Skrevet af Ali Simiab, advokat hos KLAR Advokater


Man oplever hurtigt i disse kredse den inspirerende energi, som mange kollegaer har, og hvor meget de brænder for at gøre en positiv forskel. Det er måske derfor, at mange unge jurister deltager i faglige netværk og til faglige arrangementer. En anden faktor er formentlig, at flere af netværkene på dygtig vis kombinerer det faglige og det sociale aspekt.

Danske Advokater og Djøf Advokat, de to store interesseorganisationer for hhv. advokatvirksomheder og ansatte advokater og advokatfuldmægtige, tilbyder netværk med fokus på både faglige og sociale aktiviteter. Netop denne kombination har medvirket til netværkenes popularitet hos unge jurister, som ser fordelene i at kende og drøfte emner med kollegaer fra andre kontorer.

Danske Advokaters sjællandske afdeling af NYMA er et netværk for alle typer yngre akademikere i advokatvirksomheder, hvor man kan møde kollegaer med forskellige fagligheder, vinkler og oplevelser. NYMA tilbyder både faglige og sociale arrangementer, såsom sidste års GoBoat-tur og arrangement om personlig gennemslagskraft i præsentationer, møder og forhandling.

Djøf Advokat tilbyder en række faglige og sociale arrangementer og internationale aktiviteter. Fra sidste års program kan bl.a. nævnes den tidligere anklager Jakob Buch-Jepsen personlige beretning om ubådssagen, højesteretspræsident Thomas Rørdams rundvisning i og fortælling om Højesterets arbejde samt højesteretsdommer Jon Stokholms bud på retoriske virkemidler i retten. Djøf Advokat arrangerer også internationale studieture, hvor man mod beskeden brugerbetaling får mange faglige og sociale oplevelser sammen med andre unge jurister.

Henholdsvis hvert andet år og hvert år afholdes desuden Danske Advokaters kongres og Djøf Advokatdagen, hvor der er faglige indslag efterfulgt af middag og festivitas.

Der findes også mange juridiske ildsjæle, som tilbyder andre interessante netværksmuligheder.

AffK er et netværk for både advokatfuldmægtige og unge advokater i Storkøbenhavn. AffK afholder navnlig sociale arrangementer og forberedende kurser til advokateksamen. Til faglige fredagsbarer i løbet af året og den årlige sommerfest på Trekroner Fort får man rig lejlighed til at møde andre unge jurister.

Københavns Advokatforening er en snart 100 årig-forening, som hvert år afholder flere arrangementer inden for ét tema. De seneste års temaer har været internationale tendenser i advokatbranchen, ledelse og karriereudvikling, fremtidens advokatvirksomhed – trusler og muligheder, advokaten og samfundet samt advokatetik og integritet. I år er temaet beviset, og til årets første arrangement fortæller tidligere retsmediciner Jørgen Lange Thomsen og tidligere anklager Anne-Mette Stürup historier fra det virkelige liv i forbindelse med drabsefterforskninger. Da foreningen herudover fungerer som vælgerforening ved valg til Advokatsamfundets organer, kan man også gennem sit medlemsskab få indflydelse på det kollegiale arbejde i advokatbranchen.

Juridisk Forening København afholder hver sæson seks arrangementer om juridiske forskningsresultater og aktuelle fagspecifikke emner den sidste mandag i månederne september-november og januar-marts/april. Foreningens arrangementer er kendt for den høje faglighed og livlige dialog mellem oplægsholderne og deltagerne, hvoriblandt man altid ser nogle af landets største juridiske kapaciteter.

Der findes også en række faglige selskaber, som afholder arrangementer om specifikke retsområder. Danske Advokater administrerer flere af disse, og blandt disse netværk tilbyder Danske Familieadvokater, Danske Arveretsadvokater og AnsættelsesAdvokater særlige netværk for unge jurister. Herudover ses også andre tilsvarende selskaber, bl.a. Dansk Selskab for Boligret og Det Danske Selskab for Byggeret 

Endelig bør nævnes Advokatmødet og Advokatsamfundets 100 års-jubilæum. Til arrangementet giver bl.a. formand for Nobelpriskomiteen og advokat Berit Reiss-Andersen og Højesteretspræsident Thomas Rørdam i en paneldebat deres bud på advokatens fremtidige rolle i samfundet. Efterfølgende er der gallamiddag i Operaen med indslag fra bl.a. Scarlet Pleasure. Da Advokatrådet har fokus på engagere nye advokater i det kollegiale arbejde, er deltagelse gratis for advokater, som har opnået beskikkelse den 1. juli 2018 eller senere, og der gives rabat på 50 % til advokater, som har opnået beskikkelse mellem den 24. maj 2016 og den 30. juni 2018.

Ali Simiab er sideløbende med sit daglige arbejde selv medlem af Djøf Advokats aktivitetsudvalg, der planlægger og afholder arrangementer.

Dette blogindlæg, tankerne bag og selve indholdet er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak