10/11/2022 - Karnovs Nytænkerpris

Juristic kåret som årets nytænkning  


Det digitale whitebord Juristic, der visualiserer den juridiske proces, sagens parter, timeline og dokumenter i et sagsforløb, vinder årets nytænkerpris fra Karnov.

”At gøre det mere visuelt og danne dokumenter på den måde, kan gøre det mere gennemsigtigt for klienten, og det kan gøre det mere gennemsigtigt når rådgiveren sidder med begrænset tid," lyder det fra juryen.

Tekst og fotos: Dan Poulsen


Billedet: Christian Hjortshøj er torsdag aften på Nimb i Tivoli i København kåret som vinder af Karnovs Nytænkerpris 2022. Her ses titelvinderen med sine to mednominerede. Udover titlen og æren følger et maleri fra kunstneren Christian Gundtofts hånd

Flere billeder fra prisoverrækkelsen til sidst i artiklen

 

Torsdag aften er årets vinder indenfor nytænkning i juraens verden kåret.

Efter indstillinger fra mange grene af den hjemlige juridiske verdens aktører var tre nominerede udvalgt til at kæmpe om den endelige pris.

Vinderen, der render med – først og fremmest – æren og titlen som vinder af Karnovs Nytænker, er Christian Hjortshøj og hans produkt Juristic, der er et online white board, som leverer visualisering af juridiske relationer, tidslinjer og konstellationer.

 

Juryens ord om nytænkning

Christian Hjortshøj er valgt af en fagligt ’tung’ jury bestående af tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam, DI Digitals brancheredaktør Rikke Hougaard Zeberg, Stine Mangor Tornmark, CEO og grundlægger af Openli, managing director Andreas Malby fra Boston Consulting Group, Advokatsamfundets generalsekretær Andrew Hjuler Crichton, vicedirektør Birgitte Arent Eiriksson fra Justitia, og professor ved Det Juridiske Fakultet på KU Rasmus Feldthusen.

Karnovs Nytænkerpris uddeles i 2022 i samarbejde med den juridiske tænketank Justitia, og kriterierne, der skal imødekommes, når en person indstilles, lyder:

"Prisen skal gå til en person, virksomhed eller organisation, der med nytænkning har formået at – og så er der tre kriterier at vælge mellem:

-styrke retssikkerheden for en specifik og/eller bred gruppe af borgere eller virksomheder.

-tydeliggøre, gennem nye kanaler, retstilstanden for den enkelte i samfundet

-effektivisere vejen til en bedre juridisk indsigt og/eller praksis."

Årets vinder må siges at placere sig særligt i den sidste, såfremt forventninger hos ham selv såvel som hos priskomiteen viser sig at holde stik. Og at forventningerne er der, kan høres på priskomiteens overvejelser:

”I priskomitéen anskuer vi nytænkning fra forskellige vinkler – vi ser på alle perspektiver, herunder teknologien, retssikkerheden og formidlingen.  Det er ikke altid lige let, men det er altid interessante debatter, vi får, inden vi bliver enige.”

Sådan lød de overordnede ord på priskomiteens vegne. Og lige inden Christian Hjortshøj blev udråbt som den 2022-nytænkende, der skulle hædres, sagde Andrew Hjuler Crichton.
 
”Årets vinder har vi valgt, ikke fordi teknologien i sig selv er nyskabende, men fordi produktet forstår at tage udgangspunkt i effektivisering af processer og problematikker, som er reelle i den juridiske verden. Dette er et eksempel på, hvordan man ved hjælp af teknologi kan tage noget kompliceret, gøre det simpelt og skabe et hurtigt og brugervenligt visuelt overblik – det er nytænkende.”

Artiklen fortsætter efter billedet, der viser et eksempel på den visualisering, Juristic leverer.

Nytænker2022-Juristic2

"Noget af det første jeg lærte på studiet"

Om sin sit produkt og sin idé siger Christian Hjortshøj:

”Det visuelle er jo noget, vi arbejder med. Det er noget af det første, jeg lærte på studiet: "Tegn nu parterne op, tegn nu op, hvad der er sket, hvem har overført hvad til hvem"", siger Christian Hjortshøj i den video, hvor hans nominering præsenteres på LinkedIn.

"Og hvis vi kan få en computer til at forstå det visuelle, hvis juristen forstår det visuelle, rådgiveren forstår det visuelle, jamen så har vi ligesom den her – nu vil jeg  ikke kalde det en treenighed, men tæt på – hvor vi kan få sat smæk på virkelig at anvende teknologi til at hjælpe klienten og hjælpe rådgiveren med at arbejde på en bedre måde”.

Og – forsætter han med sin opridsning af, hvordan det maskinhjulpne visuelle overblik kan effektivere tidsforbrug og fokus:

”At gøre det mere visuelt og danne dokumenter på den måde, kan gøre det mere gennemsigtigt for klienten, og det kan gøre det mere gennemsigtigt, når rådgiveren sidder med begrænset tid til at arbejde med det, så man kan gå i dybden med argumenterne i stedet for at bruge tid på overblikket og forståelsen.”

Den udlægning og produktet, som det er endt med at se ud, har vundet priskomiteens hovedineresse. Som det blev sagt ved prisoverrækkelsen:

”Ved første øjekast kan vinderens løsning – for os, som har arbejdet med jura i mange år – virke kompliceret, men i virkeligheden er løsningen baseret på logik og juridisk tænkning. Modtageren af Nytænkerprisen 2022 får den, fordi vi her ser en løsning baseret på en tankegang, der vil kunne anvendes og videreudvikles i bred udstrækning i vores branche.”

Christian Hjortshøj, stifteren og idemanden bag Juristik, og nu bærer af titlen som årets nytænker i 2022 er naturligvis glad for, at han vandt. Og det var, med hans ord, et stærk felt, han var oppe mod.

Den ene Line Berg Madsen, partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, var nomineret for deres ESG Dashboard, der kan hjælpe med at tracke hvordan virksomheder leverer på  environmental, social and corporate governance.

Mens den anden var Mette Højbjerg, som blev nomineret for Disputs, en online privat tvistløsnings-platform.

 

Billeder fra aftenen herunder:

De tre nominerede interviewes om deres erfaringer med at udvikle nye produkter til den juridiske branche. Interviewer med ryggen til Rasmus Lehman Hylleberg.

Nytænkerpris 2022-15

 

De tre nominerede lytter til Andrew Hjuler Crichton, der fortæller om juryens overvejelser sekunderne inden, Christian Hjortshøj kåres som juryens valg.

Nytænkerpris 2022-20

Nytænker_juryens_overvejelser

 

Øjeblikket efter at generalsekretæren for Advokatsamfundet har sagt vinderens navn højt.

Nytænkerpris 2022-22

 

Christian Hjortshøj får maleriet overrakt af aftenens ordstyrer Rasmus Lehman Hylleberg.

Nytænker_maleri_overrækkes_IMG_9769

 

Christian Hjortshøj og en af de andre nominerede Mette Højbjerg.

Nytænker-vinder_med_maleri

Nytænker_vinder-Christian-og-Andrew

 

Aftenens tre hovedpersoner.

Nytænker_de_tre_hovedpersoner

 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak