"Hvad var det nu egentlig, som fik jer til at vælge advokatvejen?" Stiller man det spørgsmål til en forsamling af advokater, vil de ofte blive fjerne i blikket og mindes en svunden idealisme. Det handler ikke nødvendigvis om at redde verden, men mange vil kunne enes om, at arbejdet skal give mening - at der skal være et dybere formål af en eller anden art.

Og på en kold og lidt grå januar morgen slog spørgsmålet mig undervejs på cykelturen gennem byen. Det handler ikke om, at vi skal blive overentusiastiske Mike Ross-typer som i tv-serien Suits. Det handler i stedet om at huske gnisten - det, der gør advokatjobbet til noget helt unikt - og om at huske at give det videre til dem, som man udøver ledelse over for eller giver opgaver til i det daglige. Om at være den gode leder, som man enten selv havde eller måske selv savnede i sin tid.

Jeg arbejdede på et tidspunkt for en advokat, som udover advokatgerningen havde rang af major af reserven i det danske forsvar. Som de fleste i advokatbranchen ved, er der fra tid til anden opgaver, som ikke altid når Suits i spændingsniveau og rammer forsiderne af dagspressen. Men den pågældende partner kunne få én til at lægge alle kræfter og alt engagement i selv den mest ensformige opgave. Fordi selv den mest ensformige opgave var og er en del af noget større!

Og havde man i sin iver fået galt fat på placeringen af en kampvogn og gået en forkert vej, tog han sig tid til at forklare, hvorfor verden hang anderledes sammen (...)

Den pågældende chef havde, formentlig inspireret af sin militærbaggrund, for vane at tegne slagmarker på sit whiteboard. Hvad enten det var små opgaver eller store med milliard-nuller for enden, blev banen ridset op, og det hele gik pludselig op i en højere enhed. Og havde man i sin iver fået galt fat på placeringen af en kampvogn og gået en forkert vej, tog han sig tid til at forklare, hvorfor verden hang anderledes sammen, i forhold til det som man havde taget udgangspunkt i, og han tog sig tid til at opklare det sammen med én. Alt dette ud fra en opfattelse af, at hvis jeg skulle levere noget godt, blev jeg også nødt til at synes, at det var spændende.

Som et direkte modstykke til denne historie husker jeg stadig - nu en del år efter - oplevelsen af, med under en måneds anciennitet som advokatfuldmægtig, at få en mail en hverdagsaften ved 22-tiden fra en, ja nu tillader jeg mig at sige det, mindre god leder med beskeden om, at han var dybt skuffet over mig og havde forventet mere af én på mit niveau. Min slemme og nærmest utilgivelige brøler bestod i, at jeg med mine få ugers erfaring havde glemt, at man på engelsk bruger komma ved tal-angivelser. Det var en lille og ubetydelig email, men den slog hårdt på en i forvejen usikker og ung advokatfuldmægtig. Denne leder manglede i øvrigt egenskaben af at kunne indrømme egne fejl – fantastisk kombination.

Og hvad vil jeg sige med ovenstående eksempler? Som leder har man et enormt ansvar. Man har et ansvar for ikke at lade sin egen stress gå videre, og man har et ansvar for at holde gejsten og entusiasmen oppe hos sine medarbejdere og kollegaer. Ellers kan det til tider være svært at finde en mening med opgaverne i dagligdagen.

Min slemme og nærmest utilgivelige brøler bestod i, at jeg med mine få ugers erfaring havde glemt, at man på engelsk bruger komma ved tal-angivelser. Det var en lille og ubetydelig email, men den slog hårdt på en i forvejen usikker og ung advokatfuldmægtig

Det ansvar gælder for alle, der optræder som ledere. For partneren, for senioradvokaten og for den helt grønne advokatfuldmægtig, som skal give opgaver videre.

Jeg siger ikke, at vi skal over i tilstande med militærdisciplin i advokatbranchen – slet ikke. Men særligt på en kold og grå januarmorgen kan der til tider være brug for at bruge slagmarker eller andre billeder til at tænde gnisten i øjnene og få øjnene op for den dybere mening med alt, hvad vi laver.

Ovenstående indlæg, indholdet og de fremsatte pointer er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.