Det er et tab, at man ikke anvender ’rigtige’ juraeksperter

Billedet: Pressefoto af Lars Bo Langsted brugt i kollage. 

I februar stoppede Lars Bo Langsted som professor på Aalborg Universitet. Nu er han Emeritus.

For mange er han et kendt navn og ansigt, for han har i årtier været en flittigt brugt juridisk ekspert i medierne. Han udtalte sig første gang i begyndelsen af 90’erne i forbindelse med en historie om noget med et regnskab fra Danske Bank. Allerede dengang opfattede han det som en del af sin arbejdsopgave som forsker at stå til rådighed for pressen.

”Handelshøjskolen i Århus havde på det tidspunkt ikke nogen formuleret politik omkring det at udtale sig til pressen – det var bare noget, man enten gjorde eller ikke gjorde. Jeg kan huske, at holdningen på Aarhus og Københavns universiteter var sådan, at jura var alt for kompliceret til at forklare til en avis eller – oh skræk – til fjernsynet. Det har heldigvis forandret sig!,” skriver han i en mail til K-NEWS.

hvis man vil vide noget om broer og deres bæreevne, så spørger man en ingeniør, vil man vide noget om retshåndhævelse, så spørger man en jurist

Han uddyber, at han ikke havde nogle forbehold dengang i 90’erne - han var mest bekymret for, om journalisten havde fået det hele med.

”Det havde han. I det hele taget har jeg stort set kun haft positive oplevelser med medierne. Det er klart, at der har været meget forskel på, hvor meget den enkelte journalist vidste om juraen, og derfor også stor forskel på, hvor ’kvalificeret’ jeg er blevet spurgt.”

Efter sin første gang som juridisk stemme i medierne, blev Lars Bo Langsted en ofte benyttet ekspert, der hyppigt blev brugt i både radio og TV. Men pludselig forsvandt han.
Der kom nye eksperter til og nye politikker på universiteterne om, hvordan forskere ønskes brugt som eksperter. Og i 2017 blev Lars Bo Langsted så helt tavs som følge af en hjerneblødning.

Derfor er dette interview også lavet over mail. Svarene, der er sat ind i artiklen, er gengivet direkte som Lars Bo Langsted har skrevet dem til K-NEWS med både smileyer og parenteser. Artiklen her er et forsøg på at give en mand, der engang havde en stor stemme i medierne, en ny stemme til at fortælle om sine oplevelser med pressen, om hvordan han ser en udvikling i den måde juridiske eksperter bruges i dag, og hvorfor det er vigtigt, at medierne bruger juridiske eksperter. For det mener Lars Bo Langsted, at det er:

”Det er vigtigt for, at man som læser/seer kan få den vinkel med, at det pæne ikke altid er pænt, at lovgiver ikke altid vælger de håndtag, som er mest effektive – ja nogle gange er de kontraproduktive, og at politiet og anklagemyndigheden ikke kun forfølger det onde med gode midler eller ligefrem kan tage fejl eller spændes for en politisk vogn.

Endelig er det vel indlysende, at hvis man vil vide noget om broer og deres bæreevne, så spørger man en ingeniør, vil man vide noget om retshåndhævelse, så spørger man en jurist.”

På kant-professoren

Lars Bo Langsted har som før nævnt optrådt meget i medierne - han har optrådt så meget, at han flere steder omtales som juraprofessor med medietæft, blandt andet fordi det har været vigtigt for ham at bidrage med sin juridiske viden til medierne.

”Jeg har altid haft en stærk tro på, at det var en forpligtelse at bidrage til debatten/folkeoplysningen ved at kvalificere og nuancere den beskrivelse/omtale sager fik i medierne. Jeg har kommenteret på utallige sager gennem årene, men jeg har lige så ofte fået ’lagt sager ned’ inden de kom i avisen – simpelthen fordi, der ikke var noget strafbart i det, der var sket – eller fordi der ikke var tilstrækkelige oplysninger om det skete.

Når jeg blev så brugt, som sket, skyldes det givetvis min evne til at forklare selv tilsyneladende meget indviklede ting sådan, at de var til at forstå! ’Hemmeligheden’ bag er så simpel, at hvis ikke jeg for mig selv ’simplificerede’ det komplicerede, kunne jeg heller ikke selv forstå det – og meget ofte har det været sådan, at tingene blev fremstillet voldsomt kompliceret, af sløringshensyn, hvor de i virkeligheden og skåret ind til benet var ganske enkle."

De sager, du skriver, at du har fået lagt ned, har det været vigtigt at få dem lagt ned?

”Det har været vigtigt, fordi det er en uhyre stor belastning for mennesker at blive hængt ud i medierne som formentlig kriminel. Både jeg og journalisterne er klar over dette, ligesom en ’god historie’ skal være rigtig for, at det dur :)”

Du skriver, at tingene bliver fremstillet voldsomt kompliceret af sløringshensyn, hvad mener du med det?

”Fordi mange kriminelle opbygger deres ’forretning’ på, at det skal være svært gennemskueligt, hvad det egentlige formål er. For eksempel ved at skyde en række forskellige selskaber ind i en i sig selv simpel transaktion. På den måde bliver det vanskeligere at efterforske og gennemskue det kriminelle.”

Og hvordan har du lært at forklare det simpelt?

”Jeg tror, at det er en evne, jeg altid har haft. Jeg har haft glæde af det i mange sammenhænge. I bestyrelsen for Hans Jensen Lubricators og for Tryghedsgruppen, er det kommet mig til gode, at jeg for mig selv kunne gennemskue komplicerede forhold. Som voluntør hos Statsadvokaten for Viborg for 45 år siden blev jeg rost (hvilket efter sigende skete meget sjældent) for min evne til at vægte vidneforklaringer. Det er en anden side af den samme mønt.”

Når Lars Bo Langsted kigger tilbage på de mange optrædener, han har haft i medierne, står specielt tre oplevelser frem. Blandt andet har hans første optræden, som også blev nævnt i begyndelsen af artiklen her, hvor han skulle kommentere på nogle regnskaber fra Danske Bank, gjort et specielt indtryk. Det uddyber han sammen med to andre eksempler her.

”Den første gang, jeg udtalte mig – fordi banken (eller rettere en journalist, der var på bankens lønningsliste (tror jeg – for der var ikke anden forklaring)) bagefter prøvede at beklikke mig ved at stille kritiske spørgsmål om, hvad jeg egentlig vidste om bankregnskaber (eller revisionsprotokoller). Da jeg svarede: ikke meget – men jeg kunne ikke forestille mig, at der blev stillet mindre krav til en banks regnskaber/protokoller end til en almindelig virksomheds, og det vidste jeg faktisk en hel del om, klappede han i :)

Scandinavian Star – sagen, hvor jeg af Jyllands-Posten fik lejlighed til at gennemgå alle politirapporterne og sagsdokumenterne, og hvor jeg stillede mig meget kritisk overfor dansk politis ageren i sagen – og især, kan jeg huske, at det var politiet på Frederiksberg, der havde fået til opgave at behandle sagen, fordi deres viden om søfartsforhold alt andet lige måtte antages at være ret begrænset.

Brixtofte-sagen, fordi jeg kan huske, at Morten Pihl, som journalisten hed, var meget ’imponeret’ over, at jeg så entydigt slog fast, at Brixtofte måtte have begået mandatsvig. Han spurgte meget forsigtigt, om han måtte citere mig for det, hvortil jeg svarede, at det var han hjerteligt velkommen til. Jeg kan dog huske, at jeg blev lidt bekymret, da jeg dagen efter så min ’klokkeklare’ udtalelse om, at Brixtofte havde begået mandatsvig. Helt rolig blev jeg først, da både byret og landsret nogle år senere slog fast, at der var tale om mandatsvig…"

Når man optræder så meget i medierne og ofte i forbindelse med meget omtalte sager, kan man næsten ikke undgå selv at komme lidt i søgelyset, og det har Lars Bo Langsted da også været selv. For Lars Bo Langsted fik på et tidspunkt øgenavnet På Kant-professoren. Et øgenavn han blev tildelt af en journalist, der mente, at Lars Bo Langsteds forbeholdne udtalelser gjorde ham fortjent til et kaldenavn.

”Det var Claes Kastholm, der kaldte mig sådan i Politiken, tror jeg det var. Baggrunden var givetvis, at han var faldet over, at jeg tit havde udtalt, at noget var ’i hvert fald på kant’ af loven/paragraffen. Han troede åbenbart, at det var noget, jeg gjorde for at gøre mig interessant, og han forstod ikke, at jeg i virkeligheden tog forbehold – at jeg ikke ville sige, at det var en direkte lovovertrædelse, men i stedet noget, der kunne ’ligne’. Han skrev i øvrigt samme sted, at jeg dagligt ringede rundt til aviserne for at høre, om der var noget, jeg kunne kommentere på i dag... Hvad han ikke vidste var, at jeg aldrig har taget kontakt til medierne af egen drift. Det er altid dem, der er kommet til mig.”

Det til trods, synes Lars Bo Langsted generelt, at han er blevet behandlet godt af medierne, og nævner kun en enkelt gang, hvor han har følt sig dårligt behandlet.

”Jeg er altid blevet behandlet ordentligt af medierne – i de godt 30 år, jeg er blevet brugt som ekspert, har jeg kun oplevet én gang at blive dårligt behandlet. Det var en lørdag, hvor jeg gik nede i Silvan for at handle, og jeg så blev ringet op af en journalist fra Ekstra Bladet. Han ville have mig til at kommentere på en sag, og da jeg havde hørt lidt på ham og ’småsnakket’ ind i mellem, sagde jeg, at jeg ikke kunne kommentere på sagen på det grundlag, men at han var velkommen til at ringe senere på dagen, hvor jeg havde bedre tid til at foretage en ordentlig vurdering. Jeg hørte ikke fra ham – men dagen efter var der en stor overskrift på en artikel, hvor mine småsnakkende bemærkninger a la: ”det lyder jo ikke så godt” var blevet brugt som mine ’kommentarer’ til sagen. Efter den oplevelse lagde jeg Ekstra Bladet på hylden og nægtede i en periode – jeg husker ikke hvor længe – at kommentere på deres sager.”

Retsreporterne overtog

Selvom Lars Bo Langsted ikke var den første juridiske ekspert, der optrådte i medierne, var han én af de første, og i en meget lang periode var han en af de mest brugte. Fra 90’erne og frem blev han citeret flittigt i danske medier. Han fortæller, at der i løbet af de sidste 15 år er sket en stor udskiftning i, hvem medierne bruger til at formidle jura. Ud med eksperter som ham og ind med retsreporterne. Til spørgsmålet om hvorvidt han har oplevet en ændring i måden, han er blevet brugt som juridisk ekspert, svarer han:

”I slutningen af den periode, hvor jeg udtalte mig næsten dagligt eller i hvert fald ugentligt, skete der det i fjernsynet – og det gælder begge kanaler – at de fik deres egne ’retsreportere’, som udfyldte ’ekspertrollen’ i stedet for sådan nogle som mig. Det fik den konsekvens – og har det stadig i dag – at retsreportagen er blevet talerør for anklagemyndigheden, der er blevet meget dygtige og professionelle til at håndtere pressen, så man blot får et referat af politiets/anklagemyndighedens opfattelse af sagen (ofte kombineret med en fortælling om, hvad der er sket i retten i dag) i stedet for en ’kritisk’ vurdering af sagskomplekset og de forhold, der er til bedømmelse. 
For ’alsidighedens’ skyld får man så ofte et ultrakort interview med forsvareren, der selvfølgelig ikke kommer ind i sagens materie/konsekvenser, men ofte må nøjes med at konstatere at hans/hendes klient har erklæret sig uskyldig.”

Hvad tænker du om den måde, det har udviklet sig på?

”Jeg finder det beklageligt, fordi offentligheden ikke får nogen chance for at reflektere over sagen/politiets behandling af sagen, men udelukkende spises af med referater.”

Er din oplevelse, at der nu bliver brugt retsreportere i stedet for juridiske eksperter på alle områder, hvor medierne gerne vil have udtalelser om noget juridisk?

”Det gælder i meget høj grad straffesager. Det er meget mindre udtalt i for eksempel miljøsager. Men der er der også den forskel, at der er en meget dygtig ekspert på Københavns Universitet.”

Vil du ikke sætte lidt flere ord på det her med, at retsreportagen er blevet talerør for anklagemyndigheden – eventuelt med et eksempel, hvis du kan?

”Når medierne, især TV, behandler straffesager, er det næsten kun sager om vold, drab, fremmedhetz og terror. Altså typisk sager, hvor der tilsyneladende ikke er meget juridisk usikkerhed/tvivl, ligesom faktum er enkelt. Når man gerne vil være tidligt ude, er man på det tidspunkt i virkeligheden overladt til anklagemyndighedens opfattelse af spørgsmålet, fordi der ikke er andet at forholde sig til. 

Det er meget sjældent, at dybdeborende journalister i dag selv er ude og ’finde’ historien om for eksempel selskabstømning, hvor det var medierne, der startede sagskomplekset, efterfulgt af universitetsjurister, og først derefter kom politi og anklagemyndighed på. 

I øvrigt er der usikkerhed om mange juridiske spørgsmål også i de tilsyneladende enkle sager. For eksempel kører der en række sager om billigelse af terror. Her har anklagemyndigheden rejst en række sager (efter opfordring fra henholdsvis stats- og justitsministeren) også, hvor det er meget tvivlsomt, om der er tale om billigelse af terror.

Det har fået Eva Smith til at skrive et debatindlæg, hvor hun påpeger, dels at det er betænkeligt, at ministrene er inde og ’puffe’ til sagsrejsningen, dels at det er i strid med retsplejeloven, at politiet rejser sager, hvor de ikke mener, at der en stærkt begrundet tro på, at sagerne vil medføre domfældelse.”

Altså mener du, at retsreporterne bliver spinnet af Anklagemyndigheden til at kun at fortælle Anklagemyndighedens side af sagen?

”Nej – det er bare en konsekvens af den måde sagerne behandles på. Anklagemyndigheden er bare fulgt med og er blevet rigtig dygtige til at optræde i medierne, ligesom politiet er blevet hurtige til at afholde pressekonferencer, hvor det ’i gamle dage’ var helt uhørt at politiet holdt en pressekonference.”

Det lyder jo ret problematisk – er det det?

”... Jae, det er det vel!”

Hvilke konsekvenser kan det have for den måde mediebrugere bliver præsenteret for sagerne?

”Sagerne bliver meget let meget oplagte. Det ser ud som om, politiet udelukkende er ’de gode’, og at de kriminelle er ’de onde’ (hvad der jo meget langt hen ad vejen er rigtig), men de mange grå nuancer går meget let tabt. Det bliver et enten/eller, hvor det bare handler om at finde gerningsmanden – altså lidt som i en halvdårlig kriminalroman.”

Mener du, at man bør bruge rigtige jurister i medierne i højere grad end retsreportere?

”Ja – det mener jeg. Det er et tab, at man ikke anvender ’rigtige’ eksperter, men (og her må de meget undskylde – det er ikke for at tale dem ned) i stedet halvstuderede røvere :)”

Hvad med de retsreportere, der også har læst jura – er de også halvstuderede røvere, eller hvem hører under denne kategori?

”Ja, det er de. Sådan at forstå, at de aldrig har brugt deres jura i praksis. Man lærer først at forstå juraen og afgørelserne til bunds, når man i praksis har prøvet at møde i retten og har prøvet at få en dom i ’sin’ sag. Jeg ved godt, at en del af mine ekspert-kolleger aldrig har været ude i praksis, men de har til gengæld brugt lang tid på at fortolke afgørelser og læse ny lovgivning – så de er klædt på til at forholde sig til den praktiske jura.”

Hvordan ser du, at formidling af jura har ændret sig i medierne, fra du startede med at optræde til i dag?

”Bortset fra fjernsynets indførelse af retsreportere er der ikke sket det store. Blot synes det, som om straffesager har fået mindre plads på bekostning af metoo-sager, og at der derfor bruges mindre plads/tid på eksperter på det område. Der er måske også færre dedikerede retsjournalister til at dække nuancerne i sagerne og til at ’grave’ historierne op.

I al beskedenhed kan det naturligvis også skyldes, at der er færre strafferetseksperter på universiteterne, og/eller fordi de ikke ser det som deres opgave at bidrage i medierne – eller som ikke formår at gøre det komplicerede enkelt :)”

K-NEWS har kontaktet Anklagemyndigheden for at forholde dem Lars Bo Langsteds kritik. Rigsadvokat Jan Reckendorff er vendt tilbage med følgende svar:

”Jeg har stor respekt for Lars Bo Langsteds mangeårige indsats ikke mindst i forhold til at udtrykke sig klart og forståeligt om straffesager som juridisk ekspert. Det er der brug for, og det er altid sket på en saglig måde. Men i interviewet er bolden ramt skævt på et enkelt punkt. Anklagemyndigheden kan ikke spændes for en politisk vogn. Når det handler om den generelle retspolitik, er det selvsagt anklagemyndighedens opgave at følge lovgivers tilkendegivelser. Regering og Folketing har også en legitim ret til at pege på nogle bestemte områder, som generelt ønskes prioriteret. Det er ikke at blive spændt for en politisk vogn. Det er demokrati. Men når det kommer til afgørelsen af tiltalespørgsmålet i konkrete straffesager, sker det alene ud fra en anklagerfaglig vurdering i lyset af objektivitetsprincippet. Og bare for god ordens skyld; afgørelse af tiltalespørgsmålet er i visse sager ikke helt så enkelt, og – som Langsted rigtigt siger – kan der være usikkerhed om mange juridiske spørgsmål. Nogle gange er det rigtigst, at det er domstolene, og ikke anklagemyndigheden, som afklarer denne tvivl.”