Skrevet af Redaktionen


Synch Advokatpartnerselskab flyttede i året der gik fra Amaliegade til Hellerup og med en målrettet digital profil har det svenskfødte advokatfirma for alvor gjort sit indtog på det danske marked. Advokat Michael Brandt runder her vores tilbageblik på 2018 af og ser frem mod 2019 - bl.a. med en forudsigelse om, at 2019 bliver året for en fusion mellem et dansk advokathus og én af de store revisionshuse.

 

Hvad vil du fremhæve som det vigtigste, der er sket i den juridiske verden i 2018?

"Jeg vil fremhæve tre forhold:
1) The Big Four revisionsfirmaer rykker nu for alvor ind i advokatbranchen i Danmark, som de har gjort i andre lande. Ved sidste forsøg var det Delotte, som vist blev overtalt af de større advokatfirmaer om, at det var en dårlig ide. Nu er der ingen vej tilbage. Revisionsfirmaerne vil kunne tilbyde ydelser inden for afgrænsede områder, som i højere grad end advokater vil kunne blive værdiskabende. Dette ved blandt andet at blande forskellige kompetencer til en samlet rådgivningsydelse

2) Legal Tech er begyndt at simre under overfladen. Flere advokatfirmaer markedsfører sig nu med digitale produkter. Der er for de flestes vedkommende dog lidt mere tale om programerklæringer end reelle produkter, men det er en start.

3) Advokatbranchen kom gennem 2018 med flere ridser end normalt. Lovgiver har pudsigt nok kastet sig over de mest uskyldige, som er forsvarsadvokaters markedsføring. Ikke noget, som forstyrrer min nattesøvn. Jeg er langt mere bekymret over den opfattelse, som samfundet får af os som følge af kuratorers salærer. For en advokat som mig, virker honorarerne ude af kontrol, hvor kurator selv vælger, hvilke opgaver, som kurator skal arbejde med til en blended rate, der er over markedsprisen. Det er ikke et holdbart system. Sidst, men ikke mindst, har Bech-Bruun stået for den hidtil hårdeste kritik nogensinde af et større advokatfirma. Kritikken virker langt over målet, men viser, hvor sårbar vores branche er."

 

Hvilke emner/temaer kommer til at præge advokatbranchen i 2019?

"Jeg tror følgende temaer kommer til at præge 2019:

1) Kammeradvokatens de facto monopol på opgaver for staten. Det er næppe noget, som får lov at fortsætte og/eller der indarbejdes mekanismer, så kontrollen med Kammeradvokatens salærer bliver bedre (uden at kende den nuværende).

2) Èt større advokatfirmas fusion med en af Big Four

3) Digitalisering – både internt i advokatvirksomhederne i forhold til brug af AI-produkter og ekstern i forhold til digital offerings. Der vil være en udskillelse af dem, som er med på vognen og dem, som ikke er og det vil være en pejling af, hvem der om fem år vil sidde på større markedsandele."

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak