Vejen til toppen af advokatverdenen er nådesløs. Usædvanligt intelligente, hårdtarbejdende og ambitiøse individer kæmper om adgang til det forjættede land. Er man kvinde, er chancen for at trække sig sejrsrigt ud mindre. Det fortæller statistikken. Lykkedes det derimod at komme gennem nåleøjet, kan man skimte en komfortabel tilværelse resten af ens arbejdsliv. På én betingelse: At man ikke begår utilgivelige fejl. Naturligvis.
Mette Klingsten havde trodset de svære odds. Det var lykkedes hende at opnå kollegernes anseelse som partner hos Bech-Bruun. I 2015 var hun involveret i en på overfladen sædvanlig retssag, der skulle få usædvanlige følger. Modpartens advokat havde undret sig over ikke at have modtaget kopi af e-mail korrespondance med Landsretten. En mindre forglemmelse i det store hele. Men ifølge Mette var der slet ingen forglemmelse. Mailen var oprindeligt blevet videresendt, hvilket hun beviste ved at fremsende den igen. Der var kun ét problem: “Beviset” var fabrikeret. Hun måtte forlade Bech-Bruun, og fik en bøde i Advokatnævnet for at have handlet groft i strid med god advokatskik.
Hvad motiverer os advokater til at handle sådan?
En mulig forklaring består i et brændende ønske om at undgå fejl. Dette ønske er forståeligt, da klienter i betydelig grad betaler for autoritet og grundighed. Vi advokater frygter, at blot en lille sprække i denne rustning underminerer vores autoritet permanent. Vi har en tendens til at overvurdere omfanget af de skadelige konsekvenser, som fejl kan få for os. Klienterne er ikke vores eneste bekymring. Vi bekymrer os mindst lige så meget om vores kollegaers opfattelse. Kan man overhovedet have tillid til os, hvis vi ved en slåfejl glemmer et nutids-r?
Problemet er blot, at fejl er uundgåelige. Denne sandhed gentager vi da også for os selv, men lader ikke til at slutte fred med dens budskab. Desto mere vi bygger et ry på at være ufejlbarlige, desto mere sårbare bliver vi for de fejl, som med sikkerhed vil opstå før eller siden. “Jeg laver ikke fejl”. Hvordan lyder forklaringen så, når man så rent faktisk alligevel gør? Konsekvensen er, at vi opbygger et paranoidt forhold til fejl. Små fejl kan på den måde blive kilden til store skandaler. Først skal fejlene skjules. Dette kræver en løgn. Løgnen bliver over tid til en uetisk handling og til sidst har vi mistet bestallingen. Et mere realistisk og afslappet billede af fejl vil vise sige sig i den måde, vores omgivelser opfatter os på. Det vil igen lede til et betydeligt mere overlevelsesdygtigt ry, som ikke er afhængigt af en slåfejl på side 68.
Et overdrevent fokus på fejlfrihed indikerer samtidigt, at vi ikke har forstået, hvad advokaters arbejde i realiteten består i. Skal samtlige otte iterationer af en kontrakt foreligge uden kommafejl? Eller blot den endelige version? Et grundigt og ordentligt stykke arbejde er en vigtig komponent i advokatens ydelse. Men at tænke på vegne af klienten er det vigtigste. At hjælpe klienten med at opnå det, som klienten ønsker at opnå. Dette mål vil kunne opnås på trods af mindre fejl, som er ubetydelige i det store hele. Vi må ikke gemme det proportionalitetsprincip, som på mange områder er en del af vores faglige arbejde.
Vi advokater har en tendens til at glemme, hvor opslidende en nulfejlskultur er for vores medarbejdere. En sådan urealistisk indstilling kan føre til en permanent mild stresstilstand. Her bliver fejl vigtigere end at udtænke løsninger og opnå resultater på vegne af klienten. Husk: Ingen er blevet advokat for at undgå at lave fejl. Én konsekvens er flugten til inhouse-stillinger, hvor et mere realistisk fejlbillede ofte florerer.
Skal vi så tilskynde til at begå fejl og fejre dem under mottoet “fail fast” á la Silicon Valley? Dette er en uholdbar trend, som ikke virker for advokater. At levere en fejlfri ydelse er fortsat et værdigt mål, som ansporer til udvikling hos de involverede. Dog har vi uden at tænke nærmere over det med tiden taget dette fokus betydeligt videre end berettiget.
Vores arbejde består ikke i ikke at lave fejl.
Vores arbejdsglæde har gavn af et mere realistisk fejlbillede.
Vores rygte bliver ikke ødelagt af at glemme at sætte modparten på cc.
Dette blogindlæg, tankerne bag og selve indholdet er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.