Dette er et blogindlæg. Alle synspunkter fremsat i nedenstående tekst er udtryk for skribentens egne holdninger.
Når forurettede overvejer at anmelde eller står midt i en straffesag, sker det ofte uden overblik over processen, uden klarhed om rettigheder og uden viden om, hvad en bistandsadvokat konkret skal hjælpe med. Den usikkerhed har i mange år været et vilkår. Spørgsmålet er derfor ikke alene, hvad vejledningen beskriver, men hvad den ændrer.
I dag er det fortsat vanskeligt for forurettede at finde en bistandsadvokat med den nødvendige tid, erfaring og engagement til at løfte opgaven fuldt ud. Og det er ikke tilfældigt. En væsentlig årsag er, at rollen som bistandsadvokat ikke er tilstrækkeligt professionelt anerkendt.
Hvis vi ønsker høj kvalitet i bistanden til forurettede, kræver det, at det også er attraktivt at påtage sig rollen. F.eks. afspejler honoreringen ikke det arbejde, der reelt ligger i opgaven – herunder løbende kontakt, forberedelse, koordinering og støtte gennem hele sagsforløbet. Det skaber et misforhold mellem de forventninger og krav, der stilles til bistandsadvokaten, og de rammer, arbejdet udføres under.
I praksis ses det f.eks., at forurettede møder til politiafhøring uden forudgående juridisk rådgivning og dermed uden forståelse for afhøringens betydning for sagens videre forløb. Det kan medføre upræcise eller ufuldstændige forklaringer, som efterfølgende er vanskelige at korrigere, og som kan få betydning for både efterforskning og bevisvurdering.
En kompleks opgave – uden tilsvarende anerkendelse
Bistandsadvokatens rolle er kompleks, idet den forurettedes situation ofte er både juridisk og menneskeligt sammensat og kræver kvalificeret støtte gennem hele sagsforløbet.
Forurettedes situation handler ikke alene om sociale forhold, men i høj grad også om juridiske forhold, der er afgørende for, om den enkelte reelt har mulighed for at varetage sine rettigheder i retssystemet.
Når man ikke anerkender bistandsadvokaternes rolle, svækker man i praksis borgernes lige adgang til retssystemet. Den nuværende indretning af bistandsadvokatordningen sikrer ikke i tilstrækkelig grad, at forurettede kan navigere i et system, de ikke har forudgående kendskab til.
For mange forurettede er netop bistandsadvokaten i praksis den aktør, der gør det muligt overhovedet at gennemføre en retssag, bl.a. ved at skabe tryghed i forbindelse med anmeldelse og vidneafgivelse.
Forurettede mærker det - den manglende bistand
Forurettede oplever i dag betydelige mangler i den bistand, de modtager. Nogle er heldige at møde en advokat, der er aktiv, tilgængelig og følger sagen tæt fra start til slut. Andre har en god indledende opstart af sagen, men hører så intet fra advokaten, når der sker udvikling i deres situation forud for hovedforhandlingen, mens andre først møder deres advokat kort før hovedforhandlingen og uden forudgående rådgivning eller løbende sparring.
Når bistandsadvokaten først får kontakt til den forurettede kort før hovedforhandlingen, indebærer det ofte, at der ikke er sket en tilstrækkelig gennemgang af sagen, herunder politirapporter og processuelle rettigheder. Manglende tidlig bistand kan også få betydning for opgørelsen af eventuelle erstatningskrav. Hvis dokumentation ikke indhentes løbende, eller krav ikke opgøres rettidigt, er der risiko for, at dele af kravet ikke inddrages i sagen og dermed går tabt.
Den forskel forsvinder ikke af, at bistandsadvokatrollen nu bliver beskrevet. Dette har ikke alene betydning for den forurettedes oplevelse, men kan også få direkte indflydelse på sagens materielle oplysning.
Forurettede har samtidig ikke indsigt i de rammer, bistandsadvokaten arbejder under, herunder honorarstrukturen, og kan derfor vanskeligt gennemskue, hvorfor den bistand, de modtager, i nogle tilfælde er begrænset.
Det kan eksempelvis indebære, at en forurettet oplever manglende løbende kontakt eller forberedelse af sagen og opfatter det som manglende engagement og opbakning, selv om det i praksis kan være en konsekvens af de rammer, bistandsadvokaten arbejder under.
Et værktøj – uden forpligtelse
Udviklingen i strafferetten har medført en betydelig udvidelse af kriminaliseringen, særligt inden for vold, stalking og digitale krænkelser, uden at udviklingen i støtten til forurettede i tilsvarende grad er fulgt med. Det skaber en strukturel ubalance, hvor kravene til bistandsadvokatens rolle øges, uden at rammerne for at udføre opgaven understøtter dette.
I den sammenhæng er det relevant at overveje yderligere professionalisering af rollen, herunder certificeringsordninger. En sådan ordning vil imidlertid ikke i sig selv sikre, at bistanden udføres ensartet og kvalificeret i praksis, så længe de underliggende strukturelle rammer forbliver uændrede.
Forurettede har ikke indsigt i interne rammer, honorarstrukturer eller frivillige standarder, men møder systemet med en berettiget forventning om, at den bistandsadvokat, de får beskikket, leverer en reel og kvalificeret bistand, uanset hvilken advokat der beskikkes.
Når vejledningen ikke er bindende, ændrer den imidlertid ikke på disse rammer og fastsætter heller ikke standarder, der håndhæves i praksis. Dermed fremstår vejledningen foreløbigt som et fagligt referencepunkt snarere end et reelt styringsredskab.
Hvis ambitionen er større ensartethed og styrket retssikkerhed for forurettede, rejser det derfor et mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan sikres det, at den beskrevne rolle faktisk bliver udført i praksis – og hvornår kan de forurettede forvente, at kvaliteten i bistanden ikke afhænger af den enkelte advokat, men er en selvfølge?