30/03/2020 - COVID-19

Advokatrådet til Berlingske: Problematisk at haste alle dele af loven igennem


At Folketinget haster lovgivning igennem systemet uden mulighed for høringer, kan være nødvendigt i disse tider. Men politikerne skal være sikre på, at det kun er de absolut vigtigste dele af lovarbejdet, der får denne behandling. Sådan skriver Advokatrådet i Berlingske.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: PR


Når Dansk Sprognævn i slutningen af 2020 skal fremhæve årets ord, så må 'hastelovgivning' være i favoritfeltet. 

Der er som bekendt hastet adskillige lovændringer igennem siden coronaepidemien fik fat i det danske samfund, men det har samtidig betydet, at de faglige instanser, der normalt bliver hørt i relation til nye love, ikke har haft mulighed for at give deres høringssvar og i samme moment udtrykke deres bekymringer og/eller kommentarer til det præsenterede lovarbejde.

Og det er problematisk, mener Advokatrådet, der på Berlingske.dk i dag har udgivet et debatindlæg, hvor de påpeger vigtigheden af, at det udelukkende er de absolut mest nødvendige dele af de nye love, som hastes igennem. 

"Lovarbejde er ikke et 100-meter løb, og tid er afgørende for at kvalificere lovene, så fagfolk kommer på banen, og der bliver en grundig drøftelse, og man undgår utilsigtede konsekvenser", skriver formand Peter Fogh og næstformand Charlotte Krarup i Berlingske. 

De hæfter sig særligt ved den kommende hastelov om strafskærpelse, som Folketinget ventes at stemme igennem i morgen tirsdag, hvor dele af loven burde have haft tid til at blive vendt og drejet en ekstra gang. 

"Eksempelvis de paragraffer, som er nævnt i bestemmelsens stk. 1, om bedrageri, databedrageri, mandatsvig og underslæb. Det er forkasteligt, at nogle udnytter situationen til at svindle, men det gør trods alt kun økonomisk skade", skriver de. 

Du kan læse hele debatindlægget via berlingske.dk HER.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak