Foto: Mathilde Skov Jensen

Skrevet af Mathilde Skov Jensen


Asmus møder mig i receptionen, som mest af alt minder om en dagligstue med et lysegråt væg-til-væg-tæppe, malerier i guldrammer og Quality Street-chokolade arrangeret på et fad lige ved indgangen. Forkontoret består af et stort rum med flere skrivebordspladser. Her træder man direkte ind, når man kommer ind ad hoveddøren. Følger man reolsystemerne til venstre, kommer man til en femtrinstrappe. For enden af de fem trin ligger et kontor til venstre, hvor døren er lukket. Asmus åbner døren, og familiens lille schapendoe Tempo, og dens storebror, den brune labrador Luffe, logrer med halerne og snuser nysgerrigt ud i gangen mod mødelokalet overfor. Her sidder Dea. Hun har taget sin tre måneder gamle kontorhvalp Eddie med. Det er første gang, Eddie er med på kontoret på Peter Bangs Vej, så det er en ny og ukendt lugt for Tempo og Luffe.

På hjørnet af Peter Bangs Vej og Dalgas Boulevard ligger det lille advokatkontor Advokatfirmaet Deleuran. Her arbejder Asmus Deleuran sammen med sine forældre Pia og Philip. Firmaet blev grundlagt af Philips far Egon, og Asmus er derfor tredje generation til at tage over. Hvis man hopper på cyklen, cirka 7 minutter, eller hvad der svarer til to kilometer herfra, er man på Jernbane Allé i Vanløse, hvor Advokatfirmaet Dalgas & Deleuran ligger. Her arbejder Dea. Dea og Asmus er fra en familie, hvor juravejen næsten er blevet en tradition.

 

Farfar Egon og dengang det hele startede

”Vores farfar Egon etablerede kontoret her. Han har tre sønner, hvoraf to er advokater. Jeg er så søn af den ene af de sønner, min far Philip, som overtog efter min farfar og stadig er indehaver af kontoret. Så er der min mor Pia, som også arbejder her på kontoret, og så har jeg en bror, som er advokat og partner hos Plesner”, siger Asmus og vender sig mod Dea. Dea fortsætter:

”Jeg er datter af den ældste af Egons sønner, som hedder Flemming. Vi har arbejdet sammen på det kontor, som jeg nu har overtaget efter ham. Jeg overtog i 2011, og så gik han på pension, da han havde afsluttet sine sager i 2012. Men jeg har arbejdet på kontoret i mange år. Jeg startede som rengøringspige i 1988, så jeg har været over 30 år i firmaet.”

Malerierne på væggene viser sig at være malet af Asmus’ og Deas farmors faster Ellen Wilkens. Der er et billede i forkontoret af hendes far, Claudius Wilkens. ”Som er vores tipoldefar”, forklarer Dea. Asmus nikker. ”Ja. Min yngste søn hedder Claudius efter ham. Claudius Wilkens var den første professor i sociologi i Danmark og bliver af nogle kaldt sociologiens fader. Det er der da lidt power i”, siger han.

Billede til art 3

 

Hvorfor læser du egentlig ikke jura?

For Asmus og Dea har det ikke altid været klart, at jura var vejen, de ville gå. Faktisk tværtimod. De ønskede begge at finde ud af, om der var andet, som interesserede dem for ikke at vælge den vej, som virkede oplagt og nærmest givet til dem på forhånd.

Jeg valgte så at læse jura, men jeg skulle i hvert fald ikke være advokat

”Jeg gik i 3.g og havde faktisk udelukket jura på det tidspunkt, fordi der var så mange advokater i familien, så jeg havde tænkte, at dem var der nok af. Men en dag spurgte min mor mig: Hvorfor læser du egentlig ikke jura? Og da det eneste svar, jeg rent faktisk havde på det, var, at der var så mange advokater i familien, virkede det bare ikke som en god nok begrundelse. I det mindste burde jeg da lige tænke mig lidt mere om. For ét er at vælge noget, fordi nogle, man kender, er det, men at fravælge det, fordi andre er det, det er jo tosset. Jeg valgte så at læse jura, men jeg skulle i hvert fald ikke være advokat”, siger hun og kigger mod Asmus. De to advokater griner begge.

Da Asmus var færdig på gymnasiet, aftjente han sin værnepligt og var sergent i livgarden, hvor han tjente som Operationsbefalingsmand i Livgardens Internationale Center. Men da han stod foran næste skridt, som for ham var at søge ind på officersskolen, blev han klar over, at det ikke var rette hylde for ham – det var jura derimod.

 

”Jeg prøvede at tænke i andre baner, for man vil godt føle, at man selv har valgt, at man ikke bare gør det, fordi ens forældre har gjort det og deres forældre har gjort det. Det er ens liv, og det har man kun én gang, så skal man jo ikke vælge noget, bare fordi det virker oplagt. Der skal være overvejelser bag”, fortæller han.

Overvejelserne kom, om end ikke som det første. Men både Asmus og Dea er i dag meget tilfredse med deres beslutning om at give juraen en chance, og ingen af dem kunne se sig selv lave andet.

”Jura har jo en eller anden magt, fordi man er med til at løse noget i samfundet. Så det er en slags konfliktløsningsmekanisme. Du har et regelsæt, du skal bevæge sig indenfor, og så er det jo en fordel, hvis man kan finde ud af at bevæge sig inden for det regelsæt på den mest optimale måde. Det er fascinerende og spændende. Og så er der et kreativt element, næsten helt kunstnerisk ved dele af den juridiske verden. At procedere er for eksempel ikke et tørt stykke arbejde. Hvis man ser på en god procedør, der står i retten, så er det lidt ligesom at være en del af et teater, hvor alle skal udfylde deres rolle, fremføre deres budskaber og kunne improvisere. Den del er også ret fascinerende”, siger Asmus og retter sig i stolen. Dea supplerer: 

”Jeg kan mærke min retfærdighedssans i mit arbejde, og at man kan bruge den til det er jo enormt tilfredsstillende. Og så tror jeg, at vi begge går meget op i konflikthåndteringen. Det skal ikke bare være et redskab, man bruger for at slå folk i hovedet, man skal afsøge alle muligheder for konfliktløsning.”

Dea kigger mod Asmus. Han nikker. På familiekontoret på Frederiksberg er det primært Asmus’ mor, Pia, som sidder med konfliktløsning. Hun har nemlig gennem mange år arbejdet med mediation. På både det ene og det andet Deleuran-kontor er det dog primært private personer, der er klienter, og derfor også hovedsageligt private personers sager, Deleuranerne har i hænderne. ”Det skal man huske på – og det er derfor også vigtigt, at man afsøger flere forskellige muligheder og perspektiver”, pointerer Dea.

 

Frit valg og få forventninger

Med familiære traditioner kan følge et pres. For Asmus og Dea har det dog aldrig været forventet af dem, at de skulle træde i deres forældres fodspor.

”Min far blev direkte overrasket, da jeg fortalte ham, at jeg ville læse jura. Det var ikke noget, der blev forventet. Min søster er for eksempel forfatter. Jeg har aldrig følt, at det lå i kortene på den måde som et udtalt pres. Der var ikke nogen, der havde kørt os ind i et særligt setup”, fortæller Dea og tjekker til Eddie under bordet. Asmus tager over:

”Det var det samme hos os. Mine forældre sagde altid, at vi skulle blive det, vi havde lyst til og det, der kunne gøre os glade. Så der har aldrig været noget som helst pres, heller ikke i forhold til karakterer i skolen. Der har været frie tøjler. Og det er måske også den måde, at det bliver mest naturligt, at det har udviklet sig sådan her, for hvis de havde sagt fra starten af: Du skal sådan og sådan, så havde jeg måske strittet lidt mere imod og ikke følt, at jeg havde det frie valg. Man vil gerne kunne vælge selv – eller i hvert fald tro, man har valgt selv”, siger han.

Min far blev direkte overrasket, da jeg fortalte ham, at jeg ville læse jura

Dea griner og tilføjer:

”Så var jeg nok gået i trods på det tidspunkt i de unge år, og så havde jeg helt sikkert ikke valgt jura, hvis jeg havde følt, der var et forventningspres”.

Deas hvide bomuldshund ligger uroligt for fødderne af hende. Det banker på døren. Philip stikker hovedet ind og siger hej til sin niece. Philip tager afsted fra kontoret nu og tager Luffe og Tempo med.

 

 

Jura til maden

Når familien Deleuran samles til familiefødselsdage og andre sammenkomster, kan det ikke undgås, at jura får en plads i samtalen. Det er begrænset, hvor langt ned i paragrafferne snakken kommer, men perspektiver og gode råd bliver delt som var det råd om børnepasning og motionsvaner. 

”Det er ikke sådan, at vi sidder og snakker om detaljer i lejeloven ved familiemiddage, men jeg tror næsten, det er svært for os at tænke, som en ikke-jurist ville tænke. Det skal vi lige træne lidt. Vi har jo også fået det med i vores barndom, så man er virkelig indspist i den tankegang. Og man føler sig enormt hjemme på en måde, som jeg ikke gør, når jeg er i selskab med ikke-jurister, fordi man har en grundlæggende forståelse for det, de andre laver og arbejder med, selvom vi har forskellige fagområder”, fortæller Dea.

Det er især til sparring, at familiens advokater bruger hinanden. Så vender de lige en sag for at få et nyt perspektiv på, mens pølserne steger færdigt på grillen, og børn og børnebørn løber rundt og leger i baggrunden. Asmus brugte også Dea, da han efter mere end seks år hos Kromann Reumert vendte tilbage til sine forældre og kontoret på Frederiksberg.

”Udover juraen bruger vi også hinanden til driftsmæssige ting. Da jeg trådte ind her på kontoret for knapt tre år siden, var noget af det første, jeg gjorde at besøge Deas kontor i Vanløse. Her fik jeg input om blandt andet forsikringer, fordi dem, vi havde, var alt for dyre”, fortæller han.

Dea indskyder:

”Og så sender vi klienter til hinanden. Hvis jeg ved, at jeg får for travlt til at tage en sag eller skal på ferie, så anbefaler jeg Asmus, hvis jeg ved, det er noget, han sidder med.”

 

Fjerde generation

Asmus og Dea har begge børn. Dea har to døtre på 16 og 17, og Asmus har to sønner på 1,5 og 4 år. Tiden vil vise, om børnene kommer til at udgøre fjerde generation af Deleuran-advokater. Men én ting er sikkert – Dea og Asmus har som deres forældre ingen forventninger til, hvad de vælger:

”Jeg ville ikke være bekymret, hvis de valgte jura. Jeg kunne rigtig godt lide studiet og har været glad for mit arbejde som advokat”, siger Dea.

”Jeg er enig. Og så åbner jura jo for mange forskellige veje”, siger Asmus, mens Dea læner sig tilbage i stolen og fortsætter:

”Ja, det ville jo ikke betyde, at deres karriere var låst fast i noget som helst. Så det ville ikke bekymre mig, så længe de vælger det, fordi de selv vil og ikke, fordi jeg er advokat, og deres morfar er advokat.”

Billede til art 2

Hvis børnene ikke vil, står familiekontorerne til en uvis fremtid. Skal de i så fald overtages af en uden Deleuran som efternavn eller blive solgt? Det spørgsmål og den skæbne ligger længere ude i fremtiden og optager ikke fætter og kusine.

Nogle gange skal man blive bragt i en situation, før man finder ud af, at noget betyder meget for en

”Det er jo en mulighed, at der måske ikke er nogen til at tage over, når man stopper. Så sælger man porteføljen af klienter og sager videre til nogle andre. Men for mit vedkommende kan jeg sige det sådan, at jeg startede ud med at gøre karriere hos Kromann Reumert, og der forestillede jeg mig, at det var der, jeg skulle fortsætte min karriere. Men da mine forældre begyndte at overveje, hvad der skulle ske i et længere perspektiv med kontoret her, kunne jeg mærke, at det ville være mærkeligt, hvis kontoret ikke var der, for nu havde det været en del af mit liv, lige siden jeg blev født. Nogle gange skal man blive bragt i en situation, før man finder ud af, at noget betyder meget for en.” Asmus kigger ud ad vinduet på vejen, som snart er tømt for myldretidens bilister og cyklister. ”Men nu føler jeg mig stadig ung, så jeg skal lige have min epoke overstået, før jeg begynder at bekymre mig om den næste”, siger han med et smil. Asmus har boet i bygningen, hvor kontoret ligger, siden han var fire år. Så beboerne i opgangen har set ham vokse op, og han har set dem blive gamle.

”Jeg har jo været på kontoret i 30 år, og jeg har helt klart planer om at være der 30 år mere”, siger Dea og fortæller, at hun heller ikke bekymrer sig om, hvem der skal tage over for hende – hvis der overhovedet er nogen, der skal det. ”For så bliver det jo et pres på en måde, og det skal det ikke være”, fastslår hun.

 

En advokatfamilie fra Frederiksberg

Eddie kan ikke sidde stille mere og skal ud og luftes. Den sprinter rundt, og da Asmus lukker døren til kontoret op, er den lille hvide pelsklump hurtigt ude efterfulgt af Dea med hundesnoren dinglende i hånden. Eddie når dog ikke hoveddøren, før ulykken er sket. Det grå gulvtæppe har fået en mørkegrå, våd plet lige ved reolen med Quality Street-fadet. Dea undskylder, men Asmus griner bare, finder papir og tørrer pletten væk.

”Det er ikke første gang”, siger han fra sin hugposition på gulvet og kigger op mod Dea. ”Vi har overvejet flere gange at skifte gulvtæppet ud, men så bliver man også så sart, og der skal jo være plads til hundene”, siger han. Han stryger Eddie på hovedet. Vi vinker farvel til Claudius Wilkens på endevæggen i forkontoret og går ud på Dalgas Boulevard.

Asmus strækker armen ud og peger mod nord og Lindevang Metro. ”Wilkensvej, som ligger lidt længere nede, er faktisk opkaldt efter Claudius Wilkens. ”Claudius Edward Theodor Wilkens hed han. Det, synes jeg, er et ret sejt navn”, siger Asmus. ”Det vidste jeg ikke engang, han hed”, siger Dea. Vi går over vejen.

Man skal kunne komme ind fra gaden og føle sig velkommen med det samme

Mellem træerne på boulevarden står Asmus og Dea og kigger mod den bygning, de lige er gået ud af. På siden af bygningen står et skilt. ”Kan vi byde på en kop kaffe?”, står der. ”Det var min fars idé med skiltet”, fortæller Asmus. Både Asmus og Dea kigger mod det bordeauxrøde skilt med billedet af en kop sort kaffe. ”Og der er faktisk mange, der kommenterer det. Det skaber en lidt mere uformel stemning – og det er det, vi også gerne vil skabe inden for på kontoret.” Han fortsætter. ”Man skal kunne komme ind fra gaden og føle sig velkommen med det samme”.

Eddie gør lavt og skarpt, som kun en lille hund kan. Klokken er ved at være 18. Dea skal hjem og spise aftensmad med sine to piger og Asmus skal ind på kontoret for at arbejde videre, inden han kan gå ovenpå og spise med sin kone og de to sønner. ”Hvornår ses vi igen?”, spørger Dea. ”Lad os lige tales ved, måske efter ferien?”. Asmus og Dea giver hinanden et kram, før de går hver sin vej – Dea mod sin bil længere nede ad boulevarden og Asmus tilbage mod kontoret på hjørnet.

Del

”Man vil gerne kunne vælge selv – eller i hvert fald tro, man har valgt selv”


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak