13. januar 2021 - Retssikkerhed

Problemer i Kriminalforsorgen kan risikere at knække straffesagskæden


Kriminalforsorgen er presset, og situationen er så alvorlig, at det påvirker både opgaveløsning og arbejdsmiljø. Det kan betyde udfordringer og problemer, der rækker ud over fængslernes mure og påvirker hele straffesagskæden. For som bekendt, så er ingen kæde stærkere end dets svageste led.

Tekst: Viktoria Egebak Winge


Som vi træder  ind i 2021 er den nye finanslov på vej. Det betyder flere penge til domstolene. Men det er ikke det eneste område i Justitsministeriets resort, hvor der sættes ind. Med regeringens udspil til en ny finanslovsaftale afsættes der ca. 95 mio. kroner til kriminalforsorgen, der netop nu befinder sig i en yderst kritisk situation.

Mange indsatte til for få celler og for få fængselsbetjente lægger nemlig et pres på driften i hele organisationen.

Kriminalforsorgens – stadig nye – direktør Ina Eliasen anerkender problemet og dets alvor. Hun har sat den første bølge af akuttiltag i verden. Det er blandt andet pilotprojekt om kørsel med afsonere, tidligere låsning af vagtplaner og andre midlertidige løsninger, hvor fængselsbetjente under uddannelse tager vagter fremfor skoletimer. Samtidig peger justitsministeren, Nick Hækkerup, på den nye flerårsaftale som den endelige løsning. Strategien er lagt. Men er det nok? For udfordringsbilledet for fængslerne er alvorligt, anseeligt og akut.

Linda Kjær Minke er krimonolog og professor MSO på det Juridisk Institut på Syddansk Universitet. Derudover er hun medlem af diverse ekspertgrupper nationalt og internationalt, der beskæftiger sig med virkninger af straf og kriminalpræventive strategier. Og så er hun bekymret for situationen i de danske fængsler.

”Jeg har kunne følge den udvikling der har været de sidste 10 år, hvor det er blevet værre og værre. Der var engang, hvor Danmark var kendt for at have verdens bedste fængselssystem, og det har vi bare ikke mere."

Hun peger især på to helt store udfordringer, som vores ”tidligere bedste fængselssystem” står overfor i dag:

”Der er for mange indsatte i forhold til, hvor mange celler der er, og når det bliver kombineret med at der er for få hænder, så kommer det til at komme til at påvirke de indsattes hverdag på en negativ måde. Indsatte i for eksempel lukkede fængsler kan være låst inde i deres celler i 12 timer i døgnet, fordi der ikke er bemanding til at varetage de behov eller håndtere de sikkerhedsmæssige udfordringer, der er, når indsatte er ude af deres celle. Det gør, at indsatte bliver enormt frustrerede. Og det er med til at der bliver skabt et endnu dårligere socialt klima og dermed et dårligt arbejdsmiljø for fængselsbetjentene.”

Kriminalforsorgens kerneopgaver er sørge for, at kriminelle fuldbyrder deres straf og at begrænse indsattes tilbagefald i kriminalitet efter, at de bliver løsladt. Hvis man spørger Linda Kjær Minke, så kan man i den fortælling ikke reducere fængselsbetjentene til nøglebærere og kontrolpersoner.

”Når der ikke er hænder til at følge den indsatte fra A til B, så kan man være bekymret over, om det også kommer til at påvirke tilbagefald til kriminalitet i en negativ retning på den måde, at de resocialiserende aktiviteter ikke på samme måde kan understøttes af fængselsbetjentene. For den indsatte skal støttes og motiveres til at deltage i resocialiserende aktiviteter. Det kræver, at der er en relation til den ansatte, og det kræver, at der er tid til samtale mellem ind- og ansatte. Og når der ikke er personale nok, så er der ikke tid til at tage den meget vigtige samtale med den indsatte.”

Ifølge et notat fra Fængselsforbundet faldt antallet af fængselsbetjente fra ca. 2.300 i 2017 til ca. 2.100 i 2019. Men hvor er fængselsbetjentene blevet af? Som en del af en artikelserie fremlagde Berlingske i sommers en intern undersøgelse fra kriminalforsorgen, hvor 103 tidligere fængselsbetjente fortalte, hvorfor de forlod jobbet. Og undersøgelsen tegnede et klart billede: Fængselsbetjentene forsvinder ikke bare. De flygter. Undersøgelsen blev et portræt af et barskt erhverv, hvor betjente ikke fravalgte jobbet på grund af nedskæringer eller dårlig løn men i højere grad som resultat af udmattelse, udbrændthed og et dårligt arbejdsmiljø.

 

Når det sidste led knækker

En presset Kriminalforsorg skaber ikke alene problemer indenfor fængselsmurene for personale og indsatte.

Kriminalforsorgens kerneopgaver er udfordrede. Når fængslerne er pressede, så kan man risikere, at det skaber problemer for hele straffesystemet.

”Det er et problem for hele straffesagskæden, hvis det på sigt medfører et højere tilbagefald til kriminalitet. Det vil betyde at politi, anklagemyndighed, dommerstanden og så videre får travlt. Hele retssystemet får mere at lave, når det er sådan at den sidste meget vigtige del af straffesagskæden ikke er i nogen god tilstand.”, forklarer Linda Kjær Minke.

Det kan være et problem for hele retssikkerheden i straffeprocessen. Med akutte problemer kender man endnu ikke omfanget af skaderne på strafferetssystemet. Men med akutte problemer skal løsningerne også ske nu.

Derfor mener Linda Kjær Minke, at løsningen først og fremmest er at finde i alternativerne:

”Det er godt at have fået tilført ressourcer, men spørgsmålet er så, om vi skal forsøge at bruge de her ressourcer alternativt. Den her problemstilling kalder på alternative løsninger uanset om det gælder personaleudfordringen eller udfordringen med at der er mangel på celler.”, fortæller Linda Kjær Minke.

”Det er en del af Kriminalforsorgens strategiplan for 2021 at face dét, at der mangler celler. Man kunne jo gøre det at udvide fodlænkeordningen. Forskningen peger på, at der er rigtig gode resultater, når man sammenligner med personer, der har ubetingede frihedsstraffe og har fuldbyrdet deres straf i et fængsel, så er risikoen for tilbagefald til kriminalitet mindre for dem, der har fuldbyrdet deres straf på deres bopæl med fodlænke under intensiv overvågning.”

Det ser hun som den bedste løsning op i mod i stedet at bygge flere fængsler:

”En anden løsning kunne være at bygge flere fængsler, men det ser jeg som en særdeles uhensigtsmæssig og meget dyr løsning. Det er både en økonomisk dårlig model, men også ud fra hvad forskning viser om tilbagefald til kriminalitet, så vil jeg set fra mit bord mene, at det er langt bedre at forhindre, at folk kommer bag lås og slå.”

Hun mener, at man kan bruge alternativer i langt større udstrækning, end det er tilfældet nu. Linda Kjær Minke tænker også alternativt, hvad angår bemanding:

”Jeg ved, at i ét lukket fængsel har man tænkt kreativt og er begyndt at inddrage andre personalegrupper, der er eksperter i at aktivere indsatte. Der er blandt andet blevet ansat ergoterapeuter. I Vestre Fængsel for nogen år tilbage begyndte man at ansætte pædagoger der, hvor de unge sidder varetægtsfængslet. Så det er noget med at udvide medarbejderstaben i Kriminalforsorgens institutioner til personalegrupper, der så at sige er 'specialister'. Fængselsbetjentene kan ikke nå det hele.”, konstaterer Linda Kjær Minke og fortsætter:

”Det er også rigtig godt både for fængselsbetjente og indsatte, fordi det også kan modvirke, at der danner sig et subkulturelt fællesskab, hvor fængselsbetjente kan udvikle en uhensigtsmæssig omgangsform, når støvet ikke får lov til at vende.”

Og støvet skal vendes. For med en pressedækning og historier, der ikke hjælper på fængslernes situation, så mener Linda Kjær Minke, at det er svært at vende situationen alene med flere penge.

For hvor finder man flere fængselsbetjente, når de ikke fravælger erhvervet alene på grund af lønnen? Og hvor hurtigt kommer de, når fængselsbetjentuddannelsen tager 3 år? Udfordringsbilledet er riset op. Løsningerne på tegnebrættet. Men mens vi venter, slides straffesagskæden sidste led.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Tilmeld nyhedsmail