04. marts 2020 - Ny viden til landets jurastuderende

Det Juridiske Fakultet tilføres 7,6 mio. kr. til videreuddannelse af undervisere i tech


Både klienter, jurastuderende og advokater skriger på øget teknologiforståelse, og derfor skal fremtidens jurister klædes bedre på til fremtiden. Ny bevilling fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse skal give underviserne på Københavns Universitet mulighed for at tage et 'teknosofikum'.


I de seneste år har advokatbranchen efterlyst generel teknologiforståelse blandt de nyuddannede jurister, og nu skal 7,6 mio. kr. fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse til projektet 'Teknosofikum' sikre, at fremtidens jurister kan forstå effekten af nye teknologier inden for det juridiske felt.

Projektet som drives af IT-universitetet i samarbejde med Københavns Universitet og designskolerne i Kolding og København, vil i løbet af tre år give undervisere på flere uddannelsesinstitutioner, herunder 140 undervisere på Det Juridiske Fakultet, en bred introduktion til, hvordan nye teknologier ændrer verden og indføring i specifikke emner fx kunstig intelligens og block chain.

"Vi vil løfte vores underviseres forståelse af, hvad de her teknologier gør ved juraen. Når vi har gjort det, kan vi i fællesskab arbejde videre med hvad det betyder for de konkrete fag" siger Kristian Cedervall Lauta, som er prodekan for uddannelse på Det Juridiske Fakultet.

For det kan være svært at spå om, hvordan big data og blockchain påvirker de juridiske fagområder om 10 år. De ting som en studerende lærer på sit første år på uddannelsen skal stadig være brugbart, når hun søger sit første job 5 år senere.
Ifølge prodekan Kristian Cedervall Lauta er det en udfordring i arbejdet med at tilpasse undervisningen til en ny teknologisk virkelighed:

"Underviserne yder en forbilledlig indsats, men de skal være ca. 5 år foran resten af verden. Det kræver, at vi har en generel forståelse for teknologiudviklingen, og hvad den gør ved os. Derved får vi skærpet de studerendes kritiske fornemmelse for, hvornår det bliver retsligt problematisk at bruge teknologi."

Projektet opstartes i maj 2020, og løber til udgangen af 2023. I den periode vil undervisere fra IT-universitetet, Københavns Universitet og designskolerne i Kolding og København få mulighed for at styrke deres kompetencer ved at tage et teknosofikum. På sigt er målet at gøre materialet tilgængeligt for alle videregående uddannelsesinstitutioner.

Del

Det Juridiske Fakultet tilføres 7,6 mio. kr. til videreuddannelse af undervisere i tech


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder