Tekst: Viktoria Egebak Winge. Fotos: Presse



12. oktober 2020 - Retssikkerhed, portræt

Drengedrømmen og dens virkelighed


Bedrageri, hvidvask, momssvig, underslæb og bestikkelse. Det er bare nogle af de kriminelle handlinger, som Kåre Pihlmanns klienter er tiltalt for. I sit arbejde som forsvarsadvokat handler det om beviser og juranørderi, når han går i retten. Og så har det altid været hans drøm at stå lige præcis dér, hvor han gør i dag.


Som hevet ud af en Netflix-serie kan man forestille sig Kåre Pihlmann komme gående ind i en retssal. I et corporate-blåt jakkesæt og en sagsmappe under armen, der indeholder alt det, der skal til for, at han kan pille anklagemyndighedens beviser fra hinanden.

Det kræver hårdt arbejde og en determineret indsats at blive forsvarsadvokat. Der er mange, der gerne vil det, og det er et konkurrencepræget miljø. Men hvordan skiller man sig så ud? Det er ikke et marked, hvor en aktiv markedsføring er nem at lave. For et par år tilbage forsøgte Kåre Pihlmann at skaffe nye klienter ved at hænge en reklame op i lufthavnen. Som han selv siger ’Så var det sjovt at prøve, men der kom ikke det store ud af det.’ Men hvor kommer Kåres Pihlmanns succes så fra?

"Det, du får sager ved, er i høj grad at kunne bevise din effektivitet. Der er ikke rigtig nogen genvej til det. Du skal bevise i retten, at du kan det her, så bliver det meget båret af mund til mund-metoden fremadrettet.”

Kåre Pihlmann trækker vejret dybt og fortsætter: ”Og så er der selvfølgelig også et vist element af held. Nogle gange er du jo bare heldig, at telefonen har ringet, og så er der en utrolig spændende sag i den anden ende, der har stor mediebevågenhed.”

Kåre Pihlmann har, som han selv kalder det, ’været heldig’ og fået flere sager, der lå i mediernes søgelys.

”Det er selvfølgelig også en heldig måde at blive kendt for det, du beskæftiger dig med. For sandheden er også den, at der er rigtig mange dygtige advokater, der bare ikke har fået en stor spektakulær mediesag serveret, og det gør, at de måske har levet lidt mere tilbagetrukket i deres arbejdsliv.”

Kåre Pihlmann har blandt andet været forsvarer i Atea-sagen og Milena Penkowa-sagen om dokumentfalsk. Milena Penkowas sag fik kolossal medieomtale helt frem til 2016, hvor Penkowa endeligt blev frifundet i landsretten for groft dokumentfalsk.

”Navnlig udfaldet af Penkowa-sagen er jeg sørme stolt over. For det beviser, at retssystemet fungerer, og det fungerer ret godt. Hun var jo allerede dømt og korsfæstet af folkedomstolen, så det er jeg meget stolt over.”

 

Drengedrømme

Som barn drømmer man om, hvad man skal være, når man bliver stor. Det kan være drømmen om at blive fodboldspiller, pilot eller løvetæmmer. For Kåre Pihlmann var drengedrømmen allerede fra en tidlig alder at stå i retten og procedere som forsvarsadvokat.

Det har altid været min drøm at være forsvarsadvokat. Det kom helt tilbage i folkeskolen, hvor jeg havde en dansklærer, der tog mig med i retten og så en straffesag. Det var en simpel voldssag, kan jeg huske, men det gjorde et stort indtryk på mig, og så tænkte jeg, at det dér er godt nok spændende. Og så har jeg faktisk aldrig genovervejet det siden, fordi jeg var så overbevist om, at det var dét, som jeg gerne ville arbejde med.

 

Det, der startede som en drengedrøm for Kåre Pihlmann, har han efterhånden tyve års erfaring i. Kåre Pihlmann beskæftiger sig med alle typer af straffesager, men hans speciale er sager om økonomisk kriminalitet. Et område, som kun cirka 15 andre i Danmark beskæftiger sig med.

”Det skyldes i høj grad, at jeg – navnligt før i tiden, hvor jeg var i Advokatfirmaet TVC – både arbejdede med strafferet, men også med skatteret, og i krydsfeltet under de to er skattestraffesager. På den måde blev jeg introduceret til økonomisk kriminalitet. Det, syntes jeg, var utrolig spændende, og så har jeg egentlig bare udbygget det og prioriteret sagerne gennem årene.”

Mange søger ind på jurastudiet med en forestilling om, hvor de gerne vil ende. Men det ændrer sig ofte. Om det er på grund af et nyt spændende fag på femte semester eller nye udfordringer på vejen af den benhårde karriere. Men Kåre Pihlmann ville være forsvarer, og det var der intet, der kunne stoppe ham i:

”Jeg havde en periode under studietiden, hvor jeg egentlig også var meget tiltrukket af immateriel ret. Og under min fuldmægtigtid og årene efter arbejdede jeg også en hel del med skatteret. Det, synes jeg stadig, er spændende, men det har aldrig sådan rigtig rykket ved den grundlæggende passion for, at det skulle være strafferet, der er omdrejningspunktet.”

Af samme grund fremhæver Kåre Pihlmann flere gange, at han er taknemmelig:

Helt grundlæggende er jeg jo bare enormt taknemmelig for, at det, der egentlig bare var en drengedrøm, endte med at gå i opfyldelse.

 

Et arbejde eller en livsstil?

Kåre Pihlmann har i dag eget advokatfirma, møderet for Højesteret og en opfyldt drengedrøm, som han udlever hver dag. Spørgsmålet er, om jakkesættet, sagsmapperne og klienterne fra tid til anden også helt lægges væk.

"Jeg har også et liv,” griner Kåre Pihlmann.

”Men grænserne bliver bare meget flydende, for hvis jeg sidder sammen med familien lørdag aften, og telefonen ringer, så kan jeg ikke lade være med tage den. For hvem er det nu, der er i den anden ende, og hvad er det nu, der er sket?”

Engagementet er tydeligt i Kåre Pihlmanns stemme.

Det er blevet en identitet at være forsvarsadvokat. Nogen vil kalde det en livsstil. Men det kommer til at flyde sammen, for det stopper ikke klokken 15:30 om eftermiddagen.

 

Kåre Pihlmann afbryder sig selv og spørger, om det er i orden, at han lige bestiller en burger ud af bilvinduet.

”Jeg skal bede om en BigMac og en Cola Zero.”

”Du må godt køre frem til første vindue, tak.”

Kåre Pihlmann har pause, og den skal udnyttes. Han har været oppe siden klokken 5 for at nå en færge til Jylland for at sidde i retten i Århus hele dagen. Han fortæller, at han normalt bruger sin korte frokostpause på at ringe tilbage til folk eller svare på e-mails. I dag taler han også med Kaius.

”Jeg er vel i retten i gennemsnit 4,5 dage om ugen. Så i dag er sådan set meget typisk, bortset fra at jeg stod op kl. 5 for at nå færgen til Århus.”

”Det er alligevel også meget?”

”Ja, det er det. Det fylder meget. At være i retten, afhøringer, procedurer, strategi har altid været det, som, jeg synes, er allermest spændende, og derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at det er det, som fylder allermest i min butik.”

Kåres butik – som han kalder den – er Pihlmann Advokatfirma, der er et specialistkontor indenfor strafferet. Ligesom Kåre Pihlmann altid har vidst, at han ville være forsvarsadvokat, vidste han også tidligt, at han ville være sin egen chef, og det blev han.

”Jeg har gået i retten næsten dagligt i 20 år, men når dommeren kommer ind for at afsige dommen, og vi rejser os op, så synes jeg næsten stadig, at det er ligeså spændende som første gang, jeg oplevede det. Den spænding er stadig helt intakt. Det er vel derfor, at jeg nogle gange vælter ud af sengen om morgenen som i dag for at være i Århus klokken 9. I stedet for at leve et lidt mere normalt liv,” fortæller Kåre Pihlmann og griner lidt af sig selv.

 

Forsvarerens råd: Søg til anklagemyndigheden

Kåre Pihlmann kunne heller ikke forestille sig at skifte side til anklagemyndigheden:

”Jeg tror ikke, at jeg ville egne mig til at være anklager af flere grunde. For det første tror jeg ikke, at jeg ville egne mig til at være offentlig ansat. Det er mit temperament bare ikke til. For det andet tror jeg heller ikke, at jeg ville egne mig til at have en chef. Jeg foretrækker selv at kunne tilrettelægge min hverdag og prioritere de sager, som, jeg mener, skal prioriteres, bestemme strategien for sagen og så videre.”

Og oplistningen fortsætter efter billedet:

Foto 2, Pihlmann

Jeg bryder mig heller ikke om, hvis jeg fik dikteret en bestemt tilgang til tingene eller en bestemt strategi, så af alle de grunde vil jeg helt sikkert trives bedst som selvstændig og privat. Jeg har også en selvstændig tilgang til, hvornår en klient er skyldig, hvad en straf skal være og så videre. Min holdning afviger ofte ret markant fra, hvordan anklagere ser på tingene.

 

Og selvom der nok aldrig kommer til at stå anklager på Kåre Pihlmanns CV, er hans bedste råd til studerende, der drømmer om at blive forsvarsadvokat, at starte i anklagemyndigheden.

”Jeg tror, at der i hele Danmark er under fem fuldmægtige i dag, der arbejder med strafferet. Det er en beslutning fra domstolenes side, og det betyder, at der kun er meget få advokater i dag, der giver unge jurister muligheden for at arbejde med strafferet. Så det betyder, at hvis du vil være forsvarer, så er anklagemyndigheden et rigtig godt sted at starte ud.”

Dog fylder undervisning en del på Kåre Pihlmanns CV. Hvis han selv skal sige det, så er det også det bedste råd, som han kan give videre til andre.

Prøv så hurtigt, du kan, at undervise i strafferet. For det giver en fortrolighed med juraen, som kommer mange, mange gange igen, når du står i retten.

 

Kåre Pihlmann har selv undervist i 12 år i strafferetlige fag på både Aarhus Universitet og Københavns Universitet – herunder blandt andet som ekstern lektor i økonomisk kriminalitet.

”Det gør bare en verden til forskel, at du kan din forsætslære. Du ved, hvor i straffeloven du skal finde de forskellige bestemmelser, du kender forskellen på nødværge og nødret og så videre. Alle de ting er fuldstændigt uvurderlige at tage med dig igennem dit karriereforløb. Så hvis der også er mulighed for at undervise, så står man utrolig godt senere.”

 

Skyldsspørgsmålet

Ved varetagelse af sager om økonomisk kriminalitet står Kåre Pihlmann som forsvarer over for en høj strafferamme i straffeloven. Det betyder, ifølge Pihlmann, at der følger et enormt stort ansvar med ved at repræsentere folk i sager af den karakter.

”Der, hvor du særligt mærker det som forsvarsadvokat, er i høj grad på klientens engagement i sagerne. Mange klienter, som man repræsenterer i sager af den her karakter, er jo højt uddannede mennesker, som forventer en meget stor indsats, og som også forventer en meget høj grad af medinddragelse i sagerne. Det er jo ikke usædvanligt, at de selv har en økonomibaggrund og derfor har nogle ganske særlige forudsætninger for at forholde sig til tallene. Og blande sig langt mere aktivt, end du ellers oplever.”

Derudover kan konsekvenserne for sagerne ikke kun være at slippe kroner og ører eller skulle i fængsel.

”Hvis du bliver dømt i en straffesag helt generelt, så får det nogle ret mærkbare konsekvenser for de fleste. At blive dømt i en sag om økonomisk kriminalitet, hvis du så at sige tilhører det bedre borgerskab - det er jo med jævne mellemrum dem, der er på anklagebænken i de her sager - får også nogle konsekvenser, der rækker ud over, hvad vi ellers ser. Der følger også en høj grad af stigmatisering med. Det så vi meget i Atea-sagen, hvor de tiltalte fortalte, hvordan omgangskreds og arbejdskollegaer pludselig tog voldsomt afstand fra dem, selvom de ikke engang var dømt endnu. Så det er sager, hvis udfald betyder om muligt endnu mere for de tiltalte end for andre sager. Men når det er sagt, så er det selvfølgelig en voldsom belastning at blive fundet skyldig i en straffesag uanset sagens karakter, det siger sig selv.”

Vores retssystem bygger på forudsætningen om, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist. Som forsvarer skal man fremhæve alle de oplysninger og omstændigheder, der taler for, at tiltalte ikke er skyldig. Af samme grund spørger Kåre Pihlmann aldrig sine klienter, om de har gjort dét, som de er tiltalt for.

”Det ville være uprofessionelt. Det, som jo er forsvarernes rolle, er at sikre, at klienten får den optimale behandling, og om muligt bliver frifundet, fordi beviset er utilstrækkeligt. Så mit fokus ligger jo i meget høj grad på beviset. Er der bevis for, at den tiltalte har gjort det, som den tiltalte er tiltalt for eller ej. Og så er mit fokus selvfølgelig også på juraen, fordi navnlig i sager om økonomisk kriminalitet spiller forståelsen af juraen lejlighedsvis en større rolle, end hvad man oplever det i traditionelle straffesager.”

Det bringer os til det uundgåelige spørgsmål:

”Har du nogensinde fået frikendt nogen, der var skyldige?”

Kåre Pihlmann holder en lang pause, trækker været dybt og svarer så med overskud i stemmen:

"Det er nok en hemmelighed, som jeg tager med mig i graven."

Han fortsætter med en nu mere seriøs stemme, som man nemt kan forestille sig, at den lyder, når han procederer: 

”For en stor del af dem, der bliver frikendt, skyldes det jo faktisk, at de ikke har gjort det. Så det er heldigvis ikke sådan, at hver gang domstolene trækker en frikendelse, sætter vi os ud i baglokalet, griner og popper en flaske champagne.”

 

Portrættet er oprindeligt bragt på Kaius - universet for jurastuderende (her)

Del

Drengedrømmen og dens virkelighed


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak