03. maj 2021 - Justice på cph:dox

Anmeldelse: "Enemies of the State"


I anden anmeldelse fra CPH:DOX' tema JUSTICE kigger vi nærmere på den amerikanske film 'Enemies of the State' sammen med vicedirektør hos Justitia Birgitte Arent Eiriksson. En film der udstiller nuancerne i forholdet mellem det at være spion og whistleblower.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: PR


Er den unge Matt Dehart offer for et komplot, rettet mod ham fra den amerikanske regering for hans medvirken i hackergruppen Anonymous og som eftersigende er i besiddelse af filer, der kompromitter statens sikkerhed? Eller er hans historie og kamp mod systemet i virkeligheden et coverup for at fjerne fokus fra anklager om grooming af mindreårige gennem computerspillet World of Warcraft?

Forvirret?

Det var undertegnede journalist og vicedirektør fra tænketanken Justitia, da vi havde set Sonia Kennebecks 'Enemies of the State', der handler om familien Dehart og deres kamp for retfærdighed mod systemet. Begge forældre har arbejdet mange år som sprogofficerer i det amerikanske flyvevåben, og sønnen Matt ansættes ligeledes i flyvevåbnet som droneoperatør. 

Men patriotismen går fløjten, da familien Dehart i 2010 får ransaget deres hus af FBI. Ifølge familien selv, fordi Matt ligger inde med filer, der kan kompromittere statens sikkerhed. Filer, som Matt allerede i 2009 lavede backup af på to USB-sticks, på grund af et tip gennem hackernetværket Anonymous. Hermed filmens smoking gun - for hvad er der på de mystiske USB-sticks? 

Herfra tager filmen et skifte ind i anklager mod Matt Dehart i to sager om grooming. For sideløbende kører der en sag mod Matt for medvirken i en sag, der handler om grooming af to mindreårige gennem chatforummet i spillet World of Warcraft, hvor Matt har sendt og modtaget nøgenbilleder til og af de to mindreårige.

Så hvad er op og ned?

"Det er en meget interessant og nuanceret film – jeg er stadig lidt forvirret. Den er godt lavet fordi den er åben for flere fortolkninger af, hvad der faktisk skete. Og det er positivt, fordi man som seer selv kan bliver tvunge til at forholde sig analytisk til, hvad der er sandheden. Her forbliver man åben over for hvem der egentlig har ret. For det er to vidt forskellige versioner af hvad der er sket", siger Birgitte Arent Eiriksson og uddyber:

"Den første halvdel lærer man jo mest Dehart-familien at kende, men så skifter den jo fokus og vinkel. Er familien paranoid og skør eller er det et godt eksempel på at efterretningstjenesten bruger tortur og indespærring på ulovligt grundlag for at stoppe læk af potentielt fortrolige dokumenter?"

 

Puster du i fløjten eller er du spion?

"Truth doesn't matter!"

Så klar er meldingen fra Matts mor, der portrætteres som den eneste, der har set filerne på de omtalte USB-sticks - filer som er så kompromitterende, at familien flygter til Canada og søger asyl. Her afleverer de ligeledes de to sticks som bevismateriale.

Men hvad med indholdet? Ifølge moren viser filerne, at frygten for miltbrand i kølvandet på 9/11 blev orkestreret af CIA selv for at skabe folkelig opbakning til krigen i Irak. Om disse sticks overhovedet findes er påstand mod påstand - for vi ser ingen beviser for, at filerne eller de omtalte sticks overhovedet findes. 

Matts mor mener, at staten, med sine anklager om børnepornografi mod Matt, forsøger at gemme ham så langt væk som muligt for at undgå, at de hemmelige dokumenter ser dagens lys. Og her ser Birgitte Arent Eiriksson nogle af de mere interessante juridiske aspekter af filmen. Hun ser flere tråde til en principiel sag fra Danmark om netop forholdet mellem det at være whistleblower og så overtræde tavshedspligten.

"Hvis Matt nu er en whistleblower, så kan man jo godt drage paralleller til Frank Grevild-sagen herhjemme. Ordningen med whistleblowere er jo lavet for at man kan få afdækket ulovligheder hos myndighederne, men der er jo også oplysninger som har sikkerhedsklausuler, og whistleblowerordninger kan ikke overrule dem. Frank Grevild-sagen var jo den har analytiker, som whistleblowede nogle oplysninger om Iraks masseødelæggelsesvåben, og hans pointe var, at regeringen havde overdrevet faren for at Irak havde disse våben, for at have at grundlag fra at gå ind i krigen. Og det samme er jo her med de her USB-stik", siger hun.

Hun hæfter sig ved, om man overhovedet kan være whistleblower uden reelt at afsløre noget.

"Kan man være whistleblower uden at blowe noget – han har taget kopier af disse oplysninger, men ingen bekræfter at de her usb-disks findes. Han brugte det som grundlag i hans optik for at søge asyl. Men vi ved ikke om disse usb-stiks findes. Der er jo tale om whistleblow her som er langt ud over, hvad der er lovligt. Og så er der den offentlige tilgang, som jo med wikileaks, der er mange borgere, der synes det er godt, det de gør, for at holde magthaverne ansvarlige. Og det er jo en problematik som kun er blevet større under corona, også herhjemme, hvor regeringen tilbageholder centrale informationer i flere sammenhænge. Og der er vi måske afhængige af, at nogle mennesker en gang i mellem går videre end loven – ikke at jeg selvfølgelig opfordrer til det. Men der kan godt være en folkelig forståelse for at nogle gør noget ulovligt."

Filmen italesætter dermed nogle helt centrale problematikker, som vi også kan kende herhjemmefra. Og dermed giver Birgitte Arent Eiriksson her sin dom over 'Enemies of the State'.

"Den viser kompleksiteten ved at bedømme disse sager. Grunden til det er svært for mig at bedømme denne sag og at jeg ikke ved, hvad jeg skal mene om det faktuelle i filmen, det er også det der er filmens stærke side, nemlig at der er så meget på spil på begge sider af spektret. Den er spændende fordi mange mennesker overser kompleksiteten i de her sager, for hvad er det for motiver der kan ligge bag. Der kan godt lige andre motiver bag end blot at oplyse offentligheden."

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak