25. marts 2021 - COVID-19

Tvangsdigitalisering kaldes det, men coronapasset læner sig op ad Dataetisk Råds ønsker


En af landets mest rutinerede teknologijournalister ser indførslen af coronapas som en tvangsdigitalisering gennemført i ly af en krise. Og han ser det som et tiltag, der smider unge danskere under bussen, som dem, der skal bruge coronapasset mest, skal testes i en uendelighed og ikke får vaccine. 

Jurist og medlem af det advisory board, der skal følge coronapasset på vej, Janne Rothmar Herrmann, forsker i retlig regulering af sundhedsteknologi, forklarer her hvorfor, hun tror på app-passet som den rette løsning.

Tekst: Dan Poulsen / Foto: Udsnit af websites og PR-foto.


At hjemlen til udrulningen af coronapasset er på plads, og at det færdige pas ikke bliver ligeså skrækscenarietegnende som teknologijournalisten skriver, det fortæller Janne Rothmar Herrmann, juraprofessor MSO og en del af advisory boardet, som skal følge passet til dørs.

Men først: Hvad skriver Anders Kjærulff Christensen, mangeårig journalist hos DR og 24syv og i dag fortsat freelancende radiovært, moderator, foredragsholder m.m. med teknologi som omdrejningspunkt og ’teknologikritiker’ i selvpræsentation på LinkedIn?

 

Søvnløs efter meldingen om passet

Efter regeringen var trådt frem med et stort set samlet folketing og udtrykt hurra, åbningen sættes i gang, og det sker med coronapasset, delte Anders Kjærulff på netop LinkedIn en artikel med indledningen ’Kunne ikke sove i nat efter at have læst om åbningsplanen’.

Derefter stod han op og skrev: ’CORONAPAS, en løsning, der endelig fandt et problem, så vi kan få fuld skrue på den utopiske digitalisering […] strøm på samfundet og stram snor i borgerne'.

Hans indvendinger er, uanset om man er enig eller ej, læseværdige.

Vi vil ikke her gengive mange detaljer fra hans artikel, men blot opfordre til at læse den HER - herunder hans ræsonnement om dem, der smides under bussen.

En detalje dog, der bliver nævnt og som skal nævnes her, er Netcompanys video, hvor de reklamerer for det fortræffelige i den app, som de arbejdede på at sælge til Danmark.

Netcompany, firmaet, som gennem de sidste års succesfulde arbejde har placeret sig tungt i opgaver, der skal løses for det offentlige, og som har vundet opgaven med at lave coronapas-app’en.

Også selv om de i føromtalte video går for langt i deres besyngning af, hvor lækkert og nemt helbredsoplysninger kan deles mellem ansatte og arbejdsgivere, som Janne Rothmar griner let af, da vi taler i telefon med hende her torsdag morgen.

 

Følger passet til dørs

Janne Rothmar Herrmann, professor MSO på Københavns Universitet, arbejder i sin forskning med retlig regulering af  sundhedsteknologi og sidder med i Dataetisk Råd, der tidligere i år udsendte fem anbefalinger til, hvad de anser for afgørende i det fortsatte arbejde mod en bindende  brug af et coronapas i genåbningen af Danmark.

Og så er hun udpeget til at sidde med i det advisory board, der følger udviklingen af coronapasset.

Igår torsdag den 25. marts samledes hun med de andre udpegede fra industrien, Divisionsforeningen og Cybersikkerhedsrådet i advisory board’et for anden gang.

Ikke et ord om minkfadæser men belært af et år med hastige beslutninger og fejl på vejen, store som små, beskyldninger om grundlovsbrud som mangelfuld inddragelse af parter og høringssvar, spørger vi hende som det første, om det helt grundlæggende til den massive udrulning af corona-pas-kravet er på plads:

”Hjemlen til at stille krav til brug af coronapasset som ’adgangsbillet’ til forskellige steder er i denne sammenhæng epidemilovens §36.”

Og hun tilføjer, at andre lokaliteter er dækket af de umiddelbart forudgående bestemmelser.

Der har allerede lydt kritiske og forbeholdne røster fra den branche, der skal til at kontrollere, om folk må komme ind og sidde på deres cafeer og restauranter.

Jakob Brandt, direktør i SMV Danmark, har sagt, at regeringen udnytter hans medlemmer som sukker for at få folk til at lade sig teste. Og Horesta-direktør Katja Østergaard har ligeledes udtrykt sig kritisk. Hun ser ikke meningen i, at udeservering skal være betinget af en test, når der samtidig er åbnet op for, at 50 personer kan dyrke sport sammen.

Og der er åbenlyse spørgsmål at stille, når en restriktion skal håndhæves af folk ofte fra den yngre del af befolkningen, der egentlig er ansat til at servicere.

 

Coronapas-betjente på 20 år

K-NEWS: Janne Rothmar, hvordan kan der være hjemmel til, at en 20 årig ung mand eller kvinde, der er ansat på en cafe eller restaurant, skal agere som en myndighedsperson overfor gæster?

”Jeg tror måske heller ikke, det er helt faldet på plads endnu. Sektorforhandlingerne foregår stadig."

Sådan lyder det ikke så definitive svar på den meget konkrete hverdagssituation. Men de mere overordnede linjer har hun en klar og tilfreds mening om.

”Dataetisk Råd har lavet udtalelse om, hvad der er vores anbefalinger. Det handler om frivillighed, transparens, at det er Folketinget, der beslutter hvordan og hvor, og der skal være en udløbsdato på passet. Det er der blevet lyttet til. Og foreløbig virker det som om, at vi rider i samme retning som industrien."

Og herefter nærmer snakken sig det, der er Anders Kjærulff Christensens kæphest. Det digitale skridt, som han ser, som en del af et forceret træk mod en digital utopi.

fuld skrue på den utopiske digitalisering […] strøm på samfundet og stram snor i borgerne

”Tanken ved det pas er, at der skal kunne bygges flere leverancer på. Sådan har det også været tanken med Smittestop-appen. Sådan at også f.eks EU-tiltag kan kobles på. Så i den her sammenhæng er det velbegrundet, at der er en digital løsning."

Sådan uddyber Janne Rothmar, hvorfor en digital løsning er oplagt i denne sammenhæng.

"Også fordi den digitale løsning faktisk kan designes, så man ikke skal vise bestemte oplysninger, men alene en verifikation af om man opfylder betingelserne for et ’grønt lys. Men det er helt afgørende, at vi har tillid til løsningen. Og derfor er det vigtigt, at det digitale pas udvikles som privacy by design.”

Desuden er det dog i Janne Rothmars og Dataetisk Råds øjne afgørende, at der også skal være en mulighed for et fysisk pas, der skal være lige så validt som det digitale.

En af hovedpointerne fra rådet handler om frivillighed som helt afgørende.

K-NEWS: Hvordan ser du på, hvor stor en grad af frivillighed det her er, når det er en betingelse for at kunne deltage i hverdagen?

”Det er vigtigt at slå fast, at vi er midt i en afgrænset genåbningsfase, og at det er Folketinget, der skal fastlægge, hvor det her skal være en restriktion. Og lige nu skal passet bruges til, det der er nice to have og ikke need to have. Sport, cafeer, restauranter m.v. er nice to have. Men det er f.eks ikke et krav til retten til at bruge off.transport, som er need-to-have.”

”Jeg synes på den måde ikke, det er et skred om, hvad det betyder, når vi taler om frivillighed.”

 

Netcompanys video går over grænsen

Og så til et af de punkter, hvor Janne Rothmar og Anders Kjærulff Christensen er enige:

Filmen er knækket - som vi ville sige i gamle dage, før der var noget, der hed YouTube - i den fortælling om coronapassets herligheder, som Netcompany har lavet og som kan ses på – selvfølgelig – YouTube.

”Det er også vigtigt at bemærke, at det pas, der er bestilt, det er ikke den app, som Netcompany viser i den video, der er på nettet. Det fremgår klart af Digitaliseringsstyrelsens pressemeddelse.”

”F.eks. i forhold til hvis vi kigger i helbredsoplysningsloven, så vises det i videoen, hvordan man kan dele helbredsoplysninger. Det vises som en mulighed, at arbejdsgiverne kan få adgang til helbredsoplysninger, sådan at arbejdsgiveren kan se, hvem der er klar til at være dagens cafepersonale. Der går den helt klart for langt.”

Hvis du vil se den passage, der går for langt, så tag et kig på videoen fra ca tidskode 1:50 og 30 sekunder frem.

”I videoen kan du gå ind og vælge hvilke oplysninger, du må dele med din arbejdsgiver. Men der er ingen grund til, at arbejdsgiveren skal vide, hvorfor du har fået grønt lys.”

Janne Rothmar skærer ind til benet af, hvad coronapassets funktion bør være.

”App’en skal fungere sådan, at den viser: Jeg opfylder betingelserne, men ikke fortæller hvordan jeg opfylder dem. Så skal det i hvertfald være konkret relevant. Der ingen grund til, at vi i app’en kan dele, om vi er vaccineret, testet, testet hvornår, testet hvordan, har været smittet eller hvad.”

Men alligevel er der i en midlertidig krisetid som nu muligheden for flere helbredsoplysninger til Netcompanys i filmen animerede arbejdsgivere, der ligger ud over det, hun netop har skitseret.

”Hvis beskæftigelsesministeren beslutter det jf. helbredsoplysningslovens § 4, så kan arbejdsgivere fx restauratører få adgang til at sikre sig, at ansatte ikke udgør en smittefare.”

Afslutningsvis får hun spørgsmålet om hastigheden. For hvorfor skal det gå så stærkt det her? Eller vendt om: Hvorfor skal vi igen se en beslutning, en udvikling og en udrulning foregå over ultrakort tid? Et coronapas kunne jo være diskuteret grundigere, hvis regeringen var startet i løbet af sommeren 2020 for eksempel.

K-NEWS: Hvad siger du til det tempo, det foregår i. Hvor tilfredsstillinde er det, at sådan et coronapas besluttes, udvikles og skal implementeres på så kort tid, som det er tilfældet?

”Jeg kan kun udtale mig for mig selv her, men jeg synes ikke, man kan skose nogen. Det er svært, når vi er i en epidemi. Vi havde ikke et beredskab for den slags, da epidemien ramte, det er vist gået op for politikerne, at det bør man have. Alternativet er, at det går langsomt, og så går det langsommere med en genåbning.”

janne-rothmar-herrmann

KU-professor MSO og medlem af coronapas advisory boardet, Janne Rothmar Herrmann.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak