04. juni 2021 - Portræt

”Jeg er sikker på, at min teenagedatter tit anser mig som den højeste uretfærdighed”


Kun 4 ud af 18 dommere i højesteret er kvinder. I rigsretten vil kun én af de 13 højesteretsdommere være kvinde. K-NEWS har mødt  Anne Louise Bormann til en snak om ligestilling i Højesteret, teenagebørn og arbejdet som tvivlende generalist bag de joniske søjler på Christiansborg.

Tekst og foto: Viktoria Egebak Winge


I 2021 skal danmarkshistoriens sjette rigsretssag dømmes. Den uhyre sjældne sag skal begynde i september og forventes at være afgjort inden udgangen af året.

Men i Danmarks første rigsretssag mod en kvindelig minister, bliver det svært at få øje på en kvindelig dommer til retsmøderne. Faktisk skal kun én kvindelig højesteretsdommer deltage. Det er Anne Louise Bormann.

”Det ser måske lidt sjovt ud, at vi møder 13 dommere, hvoraf jeg er den eneste kvinde,” fortæller Anne Louise Bormann, der har været højesteretsdommer siden 2016.

”Men det er bare et uheldigt sammentræf, at de to dommere, der - på grund af henholdsvis et venskabsforhold til en anklager og et vigtigt vidne - ikke kan deltage, er de to andre kvindelige dommere” fortæller hun.

Rigsretten består af lige mange politisk valgte dommere og højesteretsdommere. Anne Louise Bormann har gennem sit arbejde i landsretten været vant til at arbejde tæt sammen med lægdommere. Og politisk udvalgte eller ej, så forventer hun, at samarbejdet også vil være godt i rigsretten:

”Det er sådan Grundlovens fædre har valgt at indrette systemet. Vi skal i denne sag være 26 ligeværdige dommere. Personligt ser jeg det altid som spændende at arbejde sammen med mennesker, der har en anden baggrund end min egen. Det, som de kan bidrage med, kan også være væsentligt for sagen,” fortæller Anne Louise Bormann og fortsætter:

”Men jeg kan ikke udtale mig om, hvordan det er. Jeg har jo ikke prøvet det endnu.”
Det er langt fra hverken Anne Louise Bormann debut ved højesteret eller som dommer i en højt profileret sag. Men det er dog den første (og muligvis eneste) rigsretsdom:

”Det er noget sjældent og historisk. Derfor er det da en spændende og vigtig opgave, som man går til med stor ydmyghed. Som Thomas Rørdam vist selv har udtalt det, så vil det da være noget, som man fortæller om på plejehjemmet til sin tid.”

 

Hvor bliver kvinderne af?

Den første kvindelige højesteretsdommer blev udnævnt i 1953. Ca. 30 år efter, at kvindelige jurister fik adgang til at blive udnævnt til dommere i 1921. Siden da er tallet steget, og i dag er mere end hver anden dommer kvinde. Men det ser noget anderledes ud på domstolenes topposter, hvor Anne Louise Bormann står mere alene.

Der er nemlig kun 4 ud af 18 højesteretsdommere, der er kvinder. Og tallet går den forkerte vej:

”Da jeg startede, var vi 6 kvinder. Nu er vi 4. Og det undrer mig”, fortæller Anne Louise Bormann, der ikke selv kan finde svaret på, hvor de kvindelige højesteretsdommere bliver af.

”Det er noget, som vi ofte spørger hinanden om. Den forklaring man ofte hører, men som efter min opfattelse ikke er rigtig, er, at i ’gamle dage’, var de fleste jurister mænd. Så tager det et stykke tid før kvinderne kommer op i systemet. Ergo skal der nok på længere sigt blive en ligelig kønsfordeling.”, fortæller Anne Louise Bormann og fortsætter:

”Problemet med den forklaring er, at jeg begyndte at læse jura i 1986, og allerede dengang var kvinder i overtal på studiet. Så der er allerede flere kvindelige jurister end mandlige, der er kommet i den alder, hvor det er normalt at overveje Højesteret” fortæller hun.

”Jeg ved det ikke, hvor kvinderne bliver af. Men forklaringen er selvfølgelig ikke, at kvinderne bliver valgt fra af Dommerudnævnelsesrådet. Der er simpelthen bare for få kvalificerede kvinder, der søger herind.”

Resultatet er en Højesteret, der er bagud på ligestilling. Det er ikke nødvendigvis et problem, hvis man spørger Anne Louise Bormann. Men det betyder dog én ting:

”Vi har nok en formodning om, at når der er lidt flere kvinder end mænd, der læser jura, så burde der i hvert fald være lige mange kvinder og mænd, der var kvalificerede til Højesteret. Når vi så får væsentligt færre kvindelige ansøgere, så må man tro, at der går nogle talenter til spilde. Det har da en formodning for sig.”

Hvis man i 2021 stadig skulle tænke, at kvinderne fravælger karrieren for i stedet at få børn, så er Anne Louise Bormann et levende eksempel på, at man både kan være mor og højesteretsdommer.

Anne Louise Bormann fik sin ældste datter, da hun stadig læste og bruger sin fritid udenfor Højesteret på at være både mor, mormor og farmor:

”Nu hører det med til beskrivelsen af, hvem jeg er, at jeg har 4 børn. Den ældste er 30 år, og den yngste er 15 år. Jeg har valgt både at have en krævende karriere og få 4 børn over mange år. Derfor er det klart, at de sidste 30 år mest har stået på arbejde og familie.”

Efter sommerferien skal Anne Louise Bormanns yngste datter på efterskole, hvorpå 30 år med hjemmeboende børn og 17 år med teenagebørn lakker mod enden:
”Så begynder min mand og jeg jo at tænke over, at der måske også er andet i livet end børn og arbejde,” fortæller Anne Louise Bormann. Hun holder en kort tænkepause og tilføjer så:

”Men nu har vi så også fået børnebørn”

anne web2

At være generalist

Hver morgen stiger Anne Louise Bormann op på sin røde racercykel og træder i pedalerne 13 kilometer ind mod Højesteret i Københavns midte. Som cyklist ville man aldrig vide, at man dér mandag morgen blev overhalet af en højesteretsdommer. For uden den ærerige kappe, er Anne Louise Bormann bare Anne Louise Bormann.

Hun har aldrig oplevet, at folk genkendte hende som højesteretsdommer på gaden. Og hun er kun få gange blevet genkendt af domsmænd, da hun var landsdommer.

”Ingen ved rigtig, hvem vi dommere er. Jeg ser den manglende interesse for dommerne som enkeltpersoner som et tegn på tillid, og at befolkningen føler sig trygge ved, at det ikke gør nogen forskel, om det er den ene eller den anden dommer, der skal dømme i deres sag.”

Anne Louise Bormann vidste heller ikke meget om dommere, da hun selv startede på jurastudiet. Dengang med den tanke, at hun ville forsvarsadvokat.

”Jeg havde slet ikke øje for, at man kunne blive dommer. På 1. årsprøve skulle vi tale om, hvad vi gerne ville være, når vi blev færdiguddannet. Der var der én, der gerne ville være dommer. Der kan jeg huske, at det slet ikke faldt mig ind, at det var noget, som man kunne blive.”, fortæller hun. Men et arbejde Justitsministeriet blev en døråbner til et arbejde som generalist:

”I slutningen af 80’erne var Justitsministeriet jo den traditionelle vej til dommerembedet. Jeg synes, at det lød spændende. Og det,der navnlig tiltalte mig, og som altid har tiltalt mig, var muligheden for at være en generalist. For jeg har aldrig haft lyst til at specialisere mig,” fortæller Anne Louise Bormann, der arbejdet som dommer har mulighed for at beskæftige sig med alle aspekter af jura.

Anne Louise Bormann fulgte det, som hun selv kalder den dengang traditionelle karrierevej i Justitsministeriet. Hun blev derefter konstitueret i Landsretten i 2005, hvor hun arbejdede i alt 10 år. Men på et tidspunkt begyndte højesteret at dufte:

”Det var først efter nogle år i landsretten, at jeg begyndte at gøre mig den overvejelse. Ved at gå Højesteretvejen vælger man jo noget til, som er meget spændende. Man får jo lov til at beskæftige sig med de vildeste principielle sager.”, fortæller Anne Louise Bormann om overvejelser om jobbet som dommer i sidste appelinstans.

”Men man vælger så også noget andet fra. Jeg valgte et arbejde som landsdommer fra. Et job, som jeg holdt meget af.”, fortæller Anne Louise Bormann, der godt kan forstå, hvis andre ikke ønsker at forlade landsretten.

”Retsarbejdet i landsretten er da noget, som jeg savner. Hvor man hører vidnerne fortælle, hvad der er foregået i den virkelige verden, og hvor der er samarbejdet med lægdommerne. Det er to aspekter af arbejdet, som jeg satte stor pris på. I Højesteret er det meste flyttet til juridiske vurdering, hvor vi kun hører advokaterne.”

Men Anne Louise Bormann valgte Højesteret, og det mere teoretiske og fordybende arbejde bag de joniske søjler ved Christiansborg. Her bliver sager altid endelig afgjort og får oftest også principiel karakter:

”Når man søger Højesteret, så er det faktum, at sagerne har principiel karakter selvfølgelig noget, som man tænker over. Man skal ikke længere kun afgøre den retfærdige og rigtige afgørelse i den konkrete sag men også huske på hvilke konsekvenser det får i andre sager.”

 

Tvivlsomhedens værn

Når kappen kommer på, er Anne Louise Bormann højesteretsdommer. Men da K-NEWS spørger, om hun mon også er den upartiske dommer uden kappen, afbryder hun hurtigt:

”Det får du næppe mine børn til at skrive under på. Jeg er sikker på, at min teenagedatter tit anser mig for den højeste uretfærdighed.”

Teenagebørn er et af Anne Louise Bormanns to stærkeste midler til at højesteretskappen ikke forveksles med en olympisk status. Det førstnævnte middel har hun haft i nu 17 år, og det andet ligger grundfæstet i erhvervet:

”Der er sager, hvor vi er enige og sager, hvor vi er uenige. Men de fleste sager er jo sager, hvor man kan være i tvivl, eller var sagen ikke i Højesteret. Det, at man bruger størstedelen af sin arbejdsdag på at være i tvivl, betyder, at man ikke får den opfattelse, at man altid kender det rigtige svar.”

Som højesteretsdommer møder Anne Louise Bormann, hvad hun selv kalder det ”en meget blandet landhandel” af sager. Alle sager er forskellige, og i arbejdet som generalist støder Anne Louise Bormann på en ny sag hver uge. Men en ting, der har overrasket hende særligt ved arbejdet som højesteretsdommer er, at hun har sværere ved at slippe juraen, når hun har fri:

”De sager, som man har i Højesteret fylder ganske meget mentalt. Det kom bag på mig, hvordan jeg hele tiden har den næste sag i baghovedet. Det rumsterer, og jeg tænker både over resultatet men ligeså meget over formuleringer og præmisser.”

Selvom sagerne fylder, når hun har fri, så har hun som højesteretsdommer en anden distance til faktum i sagerne, end hun havde i arbejdet som landsdommer. Her kunne hun have svært ved at slippe faktum i særligt en slags sager:

”Jeg tror, at jeg på et punkt er anderledes end mine kollegaer. Jeg husker detaljerne i mine sager mange år efter. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan lægge dem bag mig." Nogle af de sager, som jeg bliver mest berørt af, er sager om børn, der bliver dræbt i trafikken. På en eller anden måde, så er det de sager, der kommer mest under huden måske ud fra den mere selvcentrerede betragtning, at det kunne være mine børn”, fortæller hun og tilføjer:

”Man hører jo ikke sagens hovedpersoner selv fortælle i Højesteret. Der er skyldsspørgsmålet afgjort. Så skal man ’bare’ tage stilling til juraen og straffen.”

Som snakken er faldet på, om det er muligt at hænge sagerne væk med højesteretskappen, virker det oplagt at spørge, om Anne Louise Bormann har fortrudt en dom:

”Hvis man skal overleve som dommer nytter det ikke at genoverveje de sager, som vi har dømt.” fortæller hun inden hun derefter tilføjer:

”Der, hvor man kan have den overvejelse er navnlig, når der kommer en ny sag, hvor det, som vi sagde i en tidligere sag, ikke har taget højde for den nye situation på tilstrækkelig vis. Der kan godt være situationer, hvor man ikke helt har kunnet overskue, hvordan vores afgørelse i tidligere sager får konsekvenser senere,” siger hun.

 

En arbejdsskade

Det er nu 16 år siden, at Anne Louise Bormann dømte sin første sag som landsdommer. Det er 5 år siden hendes første højesteretsdom. Mange af de sager, som Anne Louise Bormann har dømt, er først blevet dømt af andre. Navnlig medierne, politiker og den såkaldte folkedomstol. Men det generer ikke den garvede dommer:

”Det ser jeg ikke som et problem for domstolene. Som dommer bliver det efterhånden indgroet, at en sag har flere sider, og man skal høre begge parter, før man har en mening,” siger hun.

Dog ser hun folkedomstolen som et muligt problem for tilliden til hende og hendes kollegaer:

”Jeg kan dog se det som et problem, hvis der er tiltalte i straffesager, som ikke føler, at de har fået en retfærdig rettergang på grund af medieomtale. Det er et problem, og der kan være tilfælde, hvor man godt kan forstå, at de kan føle sig dømt på forhånd. Selvom de ikke er det,” fortæller hun.

Anne Louise Bormann frygter heller ikke selv at blive påvirket af medierne.

Folkedomstolen kan dømme, hvad den vil. Hun holder sig ikke af den grund væk fra hverken morgenavisen eller politiske samtaler lørdag aften. Heller ikke op til den kommende rigsretssag.

”Jeg følger selvfølgelig med i sagen, men jeg synes i virkeligheden ikke, det er svært at holde sig objektiv. For det er så dybt i en dommers DNA, at man ikke mener noget om en sag, før man har sat sig ind i den ud fra de beviser og de argumenter, der bliver fremlagt i retten.”

Og dommerens DNA er omstødt til noget, der kunne ligne en arbejdsskade:

”Tværtimod er det så indgroet, at når ens børn kommer og fortæller om noget, der er sket i skolen og spørger ’Er det ikke forfærdeligt?’, så svarer jeg instinktivt: ’Det ved jeg da ikke. Jeg ved ikke, hvad den anden part siger’.”

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak