19. januar 2022 - Ny dom

Fire måneders fængsel for psykisk vold: ”Jeg håber strafniveauet bliver hævet”


Efter paragraffen har eksisteret i knap tre år, er det nu for første gang lykkedes at få en person dømt udelukkende for psykisk vold i Østre Landsret. Manden fik fire måneders ubetinget fængsel for igennem næsten et år at have opført sig kontrollerende og nedværdigende over for sin ekskæreste. Tidligere advokaturchef Jeanette Wincentz Andersen kalder det dog for en mild dom.

Tekst: Amalie Guldborg Olesen / Foto: Shutterstock


Gennem næsten et år er en kvinde blevet udsat for nedværdigende og krænkende adfærd fra sin ekskæreste. Offeret selv har fortalt, at han kontrollerede hendes liv fuldstændigt og isolerede hende fra venner og familie, skriver Berlingske.

I SMS’er og over Messenger hånede han hende for at være en dårlig mor og en fiasko, og han opstillede stramme regler for, hvordan hun skulle opføre sig, og hvad hun måtte tale om.

Det har han nu fået en dom på fire måneders ubetinget fængsel for, der er blevet stadfæstet i Østre Landsret d. 12 januar 2022. Hvilket også vil sige, at politi- og anklagemyndighed efter knap tre år med den nye lovgivning, nu har et pejlemærke fra domstolene om, hvad der skal til for at opnå domfældelse udelukkende for psykisk vold.

Siden 1. april 2019 har det nemlig været muligt at straffe med op til tre års fængsel for udøvelse af psykisk vold. Men den nye paragraf, §243, har haft problemer med for alvor at komme ud af startboksen, idet det er en helt ny type bevisbyrde, både politi- og anklagemyndigheder har skulle vænne sig til at arbejde med.

For Jeanette Wincentz Andersen, der er tidligere advokaturchef hos Sydsjælland og Lolland Falsters anklagemyndighed, er sagen den, de har manglet til at kunne gå forrest for at se, hvad der skal til for at opnå dom i sager om ren psykisk vold. Sagen startede på hendes bord for snart to år siden.

”Jeg kan tydeligt huske sagen, for det var ret spændende, om vi kunne få domfældelse i den sag. Der var rejst tiltale også for voldtægt, som han blev frifundet for, men spørgsmålet var om han havde udøvet psykisk vold over for hende i over et år,” siger hun til K-NEWS og tilføjer:

”Det er den første af sin slags, der er endt i Østre Landsret, så den er blevet blåstemplet der. Det er tilfredsstillende, at der er sket domfældelse, og der bliver givet ubetinget fængselsstraf – men jeg vil nok sige, altså fire måneder er jo ikke meget. Jeg synes, det er en mild dom, men det skal jo finde sit leje.”

Anklager Lotte Nielsen, der førte sagen i Landsretten peger på, at sager om psykisk vold ofte er svære at efterforske, og at bevisbyrden derfor også kan være svær at løfte.

”I den her sag var der meget korrespondance, der bevismæssigt gjorde, at det var muligt at fremlægge, at der var noget om det. Det kan have gjort forskellen, at der i denne sag var mere tungtvejende beviser. Det er nogle sager, der er ekstremt svære at efterforske, så det er også et spørgsmål om, hvilke beviser der er, og hvad domstolene har at gøre godt med,” siger Lotte Nielsen.

Også Jeanette Wincentz Andersen peger på beviserne i den givne sag som værende det, der kan have gjort forskellen på, hvorfor det her var muligt at nå frem til dom, til trods for at andre sager udelukkende om psykisk vold ender med frifindelse.

”Det er rigtig godt med håndfaste beviser, som fx korrespondancer. Det er meget vigtigt, at der i denne sag er andet end lige den forurettedes forklaring – og i denne sag var der uendelige mængder af sms’er og messengerbeskeder, hvor han nedgjorde hende helt vildt, og det er med til at understøtte forurettedes forklaring om, hvad der er sket. Så beviserne var sådan set gode i denne sag.”

 

En mild dom

I en rapport fra VIVE fra 2018 forsøgte man for første gang i dansk kontekst at undersøge omfanget af psykisk vold. Undersøgelsen viste, at psykisk vold er den mest udbredte form for partnervold – og der altså er flere, der udsættes for psykisk end fysisk vold. Derudover er psykisk vold også en markant risikofaktor, hvis man vil bekæmpe partnerdrab. Sådan lyder konklusionen i rapporten Forebyggelse af drab og dødelig vold i nære relationer fra 2016, der gennemgik danske partnerdrab fra 2009 til 2011. Rapporten viste, at der forud for 75 procent af drabene havde været psykisk vold til stede.

Jeanette Wincentz Andersen nævner også de ofte langvarige mén hos ofrene som årsag til, at hun finder straffen i den pågældende sag mild.

”Nu har man en dom, hvor der er givet fire måneders fængsel, og set ud fra et anklagersynspunkt der er det både godt og ondt, forstået på den måde, at man måske mener, at psykisk vold burde koste noget mere, fordi det har så alvorlige, langvarige konsekvenser for den forurettede efterfølgende. Der er nogle, der aldrig kommer over det. Så jeg vil håbe, at strafniveauet bliver hævet hen ad vejen, for jeg synes, det var en meget mild dom,” siger hun og uddyber:

”Men det er altid godt med præcedens og at have nogle domme at sammenligne ens kommende sag med.”

Straffen blev nedsat fra seks måneder i byretten til fire måneder i landsretten, hvor der var dissens mellem dommerne, fortæller anklager Lotte Nielsen. Tre af dommerne ville gerne stadfæste de seks måneder, mens de tre resterende stemte for strafnedsættelse. Lotte Nielsen kender dog ikke til årsagen bag dette, da hun ikke har fået udleveret dommen endnu.

”Jeg kan jo også godt tænke, at det er en mild dom, når man ser på konsekvenserne for de forurettede i sådanne sager. Omvendt er bestemmelsen stadig forholdsvis ny, hvorfor sagernes gerningsperioder er korte, og vi er stadig inde i en ny fase, hvor der også skal være mulighed for et spillerum ift. de sager, som kommer efterfølgende, hvor det formentlig vil være mere langvarige gerningsforhold. Og de sager har vi ikke set endnu. Så den er måske mild, men niveauet skal også ses ud fra, at det er en konkret vurdering i hver enkelt sag.” siger Lotte Nielsen og tilføjer:

”Jeg vil kalde det en milepæl, at vi nu har en form for rettesnor på, hvor man ligger henne, når det alene er den psykiske vold, der skal tages stilling til. Det er et udgangspunkt, til hvor vi ligger henne, når der er tale om psykisk vold i den grad, som det var i den konkrete sag. Det giver os et ståsted til fremtidige sager, så vi bedre kan vurdere, hvilken straflængde der vil kunne være tale om.”

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak