Skrevet af Rasmus Hylleberg


Af Rasmus Hylleberg, chefredaktør hos K-News

Den 1. første september blev K-News født. Et online nyhedsmedie, der tager fat på de udfordringer og muligheder, som advokatbranchen står overfor, og som søger at give perspektiv på en branche i forandring. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at dette oplæg ikke umiddelbart klingede særlig positivt hos de partnere, som jeg præsenterede ideen for.

Virkeligheden har dog vist sig anderledes. Branchen har taget imod K-News med åbne arme, og de tilbagemeldinger, vi får, er meget positive. Og her er der særligt ét tema, der går igen – nemlig muligheden for at have en platform for vidensdeling og en undersøgende tilgang til tingene, der ikke målrettet søger at forholde advokaterne til enkeltsager eller tvinge dem til at tage stilling til retspolitiske emner.

 

Meget mere end støvede jakkesæt

For det er nok lidt virkeligheden for landets advokater – majoriteten af danske journalister fra de brede medier antaster primært advokater i forbindelse med opsigtsvækkende straffesager eller når der fra regeringens side er fokus på retspolitiske varme kartofler. For mange advokater er det nok virkeligheden, at de figurerer langt nede på journalisternes kildelister. Det er en skam. For advokater og jurister er nogle af dem, der er tættest på alle de spændende perspektiver, der præger vores samfund - fra de svageste i samfundet til toppen af dansk erhvervsliv.

For mange advokater er det nok virkeligheden, at de figurerer langt nede på journalisternes kildelister. Det er en skam. For advokater og jurister er nogle af dem, der er tættest på alle de spændende perspektiver, der præger vores samfund - fra de svageste i samfundet til toppen af dansk erhvervsliv.

Mens advokater desværre stadig af mange betragtes som dyre jakkesæt, der i deres store glastårne sidder og tæller høje timesatser fra de klienter, der tør besøge domicilerne, så har K-News de sidste knap fire måneder vist en anden virkelighed – nemlig at advokater er progressive rådgivere, der rummer ufattelig mange perspektiver, på det samfund vi lever i, og som gerne griber muligheden for at udtale sig og dele ud af deres viden.

Med podcasten ’Magtens Tredeling’ har vi sat fagligheden i branchen i spil på nye måder – i 45 minutter giver vi hver uge mikrofonen til to af landets dygtigste eksperter og spændende profiler der med hver sit faglige udgangspunkt tager diskussionen om alt fra mulighederne ved blockchain til de juridiske udfordringer ved Brexit og et blik ned i den værktøjskasse, som fremtidens advokater skal have under armen for at lykkes.

Gennem vores videounivers har vi besøgt nogle af landets største advokathuse og fortalt de skæve historier fra branchens aktører.

Og via vores portrætter har vi givet mulighed for at komme med ind bag jakkesættet og komme tæt på de profiler, der hver dag er med til at opretholde den retsstat, som vi kender den.

 

I fremtiden er det perspektivet, der driver værket

Lad mig være helt ærlig – journalistik for mig handler om at fortælle historier. Det handler om at lytte, fortælle og blive klogere. For mig handler det ikke om at vælte statsledere eller trække stolen væk under bureaukraterne.

Netop derfor ser jeg det som en falliterklæring, at journalister opdrages til, at den gode nyhed lægger i spændingsfeltet mellem aktualitet, væsentlighed, identifikation, konflikt og sensation. Det kræver ikke en større empirisk analyse for at klarlægge, hvilke kriterier der i langt størstedelen af tilfældene præger mediedækningen. Og det i en tid, hvor flere vælger medierne fra, simpelthen fordi det kan være temmelig nedslående udelukkende at læse om verdens problemer.

Så hvad skal der til? Hos K-News har vi givet en del af svaret. Vi har produceret 66 artikler, videoer og podcastblogs på K-News siden 1. september 2017. Vi har haft 26.000 unikke visninger fordelt på disse artikler, og det vel at mærke til en målgruppe, der tæller ca. 6000 advokater. Det er både jeg og mine to medarbejdere ufattelig stolte af.

(...) det viser os, at det giver mening at give perspektiv og konstruktive nyheder, som advokatbranchens aktører kan bruge til noget

For det viser os, at det giver mening at give perspektiv og konstruktive nyheder, som advokatbranchens aktører kan bruge til noget. 2017 har været ufattelig spændende, særligt fordi det har været muligt at skabe faglige relationer til nogle af landets dygtigste advokater, forskere, partnere og alle dem midt i mellem. I 2018 vil vi skabe endnu mere indhold – fortsat med fokus kvalitetsjournalistik om advokatbranchen til advokatbranchen.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak