09/01/2024 - EU-Domstolen

”Vi mangler danske jurister i EU”


Louise Spangsberg Grønfeldt er den første danske kvinde, der tiltræder embedet som dommer ved EU-domstolen. Det har været hele turen værd, selvom det har taget godt og vel 15 år at arbejde sig vejen gennem det europæiske system. Og arbejdet I EU er fyldt med udfordringer og muligheder for jurister, men det er desværre ikke mange danskere, hun har mødt på sin vej.  

Tekst og foto: Rasmus Lehmann Hylleberg


Man skal næsten skære sig igennem tæppet af gråvejr, der ligger over Nordsjælland, da K-NEWS’ journalist i december kører ind ved det lille sommerhus, hvor Louise Spangsberg Grønfeldt residerer, når hun ikke er i Luxembourg. Hun inviterer smilende indenfor i det brændeovnsopvarmede træhus, hvor hun serverer honningkager og kaffe.

”Du må gerne se dig omkring –men jeg er lige kommet herop, så der er fyldt med kufferter og tøj,” siger hun og sætter sig i sofaen i den sparsomt møblerede stue. 

Louise Spangsberg Grønfeldt er blot på visit i det nordsjællandske for at holde jul med familien. Til dagligt har hun sin gang ved EU-domstolen i Luxembourg, hvor hun siden september har bestridt posten som den ene af Danmarks to dommere ved retten under Den Europæiske Unions Domstol. Louise Spangsberg Grønfeldt er den blot ottende dansker til at bestride et embede som dommer ved EU-domstolen, men den første kvinde. Det vender vi tilbage til.

For først er det vigtigt at nævne, at EU-domstolen som bekendt består af to retsinstanser. På dansk henholdsvis Domstolen og Retten. En oversættelse, der kan virke noget forvirrende, medgiver Louise, der efter et drevent dansk slår over i klingende fransk: 

”På de andre sprog er det en lille smule mere tydeligt. For eksempel på fransk hedder det ’la cour de justice’ og ’le Tribunal’, to ord der på fransk i sig selv indikerer, at der er tale om to forskellige instanser.” 

Og det er altså ved Retten, eller le Tribunal, at Louise Spangsberg Grønfeldt arbejder side om side med Jesper Svenningsen, som hun selv var referandar under. Eller som Louise siger: Référendaire. Ved selve Domstolen sidder Lars Bay Larsen, der har bestridt posten siden 2006, men som forlader posten i 2024.

 

Ét år, der blev til et arbejdsliv

Louise Spangsberg Grønfeldt startede som advokatfuldmægtig hos Nielsen Nørager. Men det var EU-retten, der trak i hende, og inden hun startede som fuldmægtig, havde hun taget en master i EU-ret ved Europa-kollegiet i Brugge i Belgien. Og det var her, at den første dør til EU stod på klem.

(...)der er simpelthen et helt ansættelsessystem, som danskere ikke kender til, og som, når de opdager det, virker kompliceret

 

”Jeg ville gerne være advokat i Danmark, så jeg fik arbejde som fuldmægtig hos Henrik Peytz, der jo har arbejdet med mange store EU-retlige sager, og det syntes jeg var vildt spændende. Men mens jeg var på Europa-kollegiet, var der kommet et opslag om sådan en EU-adgangsprøve, det man kalder ”Concours’en” i EU-sprog, som er det franske ord for adgangsprøve, og som er sådan en prøve, man skal tage, hvis man skal fastansættes i EU.”

Hun tager en tår kaffe og uddyber: ”Og her tror jeg faktisk, man skal finde en af grundene til, at vi har så få danskere i systemet.”

Hun fortsætter: ”Altså der er simpelthen et helt ansættelsessystem, som danskere ikke kender til, og som, når de opdager det, virker kompliceret. Selvom det faktisk ikke er så kompliceret. Men du ved,” siger hun tænksomt, og tager en bid af sin honningkage:

”Du ser, at du skal tage en prøve, som måske tager et halvt til et helt år at tage, så kommer du på en liste, og så kan du søge et job. For en dansker, så virker det uoverskueligt, fordi vi er vant til et system, hvor man ”bare” sender en ansøgning. Og et andet element tror jeg er, at de flest danskere bare er rigtig glade for at bo i Danmark, så ideen om at flytte ud trækker ikke nødvendigvis.”

Louise tog prøven og bestod den. Allerede under et ophold i Quebec i 9. klasse havde hun lært at tale fransk, og hun deponerede derfor sin advokatbestalling fra Nielsen Nørager og blev ansat som jurist-lingvist.

IMG_3089-2

Her sad hun i fire år og var med til at revidere og udforme den lovgivning, der bliver vedtaget af Rådet (ofte sammen med Europa-parlamentet). En del af jobbet var også at sørge for, at de danske sprogversioner blev tilpasset, så de sprogligt passede til danske forhold. 

”Jeg tog derned og tænkte, det prøver jeg lige et års tid. Og så kom jeg aldrig hjem igen.”

 

Fundamentet for det hele

”Må jeg lægge noget mere brænde på?” spørger hun retorisk og rejser sig.

Da hun sætter sig igen, falder snakken på interessen for EU. For hvor mange unge jurister er draget af for eksempel strafferet eller erhvervsret i forskellige afskygninger, så har det hele tiden for Louise været EU, der trak i hende. 

”Det er faktisk noget, jeg tit har tænkt over, og jeg har lidt svært ved at pege på én ting. Men måske handler det om, at jeg virkelig tror på projektet EU. Altså ideen om, at Europa bliver et bedre sted at være, hvis vi alle sammen arbejder sammen. At der i virkeligheden er mange, mange flere ting, der samler os, og som vi er fælles om, end der adskiller os. Man har lidt en tendens til at fokusere på alle de steder, hvor vi er forskellige. Men i virkeligheden er vi meget, meget ens i Europa.”

Hun uddyber:

”Og jeg tror virkelig på både den grundlæggende tanke med at forhindre krig, hvis vi alle står sammen og arbejder sammen, men også den tanke, som unionen jo har udviklet sig til, som er et fællesskab på så mange andre planer, end bare vores oprindelige kul- og stålproduktion.”

Men juristen i hende er også draget af det retslige samspil på kryds og tværs af de europæiske grænser. Et samspil, der siden opstarten løbende har skulle udvikle sig i takt med mere ansvar og flere medlemslande - fra seks i 1952 til i dag at nærme sig tredive.

”Og så synes jeg, at den retsorden, som unionen er, altså sammenspillet mellem lovgivningen, der bliver vedtaget af alle medlemsstaterne og domstolens fortolkning af den her lovgivning via præjudicielle spørgsmål, er et spændende system.”

Og netop derfor ærgrer det hende, at der er så få danskere ansat i EU institutionerne. Noget, der måske falder tilbage på manglende viden om, hvor vigtig EU er for vores hverdag alle sammen.

”Altså jeg tror, der er nogle udfordringer generelt set med at få forklaret det her, uden at det samtidig lyder som om, at EU tager noget fra det nationale system. Og der kan man sige, det nationale lider jo ikke under, at EU også er vigtig i virkeligheden. Så jeg tror, det at der måske er en udfordring i det her med at få formidlet både, hvor vigtigt EU er men også, at der ikke går noget af det danske.”

I arbejdet som jurist-lingvist er mindsettet om forholdet mellem national og europæisk ret et helt andet. For når man skal udforme lovgivning, der er enslydende for alle unionens 27 lande, så er fællesskabstanken et nødvendigt fundament for alle processer, når man arbejder i EU, fortæller hun.

IMG_3094-2

”Der er ingen tvivl om, at når du arbejder i en international organisation, der laver lovgivninger, der skal gælde i 27 medlemssteder, så er der meget opmærksomhed på, at det skal kunne fungere alle steder.”

 

Fra in-house til Vestager

Mens det grå decembertæppe udenfor så småt opløses, arbejder vi os videre gennem Louises karriere. Efter årene som jurist-lingvist flyttede hun kontor til EU-Kommissionen, hvor hun i første omgang blev ansat i det maskinrum, hvor kommissionens egne jurister arbejder og fører sager.

”EU-Kommissionen har sin egen in-house advokatfunktion, ”juridisk tjeneste”, som står for at rådgive kommissionen og dens tjenestegrene om juridiske spørgsmål, og som repræsenterer EU-Kommissionen i alle retssager. EU-Kommissionen skal repræsentere sig selv på processproget, det vil sige det sprog, sagen er anlagt på. Så når der anlægges en sag på dansk, så fører  EU-Kommissionen sagen på dansk. Og det samme gælder så for sager anlagt på alle de andre sprog også.” 

Som jurist i kommissionens juridiske tjeneste er man, udover at repræsentere kommissionen i sager anlagt på ens eget sprog, også ansvarlig for den juridiske rådgivning på forskellige ansvarsområder, forklarer Louise. For hendes vedkommende var det først told og handel, siden statsstøtte og til sidst asyl og migration, og hun har også ført en lang række retssager for kommissionen på disse områder. 

Det er noget ganske andet at rådgive en kommissær end at være den, der helt objektivt juridisk vurderede, om noget var i overensstemmelse med traktaten

 

Herefter havde hun en kort afstikker som førnævnt referendar, en form for dommerfuldmægtig om man vil, i Jesper Svenningsens kabinet ved Retten, indtil turen gik tilbage til EU-Kommissionens juridiske tjeneste og derefter som del af Margrethe Vestagers kabinet som rådgiver på statsstøtteområdet. En udfordrende men spændende periode, beskriver hun.

Hun uddyber, at det udfordrende var, at man som del af kabinettet her skulle tage nogle lidt andre briller på, end man som jurist var vant til.

”I virkeligheden var det største skifte i min karriere nok fra juridisk tjeneste til Margrethes kabinet. Det er noget ganske andet at rådgive en kommissær end at være den, der helt objektivt juridisk vurderede, om noget var i overensstemmelse med traktaten.”

 

Referendarvejen

Det blev dog tiden hos den allerede siddende dommer ved Retten, Jesper Svenningen, der for alvor banede vejen for Louise Spangsberg Grønfeldt. For her fik hun syn for, hvordan man arbejder som dommer ved Retten. Og hun havde derfor en god forståelse, da stillingen som dansk dommer ved Retten blev ledig. For Louise har arbejdet ved EU-institutionerne stille og rolig bevæget hende rundt i systemet, og hun er stolt over, at hun nu kan iføre sig en dommerkappe.

”For en jurist kan det næsten ikke blive større. Så det er selvfølgelig noget, jeg både er rigtig glad for og virkelig stolt af, at jeg er nået hertil. Og et eller andet sted synes jeg også, det viser noget meget positivt om Danmark, at det er en mulighed at opnå en sådan stilling på denne her måde. Det skyldes jo, at den danske udvælgelsesprocedure foregår via et uafhængigt råd, nemlig Dommerudnævnelsesrådet vedrørende internationale dommerstillinger, der indstiller en kandidat til regeringen. Og den procedure er faktisk også noget som mine tideligere kolleger fra andre lande har bidt positivt mærke i.”

I dag sidder hun så side om side med hendes gamle principal Jesper Svenningsen ved Retten, hvor de udgør de to danske dommere, ligesom hvert af de andre lande har to dommere repræsenteret. Ved selve Domstolen sidder 27 dommere, én fra hvert land, og det er her, de præjudicielle sager sendes hen som udgangspunkt, fortæller Louise Spangsberg Grønfeldt. Men der er nye tider på vej for Retten, der fra september 2024 også skal til at behandle præjudicielle sager inden for en række områder.

”Domstolens hovedopgave er de præjudicielle spørgsmål fra de enkelte medlemsstater. Hos Retten tager vi os af de administrative sager, og hvis man for eksempel påklager en af EU-institutionernes afgørelser, så starter sagen ved Retten. Men fra september 2024 skal præjudicielle spørgsmål, der handler om moms, told, punktafgifter, flypassagerrettigheder og ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, behandles af Retten.”

Louise Spangsberg Grønfeldt fortæller, at de forskellige afdelinger ikke er specialiserede, men at de får sagerne via et rotationsprincip. Som udgangspunkt er der tre dommere på hver sag, mens det ved større eller principielle sager kan besluttes, at en sag skal behandles af fem dommere.

 

Den første danske kvinde

Støvregnen og det grå tæppe af dansk vinter er nu så opløst, at vi vover os udenfor på den 4000 kvm store grund, hvor det lille sommerhus ligger. Hvad der før henlå i dis viser sig at være en skov, der følger med grunden, og som Louise tit benytter, når hun er hjemme i det danske.

IMG_3102-2

Her falder snakken på andelen af danskere i EU. Ifølge den seneste opgørelse fra EU-Kommissionen var der pr. 1. januar 2023 32.226 ansatte ved kommissionen. Af dem udgør Danmark blot 1% med 325 ansatte – det land med sjette færrest ansatte. Til sammenligning har Holland 600 ansatte (1,9%), Tyskland 2026 (6,3%), Belgien 4495 (13,9%) og Sverige 497 (1,5%). Ser man alene på antallet af jurister ansat ved kommissionens legal service var der ved indgangen til 2023 blot seks danskere.

Jeg må jo konstatere, at der er meget, meget få danskere i EU-institutionerne. Og alt for få

 

”Det er nok dér, jeg synes, der er en udfordring. Der bliver gjort meget fra både udenrigsministeriets, men også andre ministeriers side for at skabe opmærksomhed omkring karrieremulighederne ved EU. Der er blevet oprettet et kursus på Københavns Universitet, der handler om at bruge fransk i internationale juridiske stillinger. Så jeg synes, man gør meget for at forsøge at sprede budskabet.”

Men det har ikke slået igennem i praksis, siger hun.

”Jeg må jo konstatere, at der er meget, meget få danskere i EU-institutionerne. Og alt for få, og det er vi nødt til generelt at overveje. Så kan man sige, de arbejder jo ikke for Danmark, når de er inde i systemet. De arbejder for EU og for EU’s interesser. Så gør det egentlig nogen forskel, om der er mange danskere, der arbejder i systemet? Ja, det gør det - det er vigtigt, at der er viden fra alle medlemsstater.”

Hun henviser konkret til et særegent dansk forhold fra finansverdenen, hvor danske regler stikker ud, og hvor det er vigtigt, at der er danske jurister ansat, som kan oversætte dansk praksis til europæisk.

”Det bedste eksempel, jeg kan komme med er i min tid i kommissionen, når der skulle laves ny lovgivning på bank- og finansområdet. Så kom der altid nogen ned til mig og sagde, kan du lige forklare, hvad realkreditsystemet er?  Det er ret sjovt, for vi er et af de eneste lande i Europa, der har det.”

Louise Spangsberg Grønfeldt har selv ingen børn, men forstår godt, hvis det kan være en stor beslutning af rive teltpælene op for en hel familie og flytte til Bruxelles eller Luxembourg.

Hun peger på, at netop andelen af kvinder er et fokusområde for EU-institutionerne. 

Og så er vi tilbage ved den første danske kvindelige dommer ved EU-Domstolen. Hun medgiver, at det er lidt vildt, at hun er den første danske kvinde ved domstolen i løbet af de 50 år Danmark har været medlem af EU. 

Med til den danske historie er selvfølgelig også, at det ikke er sket så mange gange, at Danmark skulle udpege et nyt medlem af Domstolen. 

”Mange medlemsstater udpeger nye dommere hver 6. eller hver 12. år. Men der har været tendens til, at de danske dommere blev siddende længere, hvilket også har givet dem mulighed for at opnå mere indflydelse ved EU-Domstolen. Så så vidt jeg ved, er jeg også kun hen ved den 10. person, der bliver udpeget samlet set [inklusiv generaladvokater], siden Danmark tiltrådte i 1972.

Hun tror heller ikke, at der nødvendigvis er mange, der søger de dommerstillinger, der så bliver slået op, måske netop fordi det at arbejde i EU virker fjernt på mange. Og det er ærgerligt, mener Louise, for som hun siger:

”Det er virkelig spændende, og jeg er sikker på, at mange danske jurister også ville synes det, hvis først de kommer herned”.

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak