Af Amalie Guldborg Olesen



17. marts 2020 -

Advokater opfordres til at sende flere erklæringer videre til Retslægerådet


Ifølge formanden for Dansk Retspsykologisk Selskab har retssystemet herhjemme en stor tillid til psykiatere og psykologers vurderinger. Men advokater i straffesager kunne med fordel sende flere erklæringer videre til Retslægerådet til kvalitetssikring.


For nyligt bragte vi hos K-News en artikel, der beskrev, hvordan en amerikansk undersøgelse viste, at en tredjedel af en række gennemgåede psykologiske evalueringer, der var blevet brugt i amerikanske retssager, ikke blev vurderet til at være videnskabeligt pålidelige.

Derfor har vi talt med Lars Bjerggaard, formand for Dansk Retpsykologisk Selskab, for at høre, hvordan praksis egentlig ser ud i Danmark – og hvordan den adskiller sig fra USA.

Hvad tænker du om undersøgelsens fund?

”Nu har jeg ikke haft mulighed for at undersøge, hvad selve præmisserne for undersøgelsen er, men i udgangspunktet, hvis psykologer overhovedet ikke anvender psykologiske undersøgelsesredskaber, der har en vis grad af videnskabelig validering, så er det jo bekymrende. Særligt i de situationer, hvor sådanne undersøgelser og vurderinger får konsekvenser for folk i retslige sammenhænge,” svarer Lars Bjerggaard og uddyber:

”Når vi snakker om psykologer, der for eksempel arbejder som parterapeuter, så sidder de med en vurdering eller fornemmelse, som de løbende lufter for at bringe nye perspektiver til samtalen. Her hviler de nok på deres viden og uddannelse til at kunne bruge den slags fornemmelser frem for mere statistiske metoder. Men, når det handler om retspsykologi, så er det en helt anden form for praksis, der gælder, og de metoder, vi bruger, skal kunne efterprøves og i den grad være pålidelige. Så hvis det er sandt, hvad undersøgelsen viser, er det stærkt bekymrende, at det er så ureguleret et marked, de har.”

Hvordan ser det ud herhjemme i Danmark?

”Jeg vil generelt påstå, at der er en høj grad af pålidelighed i det arbejde, der bliver udført af psykologer herhjemme i retslige sammenhænge. Simpelthen fordi vi benytter os af metoder, der er internationalt anerkendte.

En ting der kunne forvirre billedet er, at amerikansk retspraksis er anderledes end dansk. I USA indkalder forsvareren og anklageren hver deres eksperter, her altså deres egen psykolog eller psykiater, og den anden part gør det samme. Det betyder, at hvis man som psykiater eller psykolog vil tjene penge i at arbejde for retssystemet, så kan du jo ikke komme med erklæringer, der går imod den arbejdsgivers ønske. Så der er en tendens til, at det giver nogle vidt forskelligartede erklæringer om den samme person.

Der må man sige, at det er betydeligt anderledes i Danmark. Der har du en neutral instans, og vi er stærkt forpligtet på at udtale os fuldstændig uagtet, hvad udfaldet i retten måtte blive. Vi skal tilstræbe os objektiv sandhed i så stort et omfang, som der er muligt, og så må andre tage beslutningen om, hvad det skal bruges til. Så af den grund er danske psykologer forhåbentlig meget mere strikte med, hvad de går og gør.”

Hvordan sikrer man sig den bedst mulige objektivitet?

”Man skal altid bero ud fra det, man kalder trianguleringsprincippet. Det vil sige, at man anvender forskellige tests og interviews, også selvom de måler det samme. Hovedreglen er, at man som minimum benytter tre forskellige tests eller interviews. Hvis de alle tre peger i samme retning, så har du en rigtig, rigtig god case, hvorimod hvis du kun nøjes med én, så står du rigtig svagt.

Udover triangulering, er det vigtigt at integrere testresultaterne med det vi ved om patientens baggrund, symptomer og fremtræden. Hvis man som psykolog gør det, er du etisk på meget, meget solid grund, og det vil jeg i den grad forvente, at de psykologer, der arbejder i retspraksis gør. Hvis ikke, så er det en sag for Psykolognævnet, for så er det simpelthen dårlig praksis, og det vil på ingen måde blive støttet af Dansk Retspsykologisk Selskab.”

I den amerikanske undersøgelse er de kritiske overfor, hvordan advokaterne og domstolene håndterede retspsykologiske beviser. Hvordan ser det ud herhjemme?

”Mit indtryk er generelt, at det danske retssystem har stor tillid til psykiatere og psykologers vurderinger, og der bliver sjældent stillet spørgsmålstegn ved, om vurderingerne er korrekte eller ej. I USA bliver psykologerne tit kaldt ind og skal forsvare sig som eksperter i en given sag, og der har vi en helt anden tillidserklæring herhjemme. Men hvis vi har sendt en erklæring til en advokat, som de ikke synes lyder korrekt, så har de mulighed for at sende det videre til Retslægerådet. De går erklæringen igennem, og finder frem til om den holder eller ej. Så de er en slags kvalitetssikring af vores arbejde, før en retssag begynder.

Der vil jeg så sige, at juristerne og advokaterne kunne med fordel indsende langt flere erklæringer, end de gør i praksis lige nu.”

Kan du uddybe, hvad du mener med det?

”I 2015 lavede psykiateren Jens Lund en stikprøveundersøgelse, hvor han kiggede på ca. 300 mentalerklæringer. I 71 af de 300 sager var der blevet lavet vurderinger, hvor personer var blevet erklæret mentalt retarderet. Han fandt frem til, at i 28 procent af sagerne, var erklæringen forkert. Det vil sige, at retspsykiateren, ifølge Jens Lund, tog fejl. Man kunne dog ikke i undersøgelsen se, om der var lavet psykologiske undersøgelser i sagerne, hvor der var fejl, eller ej. Men hvis det er tilfældet, at der netop manglede psykologiske undersøgelser i sager, hvor retspsykiateren burde have bedt om at få lavet en, så er det et bekymrende tegn på dårlig kvalitet af psykiateres mentalerklæringer.
Hvis der dog har været anmodet om at få lavet psykologiske undersøgelser i de 28% af erklæringerne, hvor der var fejl, som skulle gøre det muligt for psykiateren at lave en bedre erklæring, så er det under al kritik, hvis de undersøgende psykologer har leveret IQ-målinger uden omtanke, da det er i direkte strid med selve præmisserne for en psykologisk undersøgelse. Psykologerne skal nemlig integrere deres testresultater med personernes tidlige baggrund, kliniske fremtoning og aktuelle funktionsniveau, hvor de bl.a. tager højde for kulturelle forhold, psykopatologi og misbrug, foruden motivation og mulig underpræstering, før der til sidst kan drages konklusioner ud fra en samlet helhed.

Derfor tyder en måske ændret praksis på, at der er en forståelse for en psykologisk undersøgelse som mere end en hurtigt overstået ”test”, og hvis psykologer og psykiatere er enige omkring det, og samarbejder derom, så sikrer vi den en enkelte persons retsstilling bedre.

På den front er det glædeligt, at psykiaterne ønsker sig mere grundige udredninger, for hidtil har det i retspsykiatrisk regi faktisk heddet sig, at det, der blev ønsket fra psykologers side ved mentalobservationer, blot var et IQ-tal. Derfor tyder en måske ændret praksis på, at der er en forståelse for en psykologisk undersøgelse som mere end en hurtigt overstået ”test”, og hvis psykologer og psykiatere er enige omkring det, og samarbejder derom, så sikrer vi den en enkelte persons retsstilling bedre.
Derfor håber vi på, at der kommer flere henvisninger, der kan give nogle flere erfaringer på området.”

Hvorfor er psykologiske undersøgelser i retslige sammenhænge så vigtige – hvilken betydning kan de have for udfaldet i retssager?

”Jeg kan nævne tre sammenhænge.
Den første er i sager om forældreegnethed, hvor der bliver udført børnesagkyndige undersøgelser, der vurderer forældrenes evne til at fungere som forældre. Så den samlede vurdering har en enorm betydning for, hvad statsforvaltningen beslutter, og derfor er du som børnesagkyndig i den grad forpligtet til at sætte dig ind i at gøre tingene ordentligt.
Det andet er i civile søgsmål, hvor det fx handler om arbejdsskade og erstatningskrav eller en form for frisættelse fra arbejdskrav. Her kræves en lægeerklæring, og i nogle tilfælde en psykologisk undersøgelse, hvor det er vigtigt psykologens undersøgelse skelner mellem, hvad der eksempelvis er en reel skade, og hvad der et ønske om at have en skade fra personens side.

Endelig er der det område, hvor jeg arbejder, nemlig retspsykiatrien, hvor vores vurderinger kan have store konsekvenser. Hvis vi vurderer en person til for eksempel at være psykotisk eller mentalt retarderet, så gælder der pludselig en anden lovgivning end den almindelige straffelov. Det betyder fx at man kan blive indespærret på et psykiatrisk hospital og risikere tvungen medicinering. Derudover kan nogle personer forsøge at fremstille sig selv som værende psykisk ustabile, fordi de håber på at blive straffri. Så når der er tvivl, skal vi være meget grundige i vores undersøgelser.”

Hvad mener du, når der er tvivl?

”Ifølge dansk lovgivning, er det retspsykiateren, der står for udarbejdelsen af mentalerklæringen. Der er forskelle på regionale retspsykiatrier, men psykologer bliver ofte brugt som en tilkaldt ekspertise, i tilfælde hvor der er tvivl, fordi arbejdet med en psykologisk undersøgelse kan være mere omfattende og beror sig på flere data end den typiske retspsykiatriske vurdering. Derfor bliver de, fornuftigt nok, mest brugt når der netop hersker tvivl. Det kan for eksempel være tvivl om, hvorvidt en person reelt set er psykotisk, grundet en sindslidelse, eller om der er andre årsager til personens adfærd i form af misbrug, personlighed eller et forsøg på simulation. Eller hvis psykiateren har en solid fornemmelse af, at en person fremstår dårligt begavet, men hvor der hersker tvivl om, hvorvidt han eller hun er under grænsen for mental retardering. I begge tilfælde er det afgørende for strafforholdene, hvilken beslutning der bliver taget, og den psykologiske undersøgelse kan derfor komme til at have en stor betydning, hvis dens resultater bliver brugt og vægtet højt.”

Del

Advokater opfordres til at sende flere erklæringer videre til Retslægerådet


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak