Billedet: Pressefoto af Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i Justitia
Måske tager du det som en selvfølge at logge ind på din e-Boks og læse det seneste nye fra det offentlige. Eller du kan se det smarte i selv at booke møder med jobcenteret frem for at blive indkaldt på et potentielt ubelejligt tidspunkt. Det er fedt, man selv kan styre det.
Men der er også en skyggeside ved de seneste, godt og vel, 20 års digitale udvikling af den offentlige sektor. Bag solstrålerne – de økonomiske besparelser, friheden for os borgere i at logge på når man vil, og hvor man vil – står en fjerdedel af befolkningen, der er digitalt udsatte, viser en ny rapport fra den juridiske tænketank Justitia. Og der står de med en retssikkerhed, der bliver udfordret, og nogle uden de samfundsgoder, som vi alle har krav på.
”Det er selvfølgelig et alvorligt problem, og det kommer kun til at blive større og større,” siger Birgitte Arent Eiriksson, der er vicedirektør i Justitia og afsender på rapporten, ”det er også derfor, at vi råber vagt i gevær, og det er nu, vi skal handle.”
Dem, i den digitale gråzone
De cirka 25 procent digitalt udsatte borgere kan man dele op i to kategorier. Der er dem, omkring 10-15 procent, der befinder sig i en digital gråzone – det vil sige, at de tilsyneladende kan klare sig digitalt, men har brug for hjælp, eksempelvis fordi de har svært ved at læse og skrive dansk. De får ofte hjælp af pårørende eller andre i deres netværk, og det kan være problematisk, siger Birgitte Arent Eiriksson:
”Det kan være, at dem, som hjælper denne gruppe af borgere, ikke altid har de rette kompetencer eller kan være til stede til at hjælpe. Det skaber en vilkårlig retssikkerhed for borgerne. Samtidig får pårørende og andre hjælpere også adgang til følsomme oplysninger som helbred eller strafbare forhold. Det synes jeg ikke er værdigt,” siger Birgitte Arent Eiriksson og sammenligner det med retten til tolkebistand hos lægen:
”Er det i orden, at folk, der kommer til Danmark og ikke snakker dansk, skal sidde nede ved lægen og have deres pårørende til at oversætte meget følsomme oplysninger? Det er det jo ikke, og det er fuldstændig det samme, som sker på det digitale område.”
Man skal være digital for at være ikke-digital
Den anden kategori af digitalt udsatte borgere er dem, som er fritaget for Digital Post. Det er oftest ældre mennesker, folk med et handicap og ikke-vestlige indvandrere. De kommer formentlig aldrig til at blive digitale i en verden, der kun bliver mere og mere digital, fortæller Birgitte Arent Eiriksson.
I rapporten fremgår det, at 7,5 procent tilhører denne gruppe. Det anslås, at der også er et mørketal på 2,5 procent af befolkningen, som slet ikke er i stand til at ansøge om fritagelse – paradoksalt nok, skal det nemlig gøres digitalt.
”Jeg synes, vores fritagelsesordning er helt håbløs. Man kan ikke nøjes med at søge om fritagelse én gang, man skal søge om fritagelse fra hvert enkelt digitalt selvbetjeningssystem. Der har man skruet det sammen på en måde, som slet ikke tager hensyn til, hvad det er for nogle mennesker, vi taler om, og hvilke kompetencer de har. Det kræver faktisk at være digital for at være ikke-digital, og det er et stort problem,” siger Birgitte Arent Eiriksson.
Straffet på pengepungen
Som digitalt udfordret kan konsekvenserne være betydelige. I rapporten fokuseres der på det digitale selvbetjeningssystem Selvbook, som benyttes af jobcentrene. Her skal borgere selv booke samtaler med deres sagsbehandler, og målgruppen inkluderer eksempelvis dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, men også mennesker i ressourceforløb og revalideringsforløb.
Selvbook fungerer således, at jobcentret fastsætter en frist for bookning af en jobsamtale, som skal være på mindst otte dage. Hvis ikke borgeren får gjort det inden for tidsfristen, bliver ens ydelser trukket, indtil kontakten igen bliver genoprettet til jobcenteret, eller man får booket en ny samtale. Som dagpengemodtager bliver man sågar afmeldt som jobsøgende.
”Det er ret usædvanligt, at man på den måde kan straffe borgerne på pengepungen ved ikke overholde sine digitale forpligtelser,” siger Birgitte Arent Eiriksson, ”og det er ikke en undskyldende omstændighed at være ikke-digital. Der skal være sket et eller andet ekstraordinært, som akut sygdom, for ikke at blive trukket i ens ydelse.”
Typisk, når borgere ikke bruger andre digitale selvbetjeningssystemer, bliver det opdaget ved, at de henvender sig på en anden måde til myndigheden, hvilket myndigheden har pligt til at svare på. Ved Selvbook bliver det først konstateret, når skaden er sket, så at sige.
”Nogle mennesker ved ikke, at de har en forpligtelse i Selvbook, fordi de ikke er digitale. Og så er det er ved deres passivitet, de finder ud af, de skulle have gjort noget, og så straffes de økonomisk,” siger hun fortsætter:
”For mange mennesker på overførselsindkomst har det jo store konsekvenser. Det kan være, huslejen ikke kan betales, eller ens barn må melde sig ud af sportsklubben.”
Service frem for pligt
I rapporten præsenterer tænketanken en række anbefalinger – flere af dem samfundsændrende, hvis de bliver ført ud i livet. Eksempelvis skal digitale selvbetjeningssystemer være et servicetilbud frem for en pligt. Det vil sige, at alle borgere som udgangspunkt skal være i kontakt med det offentlige analogt. Og så kan man vælge at gå ned ad den digitale vej, hvis man har lyst til det.
”På den måde vil man ikke kunne blive straffet for at være ikke-digital, og det vil også kunne betyde, at de ikke-digitale vil få den personlige hjælp, som de har behov for. Nogle har virkelig behov for, at der sidder et andet menneske bag skrivebordet, når de er i kontakt med det offentlige,” siger Birgitte Arent Eiriksson.
Modstanden mod forslaget kunne være, at der så ikke vil være nok, der ville benytte sig af de digitale muligheder, og man derved ikke vil opnå de økonomiske og tidsmæssige besparelser, som digitaliseringen har ført med sig. Men det er Birgitte Arent Eiriksson ikke bekymret for:
”Det tror jeg ikke, man behøver at være nervøs for. Allerede nu har antallet af dem, som er digitale kompetente, overskredet alle forventninger, så man skal nok høste gevinsterne stadigvæk. Jeg tror ikke, det bliver en omkostning for samfundet. Tværtimod bliver det en omkostning for samfundet, hvis vi kommer til at tabe så mange mennesker på gulvet,” siger hun og pointerer, hvis forslaget ikke udmunder sig i virkeligheden, er det nødvendigt, at det bliver lettere at søge om et digitalt fripas, og flere borgere skal kunne have mulighed for det.
Et nyt ministerium
Samtidig ser Birgitte Arent Eiriksson også problemer ved den politiske proces, i forhold til hvordan rammerne for den digitale og teknologiske udvikling bliver besluttet.
For det første er det problematisk, at det er et enkelt fagministerium, nemlig Finansministeriet, hvor opgaverne med digitaliseringsstrategierne er forankret. Der skal oprettes et digitaliseringsministerium, som kan indsamle en bredere viden, mener hun.
”Problemet er, at de enkelte ministerier ofte har enkelte interesser. Finansministeriet har selvfølgelig fokus på økonomi, Justitsministeriet har fokus på lov og regler. Men digitalisering skal ikke være et økonomisk projekt, men et projekt, hvor vi sørger for, at vi arbejder på tværs af alle fagområder og interesser, så vi kan få alle borgere med i fremtidens samfund,” siger Birgitte Arent Eiriksson.
Dataetiske konsekvenser skal frem i lyset
Det andet problem er lovgivningsprocessen, når Folketinget skal vedtage nye tiltag, der drejer sig om eksempelvis obligatorisk selvbetjening. I lovforslagene mangler der en beskrivelse af de konsekvenser, der kan være i anvendelsen af teknologi, og det giver ikke et godt nok vidensgrundlag for folketingsmedlemmerne, inden de skal stemme ja eller nej, mener Birgitte Arent Eiriksson.
Hun fortæller, at der i lovforslaget om anvendelsen af Selvbook, slet ikke nævnes borgernes retssikkerhed eller andre dataetiske konsekvenser.
”Det skal være obligatorisk at redegøre for, hvad gevinsterne er, men også udfordringerne af dataetisk karakter – og det dækker over retssikkerhed, grundlæggende rettigheder og alt muligt andet. Lige som man i dag redegøre for miljømæssige og økonomiske konsekvenser,” afslutter hun.