06. juli 2022 - Minkkommission

Blå blok tager juraen som gidsel


Folketingspolitikere er ikke ligeglade med retsstaten, når de vurderer, at minksagen ikke skal have juridiske konsekvenser for de ansvarlige ministre. Faktisk flugter det fuldstændig med Grundlovens bestemmelser, lyder det fra to advokater i blandt andet Altinget.

Tekst: Joachim Ploug Hansen


Billedet: Udsnit fra LinkedIn og Altinget samt Shutterstock-billede

 

Siden minkkommissionen uddelte sønderlemmende kritik af både embedsmænd og politikere, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S), har danske medier, som Berlingske og Jyllands-Posten, og den politiske højrefløj argumenteret for en uvildig advokatundersøgelse, der skal kortlægge, om statsministeren handlede groft uagtsomt. Noget, som kommissionen ikke blev bedt om at stilling til.

Det er under niveauet for den demokratiske debat, når Folketingets flertal beskyldes for at undsige retsstaten

Citat: René Offersen

 

Sophie Løhde (V) har udtalt, at et blåt flertal efter næste folketingsvalg vil betyde et initiativ til en uvildig advokatvurdering ”i respekt for retsstaten og folkestyret,” skriver Ritzau, mens Løhde sender en bredside mod venstrefløjen:

”Vi ved nu, at de røde partier synes, at retsstaten skal gælde konsekvent, når det handler om politiske modstandere. Men lige så snart det handler om deres røde venner og statsminister Mette Frederiksen, så kan man slippe for en juridisk afklaring og ansvaret.”

 

Beskyldninger er under niveauet for den demokratiske debat

Men disse beskyldninger er skudt milevidt fra skiven, skriver advokat René Offersen, der som bekendt var en del af forsvars-teamet ved rigsretssagen mod Inger Støjberg i 2021, i et debatindlæg i Altinget.

Beskyldningerne skyder forbi, fordi Folketinget kun har to muligheder for at drage en minister til ansvar for lovbrud, og begge kræver et flertal på 90 mandater. Enten kan der stilles et mistillidsvotum efter § 15, eller en minister kan tiltales og prøves i rigsretten efter § 16 ifølge Grundloven.

”Et folketingsmedlem handler derfor helt og aldeles i tråd med retsstatens bud og ånd, hvis vedkommende efter at have læst kommissionens bevisbedømmelse af Mette Frederiksen siger: ’Nu har jeg (og eventuelt en juridisk rådgiver) læst nok til at kunne konkludere, at jeg ikke vil stemme for at gøre et retligt ansvar gældende ved en rigsret, hvad enten nogle uvildige advokater måtte mene, at man kan det eller ej,’” skriver René Offersen,  partner i ’offersen:christoffersen’, og konkluderer:

”Det er under niveauet for den demokratiske debat, når Folketingets flertal beskyldes for at undsige retsstaten ved at følge Grundlovens ordning.”

 

Statsministerens kan tilsværtes unødvendigt

René Offersen rejser også spørgsmålet, om det vil give mening at få uvildige advokater til at vurdere, om der kan føres en rigsretssag mod Mette Frederiksen for grov uagtsomhed.

På K-NEWS tillader vi os at opsummere det på denne måde: det er vel afgørende i en retsstat, at vi kan være sikre på, om statsministeren har brudt loven eller ej?

Det mener René Offersen ikke, for der er forskel på at vurdere en kommisionsberetning i forhold til en siddende statsminister modsat fratrådte resortministre.

”Advokaterne vil alene kunne forholde sig til det rent retlige, og ligger der først en mere eller mindre kvalificeret vurdering fra uvildige advokater, bliver det svært ikke også at følge den. Følges advokaternes vurdering ikke, vil denne have sværtet statsministeren både nationalt og internationalt, hvis det er vurderingen, at der kan gøres retligt ansvar gældende mod statsministeren,” skriver René Offersen i Altinget og fortsætter:

”Vi skal væk fra den tiltagende retliggørelse af politik.”

 

Skal forblive en politisk debat

Dan Moalem, der er partner i Moalem Weitemeyer Advokatpartnerselskab, enig i René Offersens betragtninger. I et opslag på LinkedIn påpeger han, at en advokatredegørelse ikke må misbruges til at facilitere, at borgere retsforfølges indirekte af staten for at tilfredsstille en folkelig og/eller politisk indignation.

”I relation til vores statsminister synes jeg det er helt rigtigt, at hun ikke bør sidde i en rigsret for at prøve juridiske grænser af – hun skal lede landet! Det bør Folketinget værne om,” skriver Dan Moalem.

Minkkommissionen blev vedtaget med velkendte begrænsninger i forhold til, hvad den skulle og ikke skulle undersøge. Kommissionen skulle ikke vurdere ministres retlige ansvar, og den skulle ikke forholde sig til det sundhedsfaglige eller veterinærsundhedsfaglige ved at aflive alle mink.

”Det er forstyrrende for den offentlige debat, når både medier og politikere overser dette. Det er imidlertid stimulerende for den offentlige debat, at man kan mene, at statsministeren burde drage det politiske ansvar og træde tilbage efter den øredøvende kritik i Granskningskommissionens rapport - eller lade være og blive på posten. Fordi det er en politisk debat på meninger og holdninger. Uden behov for advokater eller dommere som løftestang for politiske synspunkter,” skriver Dan Moalem.

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak