I Danmark er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Sådan er det i det fleste retsstater over hele kloden. Princippet skal sikre, at alle er lige for loven, og at man ikke oplever uretfærdig og utilsigtet behandling fra diverse myndigheder.

Men måske skal vi til at diskutere, om dette princip skal gælde alle dele af vores retssystem. Det mener Steffen Hebsgaard Muff, der er advokat hos Njord Law Firm med speciale i robotter og droneteknologi. Han mener, at den nuværende lovgivning, eller mangel på samme, vil skabe store udfordringer i forhold til at placere ansvaret, når robotter/droner eller lignende autonome enheder forårsager skade på enten ting eller mennesker.

I en artikel til denoffentlige.dk påpeger Muff, at der er stor usikkerhed forbundet ved det faktum, at der med nuværende retspraksis kan være flere ansvarlige.

"Lige nu er der alt for mange uklarheder, og selvom den gældende jura kan håndtere problemet, er det på en særdeles ineffektiv måde. Selve det, at der kan være flere ansvarlige, udgør et problem. Der går år med dyr og principielt unødvendig retssagsførelse", siger han til netavisen.

Det er brugerne, der skal pålægges det fulde ansvar

I Danmark er alle producenter af varer underlagt produktansvarsloven, der kort fortalt siger, at "loven gælder for det ansvar, der påhviler en producent og en mellemhandler for skade forårsaget af en defekt ved et produkt, der er produceret eller leveret af denne (produktskade)."

Og netop denne bestemmelse er en udfordring, ifølge Steffen Hebsgaard Muff. For mens loven er relativt simpel at applikere på traditionelle industrirobotter, der udelukkende er skabt til at udføre én specifik og skarpt defineret opgave, så er reguleringen mindre hensigtsmæssig ift. f.eks. droner, hvor der er brugeren, der bestemmer, hvordan maskinen skal agere.

"Med disse nyere maskiner, der er det anvendelsen mere end selve produktionen, der definerer skadespotentialet. Det er ofte umuligt for en producent at regne ud, hvad robotterne bruges til. De co-bots, som f.eks. Universal Robots laver, der kan du lære maskinerne selv at udføre mange forskellige opgaver imodsætning til traditionelle industrirobotter,. Det er nemmere at styre en forsikringsordning, hvis det er på ejer-/brugerniveau", siger Steffen Hebsgaard Muff til K-News og tilføjer:

"Som skadelidt vil det også være rart, hvis du kun skal gå efter én part i stedet for op til 4 – 5, som tilfældet er på nuværende tidspunkt."

Han sammenligner scenariet med det greb, der indføres ved kontraktuelle forhandlinger, hvor der tit indskrives en såkaldt knock-for-knock-klausul.

"Med en sådan klausul fraskriver du dig muligheden for at gøre ansvarskrav gældende. Så det man gør er at droppe ansvarsforsikringen og nøjes med kaskoen, hvilket giver en overordnet besparelse, som parterne kan dele " siger Steffen Hebsgaard Muff og fortsætter:

"Tilsvarende vil en simplificering af ansvarssystemet alt andet lige kunne medføre en overordnet besparelse for samfundet. Den stigende anvendelse af knock-for-knock-klausuler og tilsvarende bestemmelser i erhvervsforhold er udtryk for, at markedet har fundet en mere effektiv måde, at fordele risici og ansvar på. Det bør man lytte til."

Store økonomiske omkostninger forbundet ved gældende praksis

Steffen Hebsgaard Muff peger på, at man bør kigge på et af de mest fasttømrede principper i vores retssystem - nemlig det faktum, at vi er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Dermed ikke sagt at menneskets handlinger over en bred kam skal fritages fra dette princip, men når det handler om ting og erstatning, så er det relevant, mener han.

"Det er ret simpelt - robotten har gjort skade, og så har du som ejer ansvaret uanset, om du har handlet forkert. Punktum. Det er en retsprincip, der kan ses i danske lov fra 1683 , hvor du også var ansvarlig for, hvis dit husdyr gør skade. Vi skal gentænke erstatningsretten, for det nuværende system handler om skyld eller ikke skyld, og det kan vi ikke applikere over på autonome enheder og systemer. I dag er det ofte autonome enheder, og systemer der volder skade på mennesker", siger Muff.

Han henviser desuden til de massive økonomiske og retssikkerhedsmæssige udfordringer, som er forbundet med komplicerede erstatningssager, som tit kan tage meget lang tid og dermed koster mange penge. Et eksempel er Bubbledeck-sagen, der tog ni år, før den blev afgjort ved voldgift tilbage i 2014.

"De sager, der tager længst tid, det er de teknisk komplicerede sager med syn og skøn. Det er en kæmpe økonomisk byrde for hele samfundet og retsvæsenet. Med stigende teknisk kompleksitet i samfundet, bliver der flere og flere af disse sager, og de bliver mere og mere komplekse. Og så er det retsikkerhedsmæssigt udfordrende, at du har en masse afgørelser, der ofte reelt træffes af én skønsmand. I juridisk komplicerede sager kan du have op til 11 højesteretsdommere, men ofte har du kun én teknisk specialist."

"At vi skal væk fra et retssystem, der er baseret på ”skyld” kan godt virke stødende på nogen, for det er vel rimeligt, at den, der har begået fejlen skal betale men de overser, at vi faktisk allerede er videre. Der vil næsten uden undtagelse være forsikringsdækning for begåede fejl, hvorfor spørgsmålet bliver, hvilket forsikringsselskab, der skal betale. Reelt skal det bare gøres simplere at afklare dette spørgsmål", siger han.