26/04/2022 - Legal tech

Legal tech platform vil gøre døden mere empatisk 


Følelser og lovgivning hænger sjældent sammen, men for jurist Saira Ali er kombinationen af de to vigtig, og det er netop det, hun vil med platformen Karva, som hun lancerede i starten af januar. 

Tekst: Cecilie Uhre


Billedet: Privatfoto af Saira Ali

 

At miste nogen, der står en nær, er noget af det sværeste.

Men udover, at man som efterladt er ramt af en kæmpe følelsesmæssig byrde, så står man også med en stor økonomisk udfordring, hvis den afdøde ikke har lavet et testamente eller har sørget for, at nogen tager sig af boet. 

Og det har de fleste ikke ifølge jurist Saira Ali.

Men det vil hun med legal tech platformen Karva, der blev lanceret i januar og netop har modtaget en større millioninvestering fra to såkaldte angel-investorer, gøre op med. 

Saira Ali peger nemlig på, at udover det ubehagelige, der ligger i at tage stilling til et testamente eller et dødsbo og dermed døden, så kan det også helt lavpraktisk være svært at overskue. Et problem hendes egen faggruppe bærer en del af ansvaret for.

“For advokatbranchen har været med til at besværliggøre det hele yderligere, desværre."

Som hun siger, inden hun uddyber.

"Jeg siger det, fordi mange på stående fod bliver lidt skræmt af at få lavet et testamente eller få gjort et dødsbo op af en advokat, eller ja nogen inden for branchen, fordi man føler lidt, at det sprog, der bliver brugt og den måde, man taler til hinanden på, det er en lidt reserveret tone. Man forstår ikke helt jurasproget, og så er man bange for, at man hverken vil kunne forstå eller forklare sig, “ siger hun, og det er efter hendes overbevisning en af to primære grunde til, at mange holder sig væk. 

Vi vil automatisk indhente alle de oplysninger, man alligevel bruger tid på at indhente fra de forskellige instanser

 

Det andet, hun peger på, er, at mange tror, at det skal være tidskrævende at få lavet et testamente. Hvilket også gør mange bange for, at det er helt ekstremt dyrt. 

“De komponenter gør, at man faktisk står der og både bliver rimelig skræmt og forvirret. Og så tænker man, at det er uoverskueligt, og derfor gider man ikke tage sig af det,” siger Saira Ali og tilføjer: 

“Så i en verden, hvor alt det her er så komplekst og kompliceret, der træder Karva ind.” 

 

Transparent vej til dødsbo

Karva er, ifølge Saira Ali, en legal tech platform, der skal gøre det nemmere og mere transparent at få lavet et testamente eller at gøre et dødsbo op.

Særligt på testamente-delen, fortæller hun, at de allerede er meget langt.  

“Her kan du på en meget nem og ligetil måde gå ind og indtaste dine oplysninger, dine familieoplysninger og selvfølgelig dine ønsker,”

Og så skiller Karva sig ud på to punkter, mener hun.

For det første er hele den grafiske del af Karva meget gennemtænkt.

 

KarvAA

Billedet: Screenshot af  testamentedelen på Karva

 

”Vi prøver at gøre det mere personligt ved at sætte figurer ind og bruge nogle pæne farver, men det er jo ikke bare det,” siger hun 

For samtidigt gør de også meget ud af at spørge ind til personlige ting. Forstået på den måde, at der i udfyldelsen af testamentet blandt andet spørges ind til kæledyr og personlige hilsner. 

“Vi taler til patos, hvis man kan sige det sådan. Til følelserne. Vi giver også mulighed for at den, der er i gang med at skrive testamente, kan efterlade en personlig hilsen.. Så vi har brugt rimelig meget tid på at gøre hele vores platform meget personlig,” fortæller hun. 

Hun peger også på, at mange andre hjemmesider, hvor man kan lave testamenter, ikke garanterer, at en jurist vil læse testamentet igennem efterfølgende, medmindre man betaler et ekstra gebyr for det. 

“Her vil vi, når du har været igennem hele forløbet, hvad der cirka tager 15 minutters tid, om du vil det eller ej, sende det til en jurist. Så læser en jurist hele testamentet igennem linje for linje og tager en snak med dig efterfølgende, hvis du ønsker det,” siger hun og uddyber, at samtalen vil være en snak om, hvad testamentet faktisk går ud på og en sikring af, at personen, der har udfyldt det, faktisk har fået det med, som personen ønsker. 

 

Et opgør med hele bobestyrerområdet

En del af den millioninvestering, som Saira Ali og Karva netop har modtaget, skal bruges på at udvikle den del af platformen, der har med bobehandling at gøre. Og netop på bobestyrerområdet mener Saira Ali, at Karva kommer til at gøre op med det nuværende.  

“Med vores platform for boopgørelser, vil vi samle alle oplysningerne omkring bo under et. Det vil sige, at vores systemer automatisk vil indhente alle oplysninger omkring den afdødes bo, det vil sige plusser og minusser, antal arvinger, som man efterlader sig, og det vil samle informationer omkring arvens størrelse, og hvornår det kan blive udbetalt og oplysningerne omkring vigtige datoer, som man skal være opmærksom på, således at vi tager os af hele hovedpinen - samtidigt med at de efterladte altid vil kunne logge ind på deres brugere på vores hjemmeside og kunne følge med i sagens forløb,” forklarer hun. 

På den måde vil Karva skabe gennemsigtighed i hele boopgørelsesprocessen. Og ifølge Saira Ali får man ikke det andre steder. Derudover kan det tage over et år at gøre et bo op, hvilket også betyder, at det bliver rigtigt dyrt. 

“Men med vores platform vil vi gøre det meget nemmere, det vil sige, vi vil automatisk indhente alle de oplysninger, man alligevel bruger tid på at indhente fra de forskellige instanser, samle det under et og så give et overblik, som både sparer tid og penge. Så meningen med det er, at vi selvfølgelig skal gøre det hurtigere og billigere,” forklarer hun og tilføjer:

“Det koster normalt gennemsnitligt 60-80.000 kroner at gøre et bo op i dag. Vores priser starter fra 5000 kroner, og gennemsnitligt ligger de på 20.000.”

Helt konkret skal investeringen blandt andet bruges på at udvikling af åbne API’er, som skal gøre det nemmere at indhente oplysninger på den specifikke person.

 

Mindre jurasprog

Saira Ali har i mange år som jurist beskæftiget sig med familie- og arveret. Før hun startede Karva op, havde hun Dine Arvinger. Og egentligt er det dér hele ideen til Karva kommer fra. 

For Saira Alis generelle opfattelse af testementesamtaler er, at der ikke bliver taget højde for den person, der sidder overfor og de følelser, personen har. Og det er forkert, mener hun. 

“Det er så vigtigt, at man viser empati, når man sidder der. Og det har jeg fået rimelig meget ros for og feedback på fra mine kunder gennem tiden. De har altid følt sig trygge, fordi de har følt sig lyttet til, og fordi man faktisk tager udgangspunkt i deres følelser og tanker. Og ikke bare i papirer og love,” siger hun og fortsætter: 

“Fordi det har manglet rigtigt meget, fordi man jo desværre i den juridiske branche ikke tager følelserne og opvejer dem på højde med love, og fordi jeg fik ros for at gøre netop det, så tænkte jeg, det her skal alle kunne føle.”

Og i mangel på at kunne duplikere sig selv, satte Saira sig ned med sine partnere og prøvede at finde på en anden måde, hvorpå empatien kunne flette sig ind i testamentesamtalerne og dødsboene. 

“Og jeg tænkte, vi har de her kolde og kyniske online-platforme, der laver testamenter, lad os gøre det mere personligt.” 

Vil du ikke forklare mig, hvordan empati og sådan en platform hører sammen, for umiddelbart tænker jeg, at man får mindre nærhed af, at det er online?

”Absolut. Et hvert testamente gennem vores platform, bliver læst igennem af jurister – linje for linje. Hele processen er gjort mere personlig, behagelig og nem. Der er mindre jurasprog og mere menneskesprog."

Og, fortsætter hun.

"Den anden ting er, at vi spørger ind til klienten mere personligt. Det kan være specifikke ønsker omkring kæledyr eller børn, som du vil efterlade nogle ekstra kærlige ord til. Via vores platform er der også mulighed for hele tiden at skrive direkte til os og ikke en chat-agency, der tager imod vores chatbeskeder, det er os, der sidder der. Fordi det er vigtigt, at man har et nærvær med den person, der er inde på vores hjemmeside, og så vil det være den samme person, hvis man har haft en dialog inde på vores hjemmeside, som læser dit testamente igennem og efterfølgende giver dig et opkald eller sender dig en mail, hvis du hellere vil det. Så vi er der empatisk på den måde, at du føler dig tryg og hørt,” siger Saira Ali og forklarer, at de har tænkt helt ned i små grafiske detaljer, der skal skabe tryghed og gøre døden mere empatisk." 

Saira Ali fortæller, at hun drømmer om, at platformen får så god succes, at den kan blive tilbudt til andre advokater og eventuelle bobestyrere. 

“Det skal være åbent for folk at gøre det. Så vi ikke sætter os tungt på det. Især med vores platform er det meningen, at vi vil tilbyde andre vores system,” 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak