07/01/2020 - Artikel

USA vil gå forrest i kapløbet om udviklingen af AI - Værktøjet er lempelig regulering


I en række nye principper for regulering af AI vil den amerikanske CTO Michael Kratsios satse på lempelig eller ingen regulering i forhold til udviklingen af kunstig intelligens. NGO kalder udmeldingen uambitiøs og stiller spørgsmålstegn ved effekten.


Danmark fik det i foråret. EU fulgte trop i august. Og nu får USA det også. Onsdag præsenterer Det Hvide Hus en række nationale principper, der skal få USA i førertrøjen, når det kommer til udviklingen af kunstig intelligens.

I dansk og europæisk sammenhæng har begge principudlæg baseret sig på, hvordan man sikrer en progressiv udvikling og innovation inden for kunstig intelligens gennem etiske principper.

I marts 2019 præsenterede Finansministeriet og Erhvervsministeriet i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen 24 initiativer i en national strategi, og i august præsenterede EU-kommissionen syv guidelines, som skulle være målestok for etisk udvikling af kunstig intelligens. Ordlyden både i dansk og europæisk sammenhæng handler om sikkerhed, transparens, tværfagligt samarbejde og diversitet, men de nye amerikanske retningslinjer har en noget andet ordlyd. 

Således præsenterer den amerikanske regerings CTO Michael Krastios onsdag, ifølge wired.com, de nye principper for den amerikanske kongres. Og allerede før principperne har set dagens lys møder de stor kritik af amerikanske observatører, der kalder ordlyden vag og ikke-effektfuld.

 

Vil vise vejen globalt

Principperne søger et lempeligt eller ikke-regulatorisk miljø, der ifølge wired.com har fokus på at sikre udviklingen i tråd med amerikanske principper og . Til wired.com siger Michael Kratsios, at det er helt afgørende at lade principperne være lempelige, for det er ifølge ham den eneste måde, hvorpå man kan konkurrere med Rusland og Kina, der begge investerer massivt i kunstig intelligens.

Mens man i bl.a. dansk sammenhæng har lagt op til, at udviklingen af kunstig intelligens skal ske med mennesket i centrum gennem evidensbaseret forskning, så er den amerikanske ordlyd mere vag og lægger i stedet op til. at evt. regulering skal reflektere videnskabelig evidens og feedback fra den amerikanske befolkning. Derudover er det hensigten, at myndighederne skal blande sig så lidt som muligt i forhold til det regulatoriske miljø, og retningslinjerne skal udelukkende tjene som brede retningslinjer.

Med principperne håber Michael Kratsios at flere lande vil følge trop, og han opfordrer G7-landene til at vedtage lignende formuleringer i deres egne nationale retningslinjer for at sikre, at udviklingen sker i naturlig forlængelse af vores værdier, siger han.

 

Principperne stikker i modsatte retning

De nye amerikanske principper kommer på et tidspunkt, hvor flere lande har fokus på at regulere udviklingen af kunstig intelligens for at sikre, at udviklingen ikke løber løbsk og bruges til slette formål.

Derfor er det også beklageligt, at den amerikanske regering udlægger så vage formuleringer i deres principper. Det mener Martijn Rasser fra den uafhængige organisation Center for a New American Security, der ser med alvor på udmeldingen fra Det Hvide Hus.

"Meget af dette er åbent for fortolkning for hvert enkelt agentur, ”siger Martijn Rasser, der også er hovedforfatter på en ny rapport, der der kræver større nationale investeringe i udviklingen af AI.

”Alt, hvad et agentur producerer, kunne blive nedskrevet i betragtning af vagheden,” siger Rasser. "Det ville være let for enhver at lobbye imod det, der er foreslået."

Han mener, at USA kan have mindre indflydelse, hvis de insisterer på at gå alene sammenlignet med andre nationer. 

”Det er potentielt foruroligende, og der er en ulempe for os ved at gå ned ad en anden vej til andre nationer."

Med de nye principper bliver det samtidig forbudt for amerikanske virksomheder at sælge software, der kan automatisere analyser af geografiske billeder, uden for landets grænser, undtagen til Canada.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak