Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: Shutterstock



18. februar 2020 - Internationalt

EU-Rådet udvider listen over ikke-samarbejdsvillige nationer på skatteområdet


Mens lande som Tyrkiet og Bosnien forventes at implementere transparente samarbejdsaftaler med EU på skatteområdet inden året er omme, så er der fortsat flere jurisdiktioner, der ikke har taget de fornødne skridt. Det får nu EU-rådet til at udvide listen over ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner.


Fire nye navne føjes nu til listen over ikke-samarbejdsvillige jurisidiktioner af EU-rådet. Således er de eksotiske ferieparadiser Cayman Islands, Palau, Panama og Seychellerne nu tilføjet til listen over jurisdiktioner, der ikke har gennemført de skattereformer, som de har givet tilsagn om, inden for den aftalte frist. 

"Listen omfatter jurisdiktioner, der enten ikke deltager i en konstruktiv dialog med EU om skatteforvaltning eller ikke har opfyldt deres tilsagn om at gennemføre reformer for at overholde EU's kriterier til tiden", står der i redegørelsen fra EU-rådet. Stillehavsøen Palau blev ellers fjernet fra EU såkaldte 'sorte liste' tilbage i september 2018 af EU's finansministre, dog med krav om at den inden for 12 måneder ville tage de nødvendige skridt for at gennemføre skattereformer i tråd med kravene fra EU.

Seychellerne har tidligere protesteret over, at de skulle betegnes som værende et land i skattely, og en simpel søgning online da også, at man fortsat kan få rådgivning i at oprette selskaber på Seychellerne via bl.a. rådgivningsfirmaet CPIE.

Cayman Islands har senest været genstand for opmærksomhed, da finans.dk i 2016 kunne berette, hvordan Nordea eftersigende havde en pseudo-filial på ø-gruppen, mens Panama nok er mest kendt for Panama Papers-skandalen og hjemsted for det meget kritiserede advokathus Mossack Fonseca.

"Arbejdet med listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner er baseret på en grundig vurdering, overvågning og dialog med omkring 70 jurisdiktioner uden for EU. Siden vi startede dette arbejde, har 50 lande gennemført de nødvendige skattereformer for at opfylde EU's kriterier. Det er unægteligt en succes. Men det er også en løbende opgave og en dynamisk proces, hvor vores metode og kriterier konstant revideres", siger Zdravko Marić, Kroatiens vicepremierminister og finansminister i den officielle udmelding fra EU-rådet.

Lande som f.eks. Australien og Marokko nævnes også i det officielle dokument fra EU-rådet, dog med det forbehold at de på grund af en forsinket proces i OECD-regi nu har til ultimo 2020 til at få gennemført de fornødne reformer.

Del

EU-Rådet udvider listen over ikke-samarbejdsvillige nationer på skatteområdet


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder