15. september 2022 - Retssikkerhed

Næsten halvdelen af arresthusene i Danmark er overfyldte 


De nyeste tal fra Kriminalforsorgen viser, at de danske arresthuse er fyldt til randen og over flere steder. I alt har 45% af husene en belægning på mere end 100%, derudover har mere end en fjerdedel af husene nået deres fulde kapacitet.

Tekst: Cecilie Uhre


Domstolene er pressede. Sagerne hober sig op. Og man kan vente lang tid på en afgørelse.

Det betyder også, at hvis man er sigtet i en alvorlig straffesag, kan man få lov til at vente meget lang tid som varetægtsfængslet i et af landets 40 arresthuse.

Og det er der åbenbart mange, der gør. I hvert fald så mange, at kapaciteten på landsplan er tæt på at nå sit maks.

Tal, som K-NEWS har fået tilsendt fra Kriminalforsorgen, 12. september 2022 viser, at belægningen i 45% af husene er på over 100%. I 27,5% af husene er den på 100%.

Det vil altså sige at 72,5% af arresterne i Danmark er fyldt til bristepunktet eller overfyldte.

Et af stederne er Københavns fængsel, hvor der sidder 633 varetægtsfængslede, men hvor kapaciteten kun er til 620.

Udover at næsten tre fjerdedele af arresterne i Danmark er fyldte, så er der kun et sted i Danmark, hvor kapacitetsudnyttelsen ikke er 90% eller over. Det er i Bornholm Arrest, hvor kun 7 ud af 18 pladser er fyldte.

 

Uskyldige mennesker i forældede arrester

At pladserne i de danske arresthuse næsten er brugte, ser dog ikke ud til at være det eneste problem.

Ifølge forsvarsadvokat Niels Lyhne, er forholdene i arresterne forældede.

“I dagens Danmark anbringer vi uskyldige mennesker i forældede arresthuse. Det lyder provokerende, men set ud fra en juridisk og straffeprocessuel synsvinkel er det sandt,” skriver han i et debatindlæg i Politiken

Han påpeger i debatindlægget, at det næsten er bedre at komme i fængsel end sidde i en arrest. Idet statsfængslerne er nyere og har bedre faciliteter end arresterne, og at de øvrige fængsler er blevet moderniseret gennem årene.

“Det er urimeligt i et retssamfund, at varetægtsfængslede, der ikke er dømt, skal være indespærret under forhold langt ringere end de forhold, dømte afsonere har. Det skal også sammenholdes med, at mange varetægtsfængslede sidder i lang tid, halve og hele år, hvilket ikke oprindelig var meningen med varetægtsfængsling,” skriver han.

Arresterne er typisk over 100 år gamle, og bygningerne er ifølge Niels Lyhne, der har besøgte mange af dem, slidte og uhensigtsmæssige på alle måder.

“Cellerne er på 6-8 kvadratmeter, intet toilet og bad, højtsiddende vinduer med tremmer og ringe møblering. Varetægtsfængslede må stort set ingen personlige effekter have i cellerne, heller ikke egen Bibel eller Koran,” skriver han i Politiken og tilføjer:

“Sidste vinter besøgte jeg i Aarhus en arrestant, der fortalte, at han i cellen havde anbragt pap i vindueslysningen for at undgå træk. Aarhus Arresthus er fra 1906.”

 Kapacitet
Tabel: tabellen viser Kriminalforsorgens tal i forhold til kapacitet og belægning i de danske arresthuse.

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak