Tekst: Amalie Guldborg Olesen



22. juni 2020 -

Endnu en amerikansk stat svækker kvinders ret til abort


Som den seneste i en række af republikanske stater har Tennessee i fredags vedtaget en ny, meget restriktiv lov, der forbyder abort efter seks ugers graviditet. Det gør de i et forsøg på at omgøre en højesteretsafgørelse fra 1973, der sikrede kvinders ret til abort.


Samtidig med at mange tusinder var på gaden for at fejre et historisk fremskridt, tog den republikanske delstat Tennessee et skridt tilbage.

Tusindvis af amerikanere var i fredags på gaden for at markere dagen for ophævelsen af slaveriet, hvilket garanterede sorte en række forfatningssikrede rettigheder. Det skete den 19. juni 1865. Den 19. juni 2020 vedtog Tennessee en af de hidtil mest strikse abortlovgivninger og indsnævrede derved kvinders ret til abort.

Lovgivningen er en såkaldt ”heartbeat”-lov, hvilket betyder, at lige så snart en hjertebanken kan registreres hos fostret, er det ikke længere tilladt at få abort. Hjertebanken kan typisk registreres allerede seks uger henne i graviditeten, hvilket er et tidspunkt, hvor de færreste kvinder har opdaget, at de overhovedet er gravide.

”Heartbeat”-loven i Tennessee er ikke den eneste af sin slags, men derimod blot den sidst tilkomne af en række mere og mere restriktive abortlovgivninger, som republikanske stater har vedtaget i løbet af det seneste år. Årsagen er, at de prøver at få omstødt en højesteretsafgørelse fra 1973, Roe vs. Wade, der indtil nu er blevet kaldt en milepæl inden for lovgivningen, der garanterede og sikrede kvinders forfatningsbeskyttede ret til abort, skriver Thomson Reuters.

Alabama forsøgte sig sidste år med en endnu mere restriktiv lovgivning, der ville give læger, der foretog aborter, livstid i fængsel. Den blev dog stoppet af domstolen.

I Ohio prøvede man ligeledes i november sidste år at gennemføre en abortlovgivning, hvor man i et 700-siders langt dokument argumenterede for at sidestille abort med mord, hvilket ville kunne give læger livstid – eller sågar dødsstraf – for at foretage aborter.

I alt har i hvert fald otte republikanske stater lavet mere og mere restriktive abortlovgivninger, og der er blevet optalt mere end 58 abortrestriktioner, skriver CNN.

Indtil nu er samtlige “heartbeat”-love, der forbyder abort efter seks uger, blevet slået ned af domstolene, der kalder dem forfatningsstridige.

 

Tennessee har allerede anden version klar

I Tennessee vil den nye lovgivning betyde, at læger eller andre, der foretager aborter, hvor kvinden er mere end seks uger henne, risikerer fængsel i op til 15 år og en bøde på 10.000 dollars, skriver CNN.

Loven skal underskrives af guvernøren for at træde i kraft, og selvom den republikanske guvernør Bill Lee endnu ikke har kommenteret loven over for medierne, har han på Twitter skrevet, at det er ”den stærkeste pro-life-lovgivning i statens historie”, og virker generelt positivt stemt over for den.

Allerede i fredags gik The American Civil Liberties Union, Center for Reproductive Rights og Planned Parenthood sammen om et søgsmål, der udfordrer den nye lov.

”Tennessees vedtagelse af denne farlige, direkte forfatningsstridige lov er uacceptabel. Politikere burde ikke bestemme, hvad der er bedst for kvinder, og slet ikke tage sundhedsmæssige beslutninger om forplantning for dem,” siger Hedy Weinberg, der er direktør i ACLU-Tennessee, i en pressemeddelelse. Det skriver Thomson Reuters. 

I Tennessee er man da også klar over, at der er en mulighed for, at lovgivningen ikke bliver godkendt, og derfor indeholder loven en tilføjelse, hvor man i stedet vil forbyde abort efter otte uger, hvis den første version bliver afvist.

Del

Endnu en amerikansk stat svækker kvinders ret til abort


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder