Tekst: Cecilie Uhre



13. august 2020 - Brugerdata

Tredjeparter kan høste dine brugerdata, når du er på offentlige hjemmesider


To specialestuderende fra Copenhagen Business School har i deres kandidatafhandling undersøgt, hvordan offentlige hjemmesider deler brugerdata med tredjeparter uden samtykke. Det kan være problematisk, fordi brugerdataen kan blive brugt imod brugerne selv, skriver de to studerende i deres afhandling.


Når du åbner din browser for at tjekke Hjemmeværnet eller måske Billund Kommunes hjemmeside, deler du sandsynligvis ud af dine brugerdata.

For begge hjemmesider, såvel som en stor del af andre offentlige hjemmesider, bruger tredjepartstjenester til at indfri ønsket om god funktionalitet, flot design, afspilning af videoer og andre digitale løsninger, der ligger uden for statens egne kompetencer, skriver Teis Lebeck i en artikel på Medium.com, der kort opridser resultaterne af Teis Lebeck og hans specialemakkers kandidatafhandling fra CBS. I afhandlingen har de undersøgt, hvordan offentlige hjemmesider deler brugerdata med tredjeparter uden samtykke.

Der er som sådan ikke noget unormalt i, at staten bruger private aktører, når der er behov for hjælp til opgaver, den ikke selv evner. Og netop inden for digitaliseringen har det offentlige høje ambitioner, og derfor har der været brug for hjælp fra private tech-virksomheder, skriver specialeparret i afhandlingen.

Men datadeling med tredjeparter er ikke risikofrit. Der er flere ulemper, og derfor bør de offentlige institutioner overveje, hvem de deler brugerdataen med.

En ulempe er blandt andet, at nogle tredjeparter høster brugerdata på flere forskellige hjemmesider og derfor kan indsamle mange forskellige oplysninger om den enkelte bruger.

Det betyder, ifølge Teis Lebeck, at de kan lave en ret præcis profilering bag brugeren. Denne profilering er problematisk, hvis det eksempelvis er en svag bruger, der profileres. Det kunne være en bruger, der har besøgt flere hjemmesider med informationer om kræft, for her tegner sig et billede af en person, der muligvis er syg.

Disse oplysninger kan tredjeparten sælge til et forsikringsselskab, der så kan reducere risokoen for at sælge forsikring til personer med alvorlige sygdomme, skriver han.

Teis Lebeck understreger dog, at det ikke kun er offentlige myndigheder, der datadeler til tredjeparter, men også private.

I artiklen på Medium.com opridser Teis Lebeck yderligt tre af de vigtigste resultater fra deres undersøgelse. Dem kan du læse her.

 

Del

Tredjeparter kan høste dine brugerdata, når du er på offentlige hjemmesider


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder