15/05/2020 - Kritik

Dansk Erhverv vil have Kammeradvokaten til at droppe navnet Kammeradvokaten


Dansk Erhverv tilslutter sig samrådet og mener, at man helt dropper navnet 'Kammeradvokaten' og kalder den gældende aftale for 'skævvridende konkurrence.' Hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith forholder man sig uforstående.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: PR

https://player.vimeo.com/video/194979868

Mandag kaldte formanden for Folketingets Retsudvalg Preben Bang Henriksen finansminister Nicolai Wammen i samråd for at diskutere brugen af Kammeradvokat-aftalen. Indkaldelsen skyldes den seneste opgørelse fra Finansministeriet, der viser en stigning i statens regning til Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith fra 235 mio. kr. i 2009 til 531 mio. kr. i 2019.

Samrådet bakkes op af Dansk Erhverv, der gerne ser en fuldstændig opløsning af den nuværende rammeaftale med Kammeradvokaten. Det mener politisk konsulent hos Dansk Erhverv Daniel Møller Jensen.

"Når én privat virksomhed får stort set alle statens opgaver, skævvrider det konkurrencen. Vi ved samtidig ikke, om vi får den bedste uafhængige juridiske bistand for vores skattekroner. Det er meget problematisk", siger han til K-News.

Hos Kammeradvokaten selv forholder man sig uforstående over for kritikken fra Dansk Erhverv, som vi på K-News har forelagt advokatfirmaet. Ifølge managing partner Jens Bødtcher-Hansen løser man en lang række komplekse sager for staten, og den umiddelbare tilbagemelding er, at staten er glad for den rådgivning og sagsførelse, som Kammeradvokaten giver dem.

”De enkelte statslige enheder gør frit brug af andre advokater. Mange af de sager, vi løser, er højkomplekse sager, ofte uden fortilfælde, og forudsætter betydelig indsigt i og forståelse for den offentligretlige regulering. Vi oplever, at staten og Folketinget har stor tillid til vores rådgivning, og det er vi selvfølgelig glade for. Men det står da andre advokatfirmaer frit for at byde ind. Der ser vi også flere og flere eksempler på. Så jeg har faktisk lidt svært ved at følge, hvad Dansk Erhverv anser for så problematisk, ud over at de selvfølgelig gerne vil varetage deres medlemmers interesser bedst muligt", siger han til K-News.

Det er Dansk Erhvervs holdning, at man helt dropper titlen af Kammeradvokat og skeler til udlandet for at finde en ny rammeaftale for statens udbud af juridiske opgaver. 

"Vi har foreslået, at man ser på, hvordan andre lande indretter sig, når det gælder indkøb af juridisk bistand. Her foreslår vi konkret, at man for det første dropper navnet Kammeradvokaten og for det andet etablerer rammeaftaler på forskellige ressortområder, hvor flere kvalificerede advokatvirksomheder deltager. På den måde sikrer vi en fair og lige konkurrence om opgaverne, og vi sikrer, at vi får den bedste uafhængige juridiske bistand for skattekronerne."

Men den kritik køber Jens Bødtcher-Hansen ikke. Han henviser til, at den nuværende ordning bl.a. sikrer en ensartet sagsførelse og stærk knowhow, når det er samme advokathus, der fører sagerne.

”Staten lavede allerede i 2012 en undersøgelse af Kammeradvokat-ordningen. Anbefalingen, som alle partier, på nær Enhedslisten, tilsluttede sig, var at fastholde ordningen pga. af de mange fordele, som denne indebærer for staten, herunder stordriftsfordele, faglige synergier på tværs af ministerierne, mindre administration samt vidensopbygning- og forankring. Aftalen skulle tilpasses som led i at sikre større transparens og fleksibilitet for staten, hvilket også skete i 2015. Som en del af undersøgelsen indgik faktisk en vurdering af nogle af modellerne i andre lande, herunder den model, som Dansk Erhverv nu peger på. Men det var der altså ikke politisk tilslutning til på daværende tidspunkt.”

Finansministeren har d.d. endnu ikke besvaret henvendelsen fra Preben Bang Henriksen.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak