Af Caroline Bjelke



19. november 2019 -

Århundredets ophavsretssag ryger til højesteret


Hvordan skal ophavsret og ’fair use’ stilles op overfor hinanden, når det kommer til software og den digitale tidsalder? En årelang kamp mellem Google og Oracle skal nu udkæmpes i den amerikanske Supreme Court.


Googles brug af Oracles Java er i strid mod ophavsretten. Det var dommen, da de to techgiganter mødte hinanden i den amerikanske appeldomstol i 2018. En dom, som Google har kaldt for et ”ødelæggende slag mod hele softwareindustrien”, men som Oracle derimod mener, har haft gavnlige virkninger på industrien siden afgørelsen.

Fredag blev det fastslået, at sagen skal til højesteret.

”Dette er århundredets ophavsretssag”, sagde Stanford juraprofessor Mark Lemley, ifølge legaltechnews.com. Mark Lemley har før repræsenteret Google i ophavsretlige anliggender, men taler ikke for virksomheden i denne sag.

”Hvad end afgørelsen bliver, har det potentialet til at omforme ikke kun software-ophavsretslovgivning, men også hvordan man tænker om ophavsret mere generelt,” fortsætter han. 

Før dommen i 2018 har Oracle og Google været i en kamp, der næsten har varet et årti. Uenigheden mellem dem bygger på, at Oracle påstår, at Googles Android-styresystem er bygget på kode fra Java-softwareplatformen, som er ejet af Oracle. Google påstår derimod, at de har udviklet deres eget alternativ til Java-kode, og at softwarekodning ikke kan lægges under ophavsretlig lovgivning. Mens Google har fået medhold i lavere retsinstanser, har Oracle fået medhold ved appeldomstolene.
At sagen nu går videre til den amerikanske højesteret vil betyde en endelig afslutning på den lange kamp.

Kent Walker, Googles senior vice president for globale anliggender, skriver om at sagen nu tages til højesteret:

”Vi velkommer højesterets beslutning om at kigge sagen igennem, og vi håber, at retten på ny kan bekræfte vigtigheden af software interoperationalitet i amerikansk konkurrenceret. Udviklere bør have mulighed for at skabe applikationer på tværs af platforme, og altså ikke være begrænset til én virksomheds software”.

I ryggen har Google Microsoft, Mozilla og en række andre virksomheder, der alle mener, at det er et grundvilkår, at udviklere frit kan skabe nye programmer som fungerer på eksisterende platforme – hvilket de mener, at den seneste dom vil ødelægge.

For at Oracle kan vinde sagen, skal virksomheden vinde på begge spørgsmål: at Googles brug af Java ikke var beskyttet af ’fair use’, og at det var et brud på ophavsretten.

Del

Århundredets ophavsretssag ryger til højesteret


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak