt, så har Thomas Taguchi alligevel en krads kritik af mange af de kommunale sagsbehandlere, han møder i sit arbejde. De er simpelthen ikke dygtige nok, mener han.

“Mange ved efter min opfattelse simpelthen ikke nok. Blandt de udfordringer, jeg ofte oplever, er, at der mange gange ikke er styr på, hvordan lovgivningen skal fortolkes, eller hvilke vejledninger og principafgørelser som man bør orientere sig i,” siger Thomas Taguchi.

Derfor mener han også, at det er en fejl, at SVM-regeringen med bachelorreformen har lagt op til at gøre socialrådgiveruddannelsen endnu kortere. Man burde gå den modsatte vej og bevillige mange flere midler til juridisk undervisning.

“Det er fint og nødvendigt, at socialrådgiverne også har andre kompetencer, men når de bevilliger ydelser, så foregår det efter lovgivningen og intentionen heri. Det er juraen, der er afgørende for folks eksistensgrundlag. Det burde man investere massivt i,” siger Thomas Taguchi.

 

En hårdere tone

På trods af behovet for massive investeringer, så fastholder Thomas Taguchi, at debatten om omgørelsesprocenterne på socialområdet ikke kun skal handle om jura og budgetter, men også om kulturen og sproget i kommunerne.

Han oplever for eksempel, at hans egen dialog med kommunerne over de sidste ti år er blevet gradvist mere hård og konfrontatorisk. Det gælder både i villigheden til at se og anerkende fejl, men også i sprogbruget, forklarer han, og fortæller at han også oplever, at tonen er blev grovere over for borgerne.

Det gælder særligt for de kommunalt ansatte med borgerkontakt, som i følge Thomas Taguchi arbejder i et tiltagende hærdet miljø.

“Jeg kan sagtens forstå, at det er hårdt dagligt at skulle lægge ører til, at man er et udueligt og dårligt menneske, imens man bare prøver at passe sit arbejde. Men jeg oplever i stigende grad, at den hårde tone også kommer fra kommunernes side af bordet, og det gør mig trist,” siger Thomas Taguchi.

 

Økonomi må ikke fylde

Thomas Taguchi oplever allerstørst problemer med at opretholde en god dialog, når hans kommunale modparter ikke forstår, at han blot passer sit arbejde og ikke er på korstog mod kommunerne. Det forstår de fleste heldigvis også godt.

Det, han til gengæld oplever oftere, er en adfærd fra kommunerne, som efter hans vurdering er præget af et massivt økonomisk pres.

Derfor håber Thomas Taguchi, at politikerne vil frigøre socialområdet fra det, han kalder "budgettankegangen," enten ved at tilføre området flere midler eller ved fra politisk hold at forbyde kommunale sagsbehandlere at skele til økonomi, når de træffer afgørelser i socialsager.

Han er overbevist om, at det også på langt sigt vil være økonomisk fordelagtigt for kommunerne at give borgerne den hjælp, de har ret til.

"Jeg er sikker på, at det er økonomisk hensigtsmæssigt på den lange bane, at folk får den hjælp og støtte, de skal have til for eksempel at kunne varetage et arbejde," siger Thomas Taguchi.

K-NEWS har forelagt Thomas Taguchis kritik af det lave niveau blandt kommunale sagsbehandlere for Kommunernes Landsforening. De er også blevet spurgt om, hvad de mener om Thomas Taguchis forslag om at forbyde kommunale sagsbehandlere at skele til økonomi. De har ikke ønsket at deltage i artiklen.

Artikelserie: Er der krise i retssikkerheden på det sociale område?

 

Omgørelsesprocenterne på socialområdet slår rekorder, er det et tegn på, at retssikkerheden er under pres? Og hvad kan man egentlig gøre ved det? De spørgsmål stiller K-NEWS over tre artikler.

 

Artikel 1: DH og introduktionsartikel

 

Artikel 2: John Klausen

 

Artikel 3: Thomas Taguchi

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak