Skrevet af Rasmus Hylleberg


DLA Piper Denmark vil herefter have mere end 380 medarbejdere, hvoraf 220 er jurister fordelt på DLA Piper Denmarks kontorer i København og Aarhus. Den samlede advokatvirksomhed styrker sin position på det danske marked mærkbart og forventer i 2018 en omsætningsvækst på op mod 30 %. Det skriver DELACOUR i en pressemeddelelse.

”DELACOUR og DLA Piper er et oplagt strategisk og forretningsmæssigt match. Med vores nye kollegaer fra DELACOUR, vil vi være blandt landets fem største advokatvirksomheder. Vi realiserer med sammenlægningen endnu et skridt i vores vision, og vil fortsat have til huse på Rådhuspladsen i København og DOKK1 i Aarhus”, siger Martin Lavesen, Managing Partner i DLA Piper Denmark.

Sammenlægningen er drevet af et ønske om at betjene kunderne bedst muligt og giver mulighed for at udvikle et endnu mere specialiseret rådgivningsmiljø inden for DLA Pipers kerneområder, særligt virksomhedsoverdragelser, fast ejendom og rekonstruktion. Flere andre områder som transportret og persondata bliver også forstærket.

”DLA Pipers stærke netværk giver fordele for vores kunder i alle dele af dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor. Vi bliver i stand til at give kunderne endnu bedre service. Det styrkede DLA Piper vil byde på en bredde og en dybde i rådgivningen samt adgang til digitale løsninger, som ikke fås bedre. Partnerne i DELACOUR og DLA Piper deler ambitionen om at være i toppen af markedet og levere høj faglighed”, siger Per Buttenschøn, bestyrelsesformand i DELACOUR.

Sammenlægningen styrker DLA Pipers position som den ledende internationale advokatvirksomhed i Danmark og også i Norden. Revisionsbranchen er for længst blevet globaliseret, men i advokatbranchen er det kun DLA Piper, der kan tilbyde sine kunder adgang til et reelt global netværk.

”DLA Piper er det eneste globale advokatfirma med tilstedeværelse i alle nordiske lande. Vi har siden vi gik ind på det danske marked i maj 2017 set en betydelig vækst i den nordiske forretning. Med integrationen af DELACOUR ind i DLA Piper Denmark bliver vores position som nummer ét på det nordiske advokatmarked yderligere understreget”, siger Andrew Darwin, der er Global Co-Chair i DLA Piper International.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak