02. september 2021 - Konkurrencevilkår

Første lovindgreb mod Googles og Apples betalingsguldæg


Mens vi i EU og de i Australien arbejder på store platformsuafhængige reguleringer af techgiganterne, og EU og enkelte europæiske lande uddeler bøder til dem, som de anker, så er en meget konkret lovgivning netop vedtaget i Sydkorea, der sigter direkte mod betalingerne i Googles og Apples app-stores.

Og der er i det hele taget fart på det her område den seneste uge, hvor Apple er kommet med særdeles store indrømmelser i deres tilgang til det, der på godt dansk kaldes in-app-betaling.

Tekst: Dan Poulsen


Billedet: Den androidbaserede Play Store og Apples App Store, Shutterstock.

 

I de sidste år har der været en tiltagende kritik af det cut, den procentdel Apple og Google tager for handler, der foregår i deres app-butikker. Det er en kommission på - de sidste år - nedadgående procenter for nogle, der af kritikerne udskældes som en urimelig og ulovlig Apple og Google tax.

I mange år har de taget 30 % af den pris, som kunden betalte, mens de sidste 70 % så er gået til firmaet bag selve det produkt, kunden købte. 

Lad os i resten af denne artikel omtale firmaet bag produktet som ’producenten’ og Google og Apple som ’supermarkedet’, der stiller den effektive digitale salgsplatform, vi alle i høj grad har, til rådighed - oftest lige i lommen.

Og det er ikke kun selve cuttets størrelse, der har skabt problemer og utilfreds over det meste af kloden, der nu udmønter sig i et målrettet lovindgreb. For også selve betalingsmåden, er fastlåst af supermarkederne.

 

Tvungen mangel på information om alternativer

Både hos Apple i Googles Play Store har de i mange år altså høstet 30 procent af den pris, der betales af en kunde for et produkt i App Store.

Det siger sig selv, at uanset hvilket produkt du har som du gerne vil sælge så er 30 procent en betragtelig andel af din indtjening at afgive til det supermarked, der stiller salgshylden til rådighed.

For - blot som eksempel - et stort danske dagblad, der vil sælge abonnementer, er det en åbenlys udfordring, at de tjener mindre ved salg i det digitale supermarked, hvor en stor kommission, går til supermarkedet, end hvis de sælger til den samme pris et andet sted - f.eks. deres egen hjemmeside.

Og i et på alle måder konkurrencedrevet marked er en prisstigning overfor kunderne, der skal kompensere producentens indtjeningstab pga. de 30% kommission, næppe en stigning kunderne kan forvente bare at æde med et smil og et ’den tager jeg’-klik.

Oveni at supermarkedet tog 30% har de betinget, at producenten på deres plads i supermarkedet under ingen omstændigheder må gøre opmærksom på det, hvis produktet kan købes og betales på andre måder end gennem supermarkedet og supermarkedets betalingsform.

For at blive ved dagbladseksemplet: I Googles Play Store og Apples App Store må der ikke i beskrivelsen af dagbladets app stå ’Husk at du også kan købe og betale vores produkt på vores hjemmeside www.relevantenyheder.dk hvor du kan betale med swipe eller Mobilepay.

Det forhold lovgiver man nu imod i Sydkorea.
Det skal gøres lovpligtigt, at kunder i supermarkedet kan betale som de vil - uden om den kommission supermarkedet hidtil har kunne diktere og justere, som de ønskede. Og det skal kunne lade sig gøre langt direkte i de apps, der er i Googles og Apples supermarkeder.

 

De sidste års oprør

For mange produkter er selve mobilen, som supermarkedet jo er en integreret del af, også det vigtige sted at være. Mange spil, mange apps, f.eks. mailtjenesten Hey Mail, er dybt afhængige af at være på mobilen.
Netop Hey Mail og den danske bagmand David Heinemeier Hansson er gennem det sidste år blevet en af de højlydte kritikere af Apples og Googles cut - der ofte omtales som en firmapålagt tax - Google Tax og Apple Tax.

Han har i både danske og amerikanske medier argumenteret for det urimelige i den kommission, han og andre kalder en helt urimelig procentdel, der er uden for normale konkurrencevilkår. Han har langt fra været alene, for også nogle af verdens største spilproducenter tog kampen op. Epic, der står bag successpillet Fortnite, hev Apple i retten. En historie vi på K-NEWS skrev om for et år siden under denne overskrift:

'Apple hives for føderal domstol af spilgigant.'

Apple påpeger at de leverer en høj grad af sikkerhed - og det koster penge - på alt i deres app-store, og argumenterer mod kritikere, der kalder deres opførsel for monopolistisk, med at apps i iPhone er en indarbejdet del af det produkt kunden har valgt.

Googles apps kan for manges vedkommende købes andre steder. Men både Google og Apple har - mildt sagt - ikke gjort det nemt for producenterne at henvise kunder til andre købssteder og betalingsmuligheder.

 

Ændringer lavet under pres

Det har indtil for ganske nylig været helt udelukket, at der i beskrivelsen af en app har været nævnt andre betalingsmuligheder og købssteder. For nylig har supermarkederne dog åbnet op for, at der i app-beskrivelserne kan være en omtale og evt. en email eller en url af andres købs- og betalingsmuligheder.

Det er åbninger, der er sket som følge af det store pres og de retssager, der er blevet raslet med flere steder i verden - ikke mindst i firmaernes hjemland USA.

Men i Sydkorea, hvor Google er den absolut største app-udbyder med et land, hvor der er klart flest Android-styresystembasede smartphones, vil de altså nu med lov gennemtvinge, at der direkte i selve app-supermarkedet, kan betales via kanaler, der går uden om Google og Apples betalingssytemer og dermed de 15-30 %.

Det politiske arbejde og ambitionen om en regulering af netop forholdende omkring betaling har været særdeles synligt i gang i Sydkorea i et års tid.

CNN Business beskrev i mandags, hvor loven skulle være vedtaget men blev udskudt, at lovgiverne har arbejdet med tilføjelser til ’the Telecommunications Business Act, which would ban app store operators from "unfairly using their market position to force a certain manner of payment" upon businesses.

Og CNN beskriver videre at firmaer, der forbryder sig mod loven blandt andet kan straffes med bøder på 3 % af deres årlige salg.

Tirsdag blev lovforslaget vedtaget som både CNBC og Techcrunch skriver - sidstnævnte under overskriften 'South Korea passes ‘Anti-Google law’ bill to curb Google, Apple in-app payment commission'.

 

En uge med store ændringer

At vi tidligere i artiklen her skriver det store procentuelle spænd 15-30, handler om, at Google tidligere i år nedsatte deres cut til 15%, og Apple har - delvist - gjort det samme ved at indføre ’reduceret kommission’ for producenter, der omsætter under et vist beløb.

Konkret er en af ændringer som Apple selv skriver i en pressemeddelse 26.august:

”Virksomheder med en årlig omsætning på mindre end 1 million dollars kan fortsat nøjes med at betale en reduceret kommission, mens større udviklere betaler App Stores standardkommission på køb af apps og betalinger i apps.”

Det er ændringer i deres App store, der - skriver de selv - er en direkte udløber af et større gruppesøgsmål i USA anlagt af udviklere i USA. Hele Apples pressemeddelse kan du læse HER.

Som den seneste udvikling har Apple onsdag meldt ud, at de globalt laver en markant ændring.

Producenter, af det de kalder 'reader'-apps, får fremover lov til - i deres app i App Store - at inkludere et link til deres website. Så kan kunderne - informeret om det i App Store - gå til producenten andetsteds og der oprette konto og betale dér, uden for App Store.

Reader-apps giver adgang til digitale abonnementer - f.eks. aviser, bøger, magasiner, musik, video og lydbøger.

Apples udmelding onsdag kan læses HER

Også Amazon og Steam har i øvrigt lignende forretningsmodeller i forbindelse med deres apps i deres digitale supermarkeder.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak