23. april 2020 - Blog: COVID-19

BLOG: Når man ikke kan se overvågningen for bare corona


Ayo Næsborg-Andersen, lektor på Det Juridiske Institut på SDU, er bekymret for den manglende diskussion om masseovervågning som helhed. "Vi kigger kun på det enkelte træ, men glemmer skovens samlede tilstand."


Følgende blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Der foregår i disse dage en livlig debat i de kredse, der beskæftiger sig med persondata og privatlivsproblematikker, om mulige corona-apps. Det vil sige apps, der skal hjælpe med at opspore folk, der har været i kontakt med personer, som er smittet med virussen. Debatten handler bl.a. om, hvor mange data der skal indsamles, hvem der må få adgang til data, og om en eventuel dansk app skal være frivillig eller obligatorisk. Dette er alt sammen relevante spørgsmål, som forhåbentlig bliver besvaret, inden en eventuel app rulles ud.

Men der er også en underliggende problemstilling, som drukner i debatten – måske fordi den er så grundlæggende, at den er svær at få øje på. Ligesom når man ikke kan få øje på skoven for bare træer.

 

Høj grad af tillid til regeringen

Det er unikt for det danske samfund (og de skandinaviske velfærdssamfund i øvrigt), at der er så høj en grad af tillid til regeringen. Fordelen ved dette ser vi meget tydeligt i disse dage, hvor pandemien har bredt sig, og hvor hver enkelt borgers ageren i samfundet er afgørende for, hvornår og i hvilket omfang samfundet kan lukkes op igen. Vi så det også i den opbakning, som et enigt Folketing gav statsministeren. For en stund var der kun én opgave, der var vigtig, og det var at sikre så mange mennesker som muligt.

Den samme tillid til regeringen og statsmagten gør imidlertid også, at der er ting, der ikke bliver underkastet en kritisk demokratisk diskussion, selv om de måske nok kunne have brug for det. Vi stoler på, at staten vil os det bedste, og derfor stiller vi ikke spørgsmålstegn ved dets handlinger. Dette gælder i særlig grad de overordnede tanker om statens brug af personoplysninger. Der bliver måske diskuteret detaljer ved de enkelte projekter, som når en kommune vil identificere børn i risikogruppen ved bl.a. at overvåge, om forældrene er arbejdsløse og misser lidt for mange tandlægeaftaler ved brug af den såkaldte Gladsaxe-model, der dog ikke er blevet realiseret bl.a. på baggrund af en voldsom debat, da detaljerne om modellen blev offentligt kendte. Men det samlede billede af, hvor mange projekter, der bygger på statsmagtens brug af borgernes personoplysninger, og hvad de samlede konsekvenser er, mangler. Med andre ord diskuterer vi de enkelte træer snarere end skovens tilstand.

 

Balancen mellem omsorg og snagen

Når det handler om en eventuel corona-app, er det selvfølgelig vigtigt at diskutere, om den er nødvendig, og hvordan den i så tilfælde skal indrettes. Især er det vigtigt, at den bliver betragtet som en helt særlig ting, som er et udtryk for en afvigelse fra normen, og ikke betragtes som den nye standard, for det er ualmindeligt indgribende at give staten lov til at følge folks færden på den måde, som en sådan app lægger op til.

Men det kræver, at vi ved, hvad normen er. Hvor langt vil vi, sådan helt generelt, acceptere, at staten går ”til vores eget bedste”? Hvornår tipper balancen fra rettidig omsorg til unødvendig snagen? Det ville være en relevant diskussion at tage, men den kræver også, at vi får et fuldstændigt overblik over, hvor stort omfanget af overvågning er lige her og nu. Vi har, med andre ord, brug for en kortlægning af skovens tilstand.

 

Vi mangler overblik og en diskussion

”Jeg har jo ikke noget at skjule”, er et ofte hørt refræn fra tilhængerne af de forskellige projekter. Det er kun et relevant argument at bruge, i det omfang at vi stoler på statsmagten. For selv tilsyneladende uskyldige oplysninger, som f.eks. lovlydige borgeres færden i dagligdagen, er et udtryk for overvågning. Og den blotte viden om, at der sker overvågning, kan gøre, at borgerne ændrer adfærd. Det faktum, at man ikke ved, om man bliver overvåget, kan altså i sig selv gøre, at man mister tilliden til staten. Også selv om man ”ikke har noget at skjule”. Hvorvidt en skov er et dejligt og rart sted at opholde sig, afhænger som regel ikke af det enkelte træ. Det gør derimod skovens samlede tilstand. Det enkelte projekt – som f.eks. en corona-app – er altså normalt ikke i sig selv problematisk. Det er derimod det manglende overblik og den deraf følgende manglende demokratiske diskussion.

For at bringe skovens tilstand frem i den offentlige debat er det altså vigtigt, at vi begynder at diskutere, hvilken grad af overvågning vi helt generelt vil acceptere. I særlige situationer kan særlige træer (som corona-appen) sagtens være nødvendige. Men hvis de bliver standard, vil skoven ændre karakter fra et trygt og godt sted at være borger til et sted, hvor ulven i form af statsmagten står på lur overalt. Og så ryger den tillid, som har gjort, at Danmark (foreløbigt) er kommet så godt igennem coronakrisen.

Dette blogindlæg er oprindeligt udgivet via SDU's jurablog

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Tilmeld nyhedsmail