Skrevet af Rasmus Hylleberg


Andersen Partners Advokatfirma i Kolding udvider sit kinesiske specialteam og bliver dermed indehaver af den største Chinese Desk i Danmark. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse.

”Vi oplever en markant øget efterspørgsel på rådgivning om juridiske og kommercielle forhold i relation til samarbejdet mellem kinesiske og europæiske virksomheder. Samhandlen mellem Kina og Europa vokser, og derfor udvider vi vores specialteam med den erfarne kinesiske advokat, Rachel Cao,” fortæller advokat Henrik Bornebusch, som er leder af specialteamet.

 

Kulturkløften og den nødvendige ’brobygning’

Rachel Cao kommer senest fra et job som leder af Bech-Bruuns kinesiske afdeling i København. Hun har stor viden og erfaring med virksomhedsoverdragelser. Hun rådgiver virksomheder om de udfordringer og krav, der er i forbindelse med at etablere virksomhed og joint venture i Kina. Hun har også stor erfaring i at rådgive kinesiske investorer, der ønsker at investere i Danmark eller andre europæiske lande. Desuden arbejder hun med fusioner, opkøb, rekonstruktion af virksomheder og investeringer.

”Juraen er et vigtigt redskab i ’værktøjskassen’, men lige så vigtig er evnen til at skabe ’bro’ over de kulturelle forskelle. Det er ikke juraen som skaber problemerne, men den grundlæggende manglende forståelse og accept af de store kulturelle forskelle. Netop derfor er Rachel Cao og resten af vores specialteams kompetencer i at navigere mellem de to kulturer afgørende for succes for vores klienter,” siger Henrik Bornebusch. Han har mange års erfaring med rådgivning om kinesiske forhold.

Andersen Partners Chinese Desk rådgiver såvel kinesiske som europæiske kunder om alle juridiske aspekter i deres samarbejde. Firmaetablering, drift, etablering af partnerskaber samt varemærkeregistrering og beskyttelse af ejendomsrettigheder samt business strategier, herunder at finde relevante samarbejdspartnere og sikre hele forløbet fra første kontakt til underskrift af en aftale, men også sikring af samarbejdet efter aftaleindgåelse.

Senest har specialteamet rådgivet den kinesiske ambassade i Danmark i forbindelse med etablering af Chinese Danish Chamber of Commerce, og som nu har adresse hos Andersen Partners.
Specialteamet hos Andersen Partners består nu af:
Advokat Henrik Bornebusch, den kinesiske advokat Xue Xue og den kinesiske advokat Rachel Cao.
Andersen Partneres har kontorer i Kolding, Odense, København og Hamborg.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak