18. oktober 2021 - BLOG

Hvem er retten til for?


Det er i demokratiets og ikke mindst retsstatens interesse, at lægmand får adgang til, hvad der foregår inden for murene hos domstolene. For hvis det kun er de professionelle, der forstår, hvordan domstolene agerer i praksis, hvordan skal vi så opretholde retsstatens høje anseelse hos befolkningen, spørger Leif Donbæk.

Tekst: Leif Donbæk Thomsen, advokat hos HK Danmark / Foto: PR


Dette er et blogindlæg. Alle synspunkter er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Den verserende rigsretssag, har været en interessant fremkaldevæske for at kunne se udfordringer i store dele af det mere almindelige retssystem. I hvertfald når man er professionel bruger af systemet, fordi ”plejer” pludseligt er blevet udfordret af en offentlighed, der ikke ved meget om hvorledes det normalt foregår. Og det har på visse områder sat status quo under pres.

En af disse debatter har været om hvorvidt der i højere grad bør kunne ske transmission fra retssager, enten i form af direkte eller forsinket tv-transmission eller alene i form af lyd.

Det er ellers en debat, der lovgivningsmæssigt har ligget ganske stille siden Folketinget i slutningen af 90’erne ændrede reglerne, for at åbne en lille smule op for transmission. Og dog, uden at nogen egentligt har taget speciel negativ notits af det, så har man med ”Retten indefra” serien på DR vist, at offentligtheden med det rette forarbejde, sagtens kan lukkes ind i retsalene. En serie, som alle vist (med rette) er enige om fungerer fremragende til at vise et snapshop af hvorledes proces kan være.

Men det er ærgerligt at der ikke er sket mere. Både fordi udgangspunktet bør være offentlighed, eller det i hvertfald hvad Grundlovens § 65 tilsiger, men også fordi det er godt for samfundet, at forstå hvad der foregår i retsplejen, både den civille og den straffeprocessuelle.

Og skal vi, også i de næste 100 år have et retssystem der nyder ære og anseelse, så går det ikke længere an, at det alene er de professionelle brugere der har indsigt i hvorledes fælleskabets voldsmonopol udøves, og hvordan civile tvister finder sin løsning.

 

For i retsplejen lever vi grundlæggende af systemets troværdighed. Hvis borgere, politikere og andre intressenter stopper med at tro på systemerne, så ophører de også med at bruge os. Og selvom den dystopi ikke er tæt på, så er det sigende, at de færeste ikke-advokater/dommere/anklagere/politiibetjente kan fortælle om hvorledes en retssag fungerer, uden at det lyder mere som en amerikansk film.

Snakker man derimod med domsmænd, journalister eller andre der af forskellige årssager er endt med at have en vis berøring med retssystemet, så har de oftest en helt anden respekt for systemet, en respekt bygget på viden.

Og skal vi, også i de næste 100 år have et retssystem der nyder ære og anseelse, så går det ikke længere an, at det alene er de professionelle brugere der har indsigt i hvorledes fælleskabets voldsmonopol udøves, og hvordan civile tvister finder sin løsning. Som da kirken overgik til at prædikerne måtte oversættes for at borgerne kunne forstå, hvad der skete i datidens store magtbastion, ligeså må det gøres lettere for borgerne at kunne forstås, hvad der foregår i retsplejen.

Det er ikke en let opgave og debatten til førnævnte lovforslag, samt høringssvarene ridsede en del af problemerne op, nogle mere reele end andre.

Der er flere problemer der ridses op, især vidnebeskyttelsen, tivolisering og sikkerhed for at andre vidner ikke har mulighed for at overhører vidneudsagn er de store anstødssten, både i Folketinget og i høringssvarene.

Det er ikke dårlige argumenter, men de lider alle sammen af den samme brist. Der er ikke til høringsskrivelserne eller andet steds fremlagt anden dokumentation, end sysninger. Og det må være således, at når formodningen for at det kan lade sig gøre på en sober måde, er løftet med programmer som Retten indefra, hvorledes det kan virke ved ICJ (Den internationale domstol i Haag), i USA og flere andre steder, så må bevisbyrden flytte.

For derefter må det være således, at det ikke er de der i højere grad ønsker at følge Grundlovens udgangspunkt der har bevisbyrden for at det vil give så store vanskeligheder, at det overstiger fordelene ved en mere åben retspleje.

For debatten må og bør foregå på et mere oplyst grundlag, end blot at sådan har vi ikke gjort før, og derfor er det forkert.

Og som genenmgået ovenfor, så er det min opfattelse at der er essentielt for at vi også i fremtiden kan fastholde borgernes tillid til at de har et retfærdigt retssystem i verdensklasse.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak