BLOG: Vi har brug for en tredje kategori af arbejdstagere

Berlingske bragte i sidste uge en artikelserie, hvor vi fra LegalHeros side advokerede for, at der skal være klarere juridiske rammer for, hvordan de arbejdere, som tjener penge som freelancere hos platformsøkonomier som Wolt, HappyHelper, Hilfr og os selv rent arbejdsretlig defineres. K-News bragte også en nyhed herom.

Udfordringen, som vi ser det, består i, at der efter dansk lovgivning for nuværende alene er mulighed for at rubricere arbejdstagere som enten selvstændige eller lønmodtagere. Der er ikke en ”mellemkategori”. Vi ønsker, at det fra politisk side diskuteres at indføre en tredje kategori af arbejdstagere.

Derudover er den helt store udfordring, at begreberne ”digitale platforme” og ”platformsøkonomier” spænder over en jungle af forskellige digitale platforme, hvorfor det er umuligt at lave en detailregulering, der kan rumme alle platformene og deres forskelligheder. En høj grad af detailregulering vil risikere at slå en lang række digitale platforme ihjel, og det er der ingen, der er tjent med, for det skader innovationen og væksten.

Minimumsvilkår skal sikres

Sikring af minimumsvilkår for platformsarbejdere er en af de helt store udfordringer ved ”Gig Economy” og platformsøkonomierne, og naturligt nok også det punkt, hvor digitale platforme høster størst kritik fra fagbevægelsen og politisk side.

Vi ønsker på ingen måde, at platformsarbejdere skal have status af selvstændige eller freelancere, hvis de faktisk ønsker at være ansatte hos den digitale platform, de udfører deres arbejde for. Derfor er det vores opfattelse, at minimumsreguleringen af digitale platforme i Danmark skal medføre, at man som platformsarbejder får status af medarbejder, hvis den pågældende platformsarbejdsgiver har ledelsesbeføjelser over platformsmedarbejderen, og hvis platformsmedarbejderen udfører arbejde, der ligger inden for den pågældende arbejdsgivers kerneforretning. På den måde sikres det, at arbejdsstyrken kan arbejde platformsbaseret uden at smarte virksomheder udnytter fleksible freelancere via løndumping eller andre vilkårsmæssige forringelser.

Derudover skal minimumreguleringen efter vores opfattelse omfatte, at digitale platforme forpligtes til at indeholde og betale kildeskat for alle platformsarbejdere, således at man ikke som digital platform – modsat hvordan det er nu – kan henvise til, at freelancere på ens platform selv skal indberette sin betaling som B-indkomst. Derudover skal minimumsreguleringen forpligte platformene til at arbejdsskadeforsikre platformsmedarbejderne for det arbejde, de udfører på og for platformen.

Omvendt skal digitale platforme ikke forpligtes til at betale løn under sygdom, løn under barsel eller minimumslønninger, da det at arbejde på en digital platform er et frit tilvalg for den enkelte, og da tilknytningen er løsere end i et normalt arbejde.

Fagbevægelsen kan være rolig

Fagbevægelsen er tilsyneladende en stor modstander af den udvikling, som flere og flere arbejdstagere på arbejdsmarkedet efterspørger, og som er kendetegnet ved, at fleksibilitet, frihed og muligheden for at vælge selv er nogle af de parametre, der vægtes højest.

Med vores forslag til minimumsregulering for ”mellemkategorien” af platformsarbejdere kan fagbevægelsen være rolig, da løndumping og vilkårsforringelser i meget høj grad forhindres samtidig med, at det fortsat er muligt for platformene at drive en agil og effektiv forretning.

Derudover er der ikke noget empirisk grundlag for den frygt og tilbageholdenhed, som fagbevægelsen har mod digitale platforme. Tværtimod. McKinsey estimerende i en rapport fra 2016, at 45 % af den europæiske arbejdsstyrke inden for en periode på 5 år ville arbejde selvstændigt i et eller andet omfang (fx på en platform). Akademikernes A-kasse har i en rapport for Danmark estimeret, at antallet af akademikere, der arbejder som freelancere steg med 60 % fra 2008 og 2016.

Førnævnte undersøgelse foretaget af McKinsey viste derudover at folk, der arbejder på platforme, overvejende gjorde det som ”casual earners”. Det vil sige ved siden af et andet arbejde. Derudover viste undersøgelsen også, at dem, der arbejdede på digitale platforme havde en større tilfredsstillelse i deres arbejdsliv på alle parametre – undtagen jobsikkerhedsparameteret.
Vores gæt er, at dette også gør sig gældende for danske platformsarbejdere. Fagbevægelsen har i hvert fald ikke præsenteret empiri, der underbygger det modsatte.

Platformenes fleksibilitet skal bevares

Det er vores opfattelse, at en minimumsregulering af platformsarbejderne er den eneste måde, der både sikrer platformsarbejdernes rettigheder, men samtidig også tager højde for, at digitale platforme skal have mulighed for at drive en fleksibel og agil virksomhed. Detailregulering og overenskomster er ikke skabt til at blive trukket ned over digitale platforme, da fleksibiliteten ved platformene derved forsvinder.

Fagbevægelsen ønsker tilsyneladende en regulering af digitale platforme derhen, at platformsarbejderne både skal beskyttes som almindelige lønmodtagere, samtidig med at platformsarbejderne kan få al den frihed og fleksibilitet, som platformene giver. Det siger sig selv, at man ikke kan få både i pose og i sæk.

Hvis man tilvælger det at arbejde på en digital platform med den frihed og fleksibilitet, som det unægtelig giver, så kan man ikke også forvente at få det fulde katalog af lønmodtagerrettigheder på samme måde, som hvis man arbejdede i et 9-16-job. Det er i den henseende vigtigt at huske førnævnte undersøgelse om, at hovedparten af platformsarbejderne er ”casual earners”. Der er dermed ikke tale om, at platformsarbejderne ikke har noget sikkerhedsnet, da langt hovedparten af dem har et almindeligt arbejde ved siden af, hvor de har den fulde sociale sikring.

Dette blogindlæg er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.