De 37 børn og unge, som forskere fra VIVE (Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) interviewede til rapporten Børn og unges møde med Ungdomskriminalitetsnævn og Ungekriminalforsorg, havde generelt ikke meget positivt at sige om møderne i Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN). Mange var i tvivl om, hvad mødet egentlig gik ud på.
”Jeg synes, det virker mere som en retssag, vil jeg sige. En mini-retssag. Jeg vil i hvert fald ikke kalde det et møde,” sagde et barn til forskerne ifølge rapporten fra 2025.
Flere børn hæftede sig ved, at de skulle gå igennem en metaldetektor, og at mødet foregik i en retsbygning. De blev forvirrede og utrygge over at skulle sidde foran mange ukendte ansigter, der skulle tage stilling til deres liv og den kriminalitet, de var mistænkt eller dømt for.
Flere børn kaldte afgørelsen om deres forbedringsforløb for en UKN-dom. Nogle talte om, at de skulle afsone – ”jeg fik jo to år”, som et barn sagde.
Britt Østergaard Larsen fra VIVE er seniorforsker, cand.scient.soc. og ph.d. i kriminologi og har i mange år beskæftiget sig med Ungdomskriminalitetsnævnet. Hun peger på flere grunde til, at børnene opfatter møderne som retssager og afgørelserne som straf i stedet for støtte.
”Mødelokalet ligger i retsbygningen, og de venter i rettens venteværelse. De får brev om, at de kan blive hentet af politiet, hvis de ikke møder op, og de fysiske rammer opleves derfor som retslignende med en dommer for bordenden og i en tredjedel af sagerne også en advokat. En del børn fortalte, at de var meget nervøse, fordi en anbringelse var på tale, enten på åben eller sikret institution. Der er noget voldsomt og meget indgribende på spil. Det bekymrer dem meget,” siger Britt Østergaard Larsen.
Hun forklarer, at børnene også kan blive nervøse for mere indgribende foranstaltninger, hvis de genindbringes for nævnet. Det kan ske, hvis de har overtrådt vilkårene i forbedringsforløbet – f.eks. ved at udeblive fra skole eller tilsynsmøder.
Nævnet findes i alle politikredse og består af en dommer, en politimedarbejder og en kommunalt ansat. Forældrene skal deltage i nævnsmødet og kan ellers blive afhentet af politiet. Desuden deltager en børn- og ungerådgiver, en medarbejder fra Ungetilsynet, en børnesagkyndig, en bistandsadvokat, hvis der kan blive tale om anbringelse, eller en medarbejder fra en institution, hvis barnet er anbragt. Ofte er der mellem 10 og 15 voksne.
Børn oplever tilsyn som meget indgribende
At børnene oplever systemet som straffende skyldes ifølge Britt Østergaard Larsen også, at man har koblet et stramt tilsyn på. Sammen med nævnet oprettede man i 2019 Ungekriminalforsorgen, der i dag hedder Ungetilsynet, og barnet og dets forældre skal med jævne mellemrum møde op i skole- og arbejdstid på Ungetilsynets adresse. Ungetilsynet gennemfører hyppige kontroller ved f.eks. at ringe til børnenes institutioner, skoler eller klubber for at holde øje med, om børnene kommer som pålagt.
”De professionelle i nævnet undervurderer, at børnene oplever tilsynet som enormt indgribende. De giver oftere de yngste børn lange forløb blandt andet for at sikre, at kommunerne giver sociale indsatser gennem lang tid. Men tilsynet følger med hele vejen og er baseret på en nultolerance-model. Alle overtrædelser fører til et gult kort. Hvis barnet har krav om skole, skal det være der 100 procent hver uge, og Ungetilsynet er forpligtet til at give indskærpelser,” siger Britt Østergaard Larsen og forklarer, at nævnet i dag ikke kan tildele støtte i skolen eller ændre barnets skoletilbud. Hun påpeger, at tilsynsmodellen kan virke kontraproduktivt.
”Især for de mest udsatte børn og unge, som vi gerne vil sikre hjælp til for eksempel at vende tilbage til skolesystemet.”
Efter tre indskærpelser bliver barnet typisk genindbragt for nævnet på et nyt nævnsmøde. Her kan nævnet justere forbedringsforløbet, men der kan også være andre grunde til at genindbringe barnet - for eksempel, at barnet udvikler sig så positivt, at nævnet ophæver forløbet. Det skete i 2024 dog kun i 117 ud af 813 genindbringelsessager, d.v.s. 14 procent, ifølge nævnets årsberetning.
I 2025 gennemførte nævnet 1.047 hovedsager og næsten lige så mange genindbringelsessager: 889. De 10-14-årige børn fik længere forløb end de 15-16-årige, der indbringes for nævnet efter en betinget eller ubetinget dom i retten. Det viser nedenstående figur fra nævnets kommende årsberetning for 2025.
Note: For de 10-14-årige kan forbedringsforløb under særlige omstændigheder vare op til 4 år.
VIVE: Lange forløb til de yngste er problematisk
Forskellen skyldes dels, at forløbene ophører, når den unge fylder 18 år, og dels, at nævnet kan have et ønske om at sikre de yngste børn længere sociale indsatser for at beskytte dem. Men med systemets indretning i dag kan tilgangen ifølge VIVE-forskeren være problematisk.
”De yngste får længere forløb. Det er modsat end i strafferetten, hvor ung alder er formildende omstændighed. Afgørelserne er ikke strafudmåling, men logikken ser næsten ud til at virke omvendt, og når tilsynet følger med hele vejen i eksempelvis to år, oplever børnene forløbet mere som straf end støtte,” siger Britt Østergaard Larsen, der forklarer, at forbedringsforløbene typisk varer længere end de betingede domme, børnene ville få, hvis de var 15 år eller derover.
Hun oplyser, at en del sager med de yngste børn er simpel vold eller trusler om vold som f.eks. hvis et anbragt barn har kastet noget mod en voksen, der så oplever det som en trussel. Eller hvis barnet har slået ud mod en voksen og bliver sigtet for vold mod tjenestemand.
Den svære dialog med barnet
VIVE-rapporten kommer også ind på, at det er svært for nævnet at inddrage børnene i beslutningerne. Nævnet har nedskrevne retningslinjer for, hvordan nævnsmedlemmer skal tale med barnet ’og som mål at opnå en dialog, så den unge oplever at blive set, hørt og forstået’ som det hedder.
”Det er et fokuspunkt hos nævnet, men det er svært at sikre reel inddragelse med det system, man har sat op i dag,” siger Britt Østergaard Larsen og henviser til rapporten. Den peger på tre vigtige årsager:
1. Usikkerhed om egen rolle og manglende lydhørhed
2. Utrygge rammer og uklar kommunikation
3. Dominerende fokus på problemadfærd og kriminalitetsrisiko.
I rapporten er de fleste af de interviewede børn i tvivl om, hvad de kan sige på mødet, og hvordan de skal deltage.
En dreng på 16 år siger, at ”man ikke helt ved, hvad man skal gøre”, mens andre fortæller, at de er usikre på, hvordan det, de fortæller, indvirker på deres sag. Det gælder en pige på 15 år: ”Jeg var faktisk rigtig nervøs for at komme til at fortælle alt, for jeg vidste, at det, jeg ville sige, kunne blive brugt imod mig.”
Forskerne har på nævnsmøder set, at mange børn bliver usikre på, hvornår de må sige noget, og hvor meget de må tale, når de får ordet.
’Børnene virker ofte nervøse og tilbageholdende. De kigger ned i bordet, svarer kortfattet og stiller sjældent selv spørgsmål. Ved flere møder observerer vi, at børnene tøver, før de taler, og ofte kigger på deres advokat eller ungerådgiver for at få bekræftelse, før de svarer,’ hedder det i rapporten.
Forskere: Kommission bør kigge mod Norge
Forsker og ph.d. Katrine Barnekow Rasmussen fra Københavns Universitets juridiske fakultet har også oplevet, at nævnet har svært ved at inddrage børnene. Hun har deltaget som observatør i 13 nævnsmøder.
”De lykkes gennemsnitligt ikke særlig godt med at bringe barnet i centrum og lade det komme til orde. Men de har også svære rammer for at gøre det, sådan som nævnsprocessen er bygget op i dag. Kommunen refererer først sagen, og der er meget taletid til de voksne, hvor barnet omtales i tredje person. Jeg har dog også set flere nævnsmedlemmer, især dommere, prøve at skabe dialog, og nogle gange får de skabt et rum for en nogenlunde fornuftig dialog. Men generelt er det svært, når man ikke har en forudgående relation til barnet, og når man først har talt hen over hovedet på barnet.” siger Katrine Barnekow Rasmussen og betegner hele situationen som svær, fordi en del børn og unge i nævnet er i forvejen udsatte.
”Nogle børn bliver meget små i den stol. En mindre gruppe kan møde op påvirkede af stoffer og virke ligeglade.” siger Katrine Barnekow Rasmussen.
Hun foreslår, at vi lærer af Norge, hvor møderne afvikles anderledes. Her mødes lederen af mødet typisk med barnet og forældrene før nævnsmødet, så der er en relation mellem dem. ”De lykkes bedre med at tage udgangspunkt i barnet og forældrene.”
Også Britt Østergaard Larsen ser inspiration i Norges ungeopfølgning.
”Den er baseret på et helhedssyn, og en opfølgning på forløbet – frem for kun barnet. Man følger op på, om alle parter, inklusive skolen, leverer indsatser, som virker og sikrer trivsel og en positiv udvikling for barnet”, siger Britt Østergaard Larsen, som har præsenteret VIVE’s resultater for Kriminalitetsforebyggelseskommission.
”Jeg håber, at kommissionen kigger på alle rapporterne, der ligger på området, og kommer med forslag til centrale justeringer af systemet.
K-NEWS udgiver i morgen onsdag en artikel, hvor Ungdomskriminalitetsnævnet svarer på kritikken.