Af Rasmus Lehmann Hylleberg



06. januar 2020 -

Stort flertal af danskerne vil have øget regulering af techgiganterne


I en ny undersøgelse fra Amnesty International siger syv ud af ti danskere, at de ønsker øget regulering af techgiganternes brug og indsamling af data. Undersøgelsen kommer to måneder efter en Amnesty-rapport, der dumper techfirmaernes forretningsmodel og beskylder dem for at være på kant med "ethvert element af retten til privatliv."


72% af danskerne vil have regeringen til at stramme grebet om techfirmaernes behandling og opsamling af data om deres brugere. Det viser en ny undersøgelse fra YouGov, som er lavet for Amnesty International.

Undersøgelsen, der er udført sideløbende i ni andre lande, viser en udbredt bekymring blandt danskerne over techfirmaernes profilering af deres bruger og salg af disse profileringer til brug i markedsføringsøjemed. Særligt de unge mellem 18-29 år (51%) erklærer sig bekymrede over den mængde af data, som Google og Facebook ligger inde med. 

Undersøgelsen viser desuden, at brugerne på tværs af landegrænser har ændret adfærd på grund af den stigende bekymring. 

Ifølge en nyhed på Amnestys egen hjemmeside har næsten halvdelen af borgerne i de ni lande ændret adfærd på grund af skandalerne om techfirmaernes håndtering af private data, og flere har f.eks. været tilbageholdende med at dele personlige informationer såsom deres alder, køn, race eller seksuelle orientering online.

”Undersøgelsen viser, at tech-firmaernes onlineovervågning påvirker i hvilken grad folk får adgang til den digitale verden, og det er foruroligende,” siger Elise Margrethe Bangert, politisk og juridisk rådgiver i Amnesty International Danmark til hjemmesiden.

 

Rapport anklager techgiganterne for brud på menneskerettigheder

Undersøgelsen kommer i kølvandet på en større rapport fra Amnesty International, Surveillance Giants, der i november 2019 dikterede en harsk kritik mod Googles og Facebooks forretningsmodeller for at være et direkte brud på helt basale menneskerettigheder. 

Rapporten argumentere bl.a. for, at brugere af internettet i dag er tvunget ud i et 'Faustisk valg' med direkte reference til Goethes litterære klassiker 'Faust', hvor den lærde Faust sælger sin sjæl til Djævlen. Argumentet i rapporten lyder, at internetbrugere i dag kun kan nyde godt af menneskerettighederne online, hvis man samtidig 'sælger sin online-sjæl' og acceptere techgiganternes systemiske ejerskab af og kontinuerlige overgreb på selvsamme menneskerettigheder. 

Del

Stort flertal af danskerne vil have øget regulering af techgiganterne


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak