Skrevet af Redaktionen


Endnu et år er tæt på at nå sin ende, og igen i år har der været tryk på alle kedler i den danske advokatbranche. Ligesom sidste år giver vi på K-News derfor ordet til advokatbranchens beslutningstagere for at høre, hvordan de ser på året der gik, og året der kommer. Første indlæg er fra Kromann Reumert og managing partner Arne Møllin Ottosen.

 

Hvad vil du fremhæve som det vigtigste, der er sket i den juridiske verden i 2018?

"Hos Kromann Reumert har digital innovation og medarbejderudvikling været på dagsordenen i 2018. Vi har gjort os en masse vigtige erfaringer på de to områder. Vi har blandt andet videreudviklet vores medarbejderudviklingsprogram, EXPECT. Med EXPECT har vi nu i endnu højere grad fokus på den enkelte medarbejders karrierevej og det faktum, at ikke alle ønsker og vil det samme. Der er nu flere knapper at skrue på i forhold til den enkelte medarbejders karriereudvikling, hvad enten det gælder udvikling af kompetencer, et accelereret karriereforløb, uddannelsesorlov, fleksibel arbejdstid eller lignende.

2018 har også været året, hvor vi internt i Kromann Reumert satte innovation højt på dagsordenen. Blandt andet har vi arbejdet med principper fra Design Thinking i vores måde at tilgå klientens problemstillinger. Det var netop med afsæt i vores tilgang til digital innovation og fokus på medarbejderudvikling, at The Lawyer i 2018 kårede os til "European Law Firm of the Year". En titel, som forpligtiger os til i endnu højere grad at sætte standarden i måden, vi skaber værdi for vores klienter."

 

Hvilke emner/temaer kommer til at præge advokatbranchen i 2019?

"2018 var kendetegnet ved en bred front af optimisme i dansk erhvervsliv. Nu er det store spørgsmål blandt økonomer, om der er en ny recession på vej. 2019 imødegås derfor stadig med optimisme, men også med en vis portion usikkerhed i forhold til udviklingen i markedet.

Advokatfirmaerne er for alvor blevet en del af den digitale tidsalder og tilbyder flere og flere digitale løsninger og services. Noget vi også selv har stor fokus på. Dog må vi sande, at de helt store teknologiske kvantespring – såsom optimal udnyttelse af kunstig intelligens og robotteknologi – stadig ligger mindst et par år ude i fremtiden for advokatbranchen.

Flere og flere sager bliver løst på tværs af landegrænser. Det fortsætter i 2019 og skaber både udfordringer og muligheder for de danske advokatfirmaer. Der vil givet vis opstå yderligere konkurrence fra internationale advokatfirmaer, som gerne vil have en bid af kagen. Samtidig skaber det enestående muligheder for – som trusted advisor – at tage sin klient i hånden og sammen gå ud i verden.

De større danske advokatvirksomheder bliver i højere grad udfordret af internationale advokatfirmaer, revisionsselskabernes "Big 4", og nye mindre og mere agile advokatvirksomheder. Derfor er vi nødt til løbende at sætte vores forretningsmodeller under lup og tilpasse dem. Det handler ikke om at løbe hurtigere, men om at løbe smartere."

 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak