Skrevet af Ulla Oppermann Blankholm. Foto: PR



05. februar 2020 - Artikel

Ingen retssikkerhed uden juridisk forskning


Vi har et åbenlyst retssikkerhedsproblem, hvis vi ikke har juridisk forskning. Forskningens udfordring inden for det juridiske felt er, at den hurtigt kan blive negligeret, hvis den sammenlignes med medicinsk eller biologisk forskning, selv om dens vigtighed er fuldt på højde med al anden forskning, fordi den handler om vores retssikkerhed, mener en ph.d. stipendiat.


Intuitivt ved vi, hvorfor det er vigtigt med biologisk eller medicinsk forskning, for måske ligger der et svar gemt dér, som kan redde millioner af menneskeliv. Men hvordan forsvarer man eksistensen af juridisk forskning? Hvad er dens eksistensberettigelse? Hvad er målet med den?

Da Daniel Skov blev ansat som videnskabelig assistent på Juridisk Institut på Syddansk Universitet – SDU – i sommeren 2018 kunne han ikke lade være med at stille de spørgsmål. Han var ikke ude på at nedlægge sin egen stilling første arbejdsdag, men han var nødt til at vide, om hans arbejde ville give mening. Om han kunne rykke noget. I dag er han ph.d. stipendiat på SDU, og spørgsmålene – og ikke mindst svarene – er stadig lige relevante.

”Det kræver lidt mere omtanke at forsvare og sælge den juridiske forskning, hvis den bliver stillet op mod eksempelvis medicinsk forskning, men min påstand er, at de felter er lige vigtige. Hvis vi ikke har nogen uafhængige juridiske eksperter, som blandt andet kigger på, om lovgivningen virker efter hensigten, så har vi et retssikkerhedsproblem. Det er dér, vores relevans kommer ind. Vi giver juraen et eftertjek: Er dommene for eksempel i overensstemmelse med lovgivningen og intentionen fra politisk side? Vi kan se samfundet ovenfra, og det er der ingen andre, som gør,” lyder det fra Daniel Skov, som påpeger, at forskningens udmeldinger vil være objektive, med mindre andet er angivet, hvorimod det sjældent vil være tilfældet med andre aktører i en given sag.

Ifølge Daniel Skov kan en forsker forholde sig anderledes end en dommer eller en advokat til et bestemt område, fordi forskerens raison d’être er et andet. Dommere og advokater vil som regel være dybt engageret i enkeltsager, også selv om tidligere sager kan danne præcedens, men de dybereliggende samfundsstrukturer er ikke dem, der ifølge Daniel Skov ligger dem på sinde:

”Vi bruger den juridiske forskning til at forstå samfundet og de dybereliggende strukturer. Man kan kigge på en sag som Blackstone og udlejning af lejligheder, som har været meget fremme for nyligt. Uden den juridiske forskning ville der komme partsindlæg fra henholdsvis Blackstone, politikere og lejere. Hvis der ikke er en universitetsforsker inden for det område, så har vi kun partsindlæg at forholde os til. I en voldsom medieverden, vil de subjektive partsindlæg hurtigt blive betragtet som objektive, fordi der ikke er andre, og derfor er det så vigtigt, at den juridiske forskning ikke bliver underprioriteret,” fortæller Daniel Skov, der selv har lejeret som sit speciale og derfor indgående kender til netop Blackstone-sagen.

Han har som universitetsforsker kunnet kigge på, hvordan lejeniveauet tidligere har været, hvorfor huslejeloftet præcis er der, hvor det er – på lige den her bygning? Hvilke kompromiser er der indgået historisk?

”Der er vi helt nede i detaljen og kan forholde os på en anden måde end en dommer eller en advokat. Giver lejeloven mening? Rammer politikerne hensigten med loven, eller er det totalt tilfældigt det, der sker? Er det overhovedet acceptabelt, at der er et loft over lejen? Bør politikerne lave lovgivning, så loftet bliver sat ned?,” lyder det fra Daniel Skov, som tilføjer, at den retsvidenskabelige forsker også vil kunne forholde sig til, hvad konsekvenserne af en lovændring på et givent område vil medføre – i hvert fald som minimum, hvad den retlige konsekvens bliver.

 

Her halter det lidt

Den juridiske forskning kan ifølge Daniel Skov deles op i tre områder: Det videnskabelige arbejde, uddannelse af studerende på universiteterne og formidlingen.
”Forskningsdelen er det, som vores individuelle karrierer som forskere står på, og som ligger os meget på sinde – det er der, vi har tid og ro til at gå ind og fordybe os. Det andet vigtige ben er undervisningen, og forestiller man sig, at man i videre udstrækning var nødt til at hente dygtige advokater ind til at forestå undervisningen, så ville man formentlig få nogle mere praktisk orienterede advokater, som ikke ville kunne give det her 360 graders overblik, som en universitetsjuridisk forsker burde kunne,” siger Daniel Skov og erkender, at det sidste ben, formidlingen, ofte er det ben, der kan være udfordret.

Ofte bliver forskningsresultaterne publiceret i bestemte tidsskrifter, som tit ikke kommer længere end til advokaternes og dommernes borde, hvilket selvfølgelig er relevant nok, men offentligheden bliver mange gange ikke indviet.

”På universitetet er der en meget fast stillingsstruktur, hvor publicering af artikler i bestemte tidsskrifter er et meget målbart kriterium for ens videre karriere. Derfor kommer vi hurtigt til kun at tale til andre jurister, men der har vi en forpligtelse – også moralsk – til at komme ud over rampen til offentligheden og fortælle om vigtigheden af det, vi laver. SDU har fokus på at udvikle forskernes evner udi forskningsformidlingen, så den relevante forskning får konkret betydning for samfundet. Det genspejler sig også i SDU’s strategi om at skabe værdi for og med samfundet,” siger Daniel Skov og tilføjer, at det samtidig er forskernes interaktion med det omkringliggende samfund, der gør, at den juridiske forskning ikke så nemt bliver negligeret, hvis den blev sat i direkte konkurrence med eksempelvis den medicinske forskning.”

Del

Ingen retssikkerhed uden juridisk forskning


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder