Kristian Hegaard samler mig op ved indgangen til Provianthuset på Christiansborg. Vi tager elevatoren op til hans kontor, og der på Christiansborgs gange er der flere, der hilser venligt på og stopper op for at vende diverse. De nye gange passer ham godt.

Kristian har meget at fortælle. Anekdoter og selvironiske bemærkninger viklet ind i enorm passion for det, han foretager sig. Som han selv siger, skriver han historie, for han har en knoglesygdom og er den første i kørestol på de lange gange på Christiansborg. De privilegier han har haft og de rettigheder, han har vidst, han havde, skal ud til dem, der ikke selv har modet til at forlange. Foruden talerstolen er juraen i dette tilfælde det bedste redskab. Redskaberne er indhentet på Det Juridiske Fakultet og bruges i positionen som retsordfører for Radikale Venstre.

“Jeg er ikke en handicappolitiker, jeg er bare en politiker, der har et handicap - tilfældigvis”, slår han fast.

Når jura og politik kombineres

Han har fundet den plads, som efter hans mening synes fri nu, der skal lade den liberale grundtanke forgrene sig ind i retssikkerheden. Dens mangel på tilstedeværelse kommer ifølge Kristian til udtryk, når der f.eks. tales begrænsninger af menneskers frie beklædning og masseovervågning.

“Den liberale fane er helt forladt, når det kommer til masseovervågning. Man fanger måske en ekstra forbryder, men begrænser millioner af danskere. Tag f.eks. Google, funktionen Siri på telefonen ol., hvor ansatte har transkriberet samleje i soveværelset og hyggelige samtaler over bordet. Jeg er meget optaget af retssikkerhed. Der tager jeg den socialliberale fane på mig”.

Den politiske fane og vejen til talerstolen - som i forbindelse med Kristians plads på Christiansborg nu er tilgængelig for kørestolsbrugere - har været målet i mange år.

“Jeg var aldrig i tvivl om jeg gerne ville i Folketinget. Nogen siger, det er gået stærkt, men jeg har haft den plan, siden jeg var 14 år. Hvis du drømmer om noget, og så får at vide, at om 14 år, så har du det, er der alligevel gået noget tid, ikke?”

For Kristian har det handlet om en retfærdighedsfølelse. Mennesker skal behandles lige og korrekt. Han har selv kendt sine rettigheder, så det har faldet ham naturligt at klage, når tingene ikke er gået hans vej, men det er ikke en selvfølge, og det er ikke en ret, alle benytter sig af eller har kendskab nok eller evnerne til.

“Jeg er vant til at klage. Jeg havde brug for at få indrettet mit badeværelse, så det fungerer med en kørestol, og derfor kunne jeg skrive den rette klage og derved få den hjælp. Jeg kan skrive 30 siders klage om, hvorfor tingene ikke skal være, som det er. Men det er der mange, der ikke er i stand til”, siger han og fortsætter: 

Jeg vil altid forsvare banditter og den slags, hvis deres grundlæggende rettigheder er truet. Rettigheder gør os, til det samfund vi er

“Jeg skal bruge min jura til at skabe rettigheder for dem - man skal have rettigheder uanset ressourcer og akademiske evner“, slår han fast.

“Jeg vil altid forsvare banditter og den slags, hvis deres grundlæggende rettigheder er truet. Rettigheder gør os, til det samfund vi er”.

Når folk har spurgt ham, hvad han ville beskæftige sig med, har svaret altid været klart:

“Jura. Punktum. Enter. Nyt afsnit”, siger han.

Når jura og god timing kombineres

Kristian Hegaard blev kun tre måneder før folketingsvalget færdiguddannet jurist fra Københavns Universitet.

“Man skulle jo næsten tro, det var planlagt”, siger han.

“Det passer jo perfekt sammen. Hvor andre skal sætte sig ind i begreber, kender jeg til det gennem mine skønne år på jurastudiet. Så jeg er gået relativt hurtigt igang med at mene og sige en masse blandt andet om forvaltningsret og GDPR, som er fag jeg tilfældigvis har taget på studiet”.

Det er blandt andet derfor, han synes, positionen som retsordfører er den helt rigtige til ham, for han kender lovgivningen og svarene kommer prompte, og når journalisterne ringer, vil de have hurtige svar.

“Du skal svare inden for 10 sekunder, ellers ringer de til den næste retsordfører på listen. Så man skal være hurtig på aftrækkeren”.

Det mærkede han allerde den første dag på Christiansborg, hvor der kørte en sag om døgninstitioner.

“I forhold til persondata gælder der et beskyttelseshensyn, så det skal virkelig være nødvendigt, når man masseovervåger børn. Der må gælde nogle helt særlige pædagogiske greb, inden man smider kameraer op i snotten, mens de spiser spaghetti med kødsovs”.

Allerede inden han kom på Christiansborg var han vant til at bruge sin juridiske viden i poltiske sammenhænge. Han var en del af socialudvalget i byrådet i Fredensborg Kommune og i forbindelse med en afstemning om justeringer ved nogle generelle ydelser i forhold til personlige hjælpere for handicappede mente andre i byrådet, han måtte være inhabil i den sag, og at hans holdning var farvet af hans handicap. Igen var timingen god.

“Jeg havde lige skrevet BA-projekt om inhabilitet i byrådsbeslutninger, så jeg kendte alle domme og al litteratur. Jeg kunne se med det samme, at de ingen gang på jorden havde, og det kan man ikke blive inhabil af”.

Her er det væsentligt, om der er tale om en specifik sag, hvilket kunne gøre ham inhabil, men i dette tilfælde var det en generel sag på hele handicapområdet.

“Jeg tror, forældre til børn med handicap eller voksne med handicap har stemt på mig pga. det, og vi fratager deres demokratiske stemme. Må skolelærer så ikke diskutere skolepoltik? Eller cyklister cykelfohold?” siger han og fortsætter.

“Alle i byrådet er plus 50 år, så der ville ikke være nogle tilbage, når der skulle diskuteres ældrepolitik. Så ville jeg være den eneste”, siger han og griner.

“Det udstillede sagen, og jeg fik meget stor opbakning og vandt også i tilsynet. Kun pga. min juridiske ballast, for jeg kunne de juridiske argumenter. Jeg var ikke gået så meget ind i den sag, hvis jeg havde læst statskundskab eller international politk”.

Når Christiansborg og en kørestol kombineres

Jeg spørger ham, hvad hans tanker er om at være den første kørestolsbruger i Folketinget.

“Det er jeg blevet spurgt om mange gange. Det synes jeg er spændende, men jeg havde ønsket, jeg ikke var den første, for så havde der været endnu mere ligestiling. Folketingets talerstol er nu lavet til, at jeg kan komme der op. Men hvad skal komme først hønen eller ægget? Det er så vigtigt et sende et signal om, at folketingssalen er åben for alle, og alle kan komme op på talerstolen”.

“Man skal lytte til det, jeg siger frem for at se på stolen. Jeg håber, det får den betydning. Jeg har været med til at skrive historie, men der skal skabes endnu mere historie for endnu flere. Alle kan blive en del af fælleskabet”.

Jeg spørger ham, om det ærger ham, at medierne fokuserer på, at han er den første i kørestol.

“På ingen måde. Det må gerne være en del af fortællingen med det afsæt at andre motiveres og tror på det selv. Jeg stiller mig gerne til rådighed for, at det kan inspirere endnu flere børn og unge til at tro på, de kan blive politibetjente, advokater, skoleledere osv.”.

Vi kommer ind på - med mediedækningen af Kristian taget i betragtning - om der er en risiko for, at det fjerner fokus fra hans politiske budskaber.

“Fra start vil det gøre, hvis man ikke taler om det - elefanten i rummet. Jeg er glad for alt i tilværelsen, derfor kan vi tale om det og nedbryde fordomme. Som politiker er jeg optaget af dialog, for fordomme og tanker om handicap og barierer bliver kun nedbrudt, når vi taler om det”.

Når en retsordfører og et ungt menneske kombineres

Kristian føler sig heldig i, hvad han betegner som perlen i Danmark, Humlebæk. Han fremhæver, det er byen, der huser Louisiana og en placering lige ned til vandet med flotte havne og grønne områder. Han nyder drinks på stamcafeerne og værdsætter de nære forhold i byen, hvor kunder og ansatte i den lokale Irma kender hinanden. Han holder af at skabe relationer og se dem vokse. I hans hjem kører fjernsynet konstant på Tv2 News, Champions League eller deadline og udenfor vinduerne vokser 40 chiliplanter i drivhuset, som er et af hans små projekter. Et andet projekt han kører lige nu, er Game of Thrones - han ser normalt ikke serier, men han har regnet ud, at hvis han ser en sæson om ugen, er han færdig inden folketingssalens åbning i oktober. Det lyder som et fritidsprojekt, men hans dedikation kommer også til udtryk her.

“Jeg skal jo bare se halvandet afsnit om dagen. Jeg manglede tre afsnit søndag aften. Så jeg måtte sige til mig selv, at det skulle jeg se. Det var min plan. Ellers kom jeg bagud. Så jeg kom først i seng ved 1-2 tiden”, fortæller han.

Når han ikke triller ned af gangene på Christiansborg, laver han det samme, som han forestiller sig alle andre jævnaldrene unge gør. Han fester på festivaller, drikker gin tonics og tager på klubber i Kødbyen. Han engagerer sig i alt, der har med sport at gøre særligt fordbold og Tour De France og ser sig selv som lidt af en feinschmecker indenfor god madlavning.

“Jeg kan bedre lide fine restauranter frem for at tage på skiferier, for jeg er ikke god til at stå på ski” siger han med et glimt i øjet.

Han nyder tapas og cava i torvehallerne, og hvad han betegner som byens bedste aperol spritz på Mother i Kødbyen. Der finder han igen ro i stamstederne, for han går meget op i at hygge sig minimum en gang om ugen. Helst med en øl eller drinks, helst med venner og gerne med en omgang Premiere League. Det er de små huller i hverdagen, der får hjulene til at køre rundt.