10. november 2021 - Blog

Hvor slemt skal det være at blive straffet?


Hvor inhumant vil vi som samfund egentlig behandle vores indsatte? Dette spørgsmål stiller professorer Linda Kjær Minke og Sten Schaumburg-Müller i dette blogindlæg, som diskuterer, hvorvidt det overhovedet skal være ubehageligt at sidde i fængsel. 

Tekst: Linda Kjær Minke og Sten Schaumburg-Müller, professorer på SDU.



Dette er et blogindlæg. Alle synspunkter er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. 

Vi straffer med forskellige mere eller mindre klare bevæggrunde. Nogle handlinger er så klart uacceptable, at samfundet må reagere og kommunikere både til gerningsperson, ofre, pårørende og resten af samfundet, at dette er helt uacceptabelt. Og måske nærer vi som samfund et ydmygt og måske lidt naivt håb om, at straffen kan virke forbedrende, så den pågældende gerningsperson efter straffen kan blive en god og lovlydig borger.

Fængsel er vores strengeste straf. Sådan har det ikke altid været. I Danmark har vi haft dødsstraf, og tidligere kunne man blive brændt levende (Danske Lovs 6-1-9), blive lagt på hjul og stejle, så ens krop blev vredet af led (DL 6-4-1), få tungen skåret ud (DL 6-1-7) og blive slået med ris og pisk (DL 6-3-10).

Sådanne voldsomme fysiske straffe bruger vi ikke mere, men spørgsmålet om, hvor hård og ubehagelig straffen bør være, er fortsat til overvejelse.

I de seneste år har forskellige justitsministre markeret, at det ikke skal være rart at sidde i fængsel. Det skal det selvfølgelig heller ikke. Vi skal jo nødig ende i en situation, som Scherfig ironiserede over i Den forsvundne fuldmægtig, hvor hovedpersonen – en noget kedelig kontorius, måske endda jurist – tilstår et mord, han ikke har begået, for at komme ind i fængslets velgørende rutine og ordentlighed. Samfundets borgere bør ikke have lyst til at komme i fængsel.

Efter vores vurdering er selve det at få berøvet sin frihed også strengt nok. Man kan kun bevæge sig på et meget lille afgrænset område, og man er underlagt både straffuldbyrdelseslovens og fængslets regler, der nøje regulerer, hvad man må og ikke må: ingen smartphone eller fri adgang til internettet, kun et bestemt antal bøger, cd’er og dvd’er, besøgstider på nøje afgrænsede tidspunkter, strikse rygeregler, alkoholforbud, at personalet til hver en tid kan undersøge ens person eller celle m.v. Dette nøje regulerede liv var det, som Scherfigs fuldmægtig fandt så fortryllende: et liv uden noget ansvar eller selvstændigt indhold. Men næppe et liv, der på nogen måde er attraktivt for den virkelige verdens borgere.

Igennem 1900-tallet var den dominerende opfattelse, at fængselsstraf i sig selv er en pine, og at samfundet ikke skal føje spot til skade ved at pine de indsatte yderligere – selvfølgelig med det forbehold, at indsatte kan idømmes disciplinærstraffe, hvis de forbryder sig mod institutionens orden. Og i lighed med alle andre borgere skal de selvfølgelig kunne straffes, hvis de begår yderligere strafbare forhold.

Men nu synes opfattelsen at være, at de indsatte skal udsættes for yderligere ubehageligheder. Begrundelsen er, at det ikke skal være rart at sidde i fængsel. Som om nogen synes, at det er rart at være indespærret … ja, altså bortset fra Scherfigs fuldmægtig. Og der er masser af muligheder for at gøre fængselsopholdet mere ubehageligt: Man kunne f.eks. sænke temperaturen i fængslerne, så der ikke blev for behageligt, eller give fangerne et liggeunderlag af søm og skruer, dårlig mad og korporlig afstraffelse. Det er der dog ingen, der har foreslået. Der er måske alligevel grænser for, hvor dårligt vi som samfund vil behandle de indsatte. Det er der også gode grunde til: Dels har Danmark været med til at vedtage retningslinjer for fængsler, de såkaldte Mandelaregler, dels er der vel grænser for, hvor inhumant vi vil behandle andre mennesker, også selvom disse har forbrudt sig alvorligt.

Det duer derfor ikke bare at sige: Det skal ikke være rart at sidde i fængsel. Man må også inddrage det modsatrettede hensyn: Hvor inhumant vil vi som samfund behandle indsatte? Vi bør ikke sætte klappen for det ene øje og kun gøre det mere og mere ubehageligt. Det er selvfølgelig det letteste, men hverken fornuftigt, humant, medmenneskeligt eller velovervejet. Vi må derfor også overveje de modsatrettede hensyn: Hvor inhumane vil vi være? Hvor besværligt vil vi gøre det for de ansatte? Skal de ansatte kun fungere som parodier på den utålelige sergent, der blot råber og udsteder ordrer og sanktioner? Og hvor svært vil vi gøre det for indsatte, hvoraf mange igen skal tilbage til samfundet og forhåbentlig kunne fungere som gode samfundsborgere?

Blogindlægget er oprindelig bragt på holderdetibyretten.dk

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak