Foto: Viktoria Winge, K-NEWS
Anne Louise Bormann tiltrådte i april 2023 som dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Og det efter en proces, hvor Danmarks oprindelige liste af kandidater til posten var blevet afvist af Det Europæiske Råd, fordi den kun indeholdte mænd. Anne Louise Bormann kan da også godt forstå, at det må have været bøvlet at forstå, at man fra dansk side kun kunne finde kvalificerede mænd til posten.
”Det var en uheldig proces for Danmark, og det har været svært for Det Europæiske Råd at forstå, at man fra dansk side ikke kunne stille med en eneste kvinde. Den første kvinde ved domstolen var dansk, Helga Petersen i 1951, og så 50 år senere kan man ikke stille med en kvinde.”
Sådan siger hun blandt andet i årets sidste afsnit af podcasten ’Magtens Tredeling’, episode 162 for at være eksakt.
Her reflektere hun over, hvorfor kvinderne mangler, når både stillingerne til Højesteret og også dommerstillingerne i EU skal besættes.
”Det er noget, vi taler om – to tredjedele af dommerne i byretterne herhjemme er kvinder, i landsretten er det mere 50/50, men i Højesteret søger kvinderne bare ikke. Der var ingen kvinder, der søgte min stilling, da jeg forlod Højesteret. ”
Ifølge hende er det desværre lidt en tendens. Og hun peger konkret på én faktor, der simpelthen handler om tid og prioriteringer.
”Nogle mener, at kvinder måske er tilbøjelige til ikke at tro på egne evner. Det tror jeg ikke så meget på. Der er mange kvinder, der søger stillinger som retspræsidenter, og det kræver jo også en høj grad af tillid til egne evner. Så jeg tror, der er nogle andre faktorer. En faktor er nok, at kvinder prioriterer fritid mere end mænd – når man når den grad anciennitet, som det kræver for at blive højesteretsdommer, så har man arbejdet hårdt i 25 år. Hvis man har børn er de typisk ved at være store og kan klare sig selv. Og jeg møder mange velkvalificerede kvinder, der siger, at endelig har de tid til sig selv og til at gøre nogle af de ting, de gerne vil.”
Mønsterbryder
For Anne Louise Bormanns eget vedkommende var valget om at søge stillingen, både dengang til Højesteret og nu til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, ikke et svært et af slagsen. Hendes yngste datter var selv ved at blive stor, og aftalen i familien var, at det godt kunne lade sig gøre at forfølge mulighederne i Strasbourg. Selv har hun oplevet stor støtte til at tage valget om at rykke videre.
”Jeg syntes, det var spændende at arbejde med de mest principielle sager. Men det har da nok også haft betydning, at jeg selv har talt med nogen, der har sagt til mig, at det her, det kunne jeg godt. Så der er nok også noget om, at man skal opfordres en gang mere.”
Diversitetsdebatten, ligesom flere andre steder i den juridiske verden, fylder også i dommerverdenen. Men her er det fortsat kvinderne, der som minoritet skal længere frem i bussen, fortæller Anne Louise Bormann.
”Nu er der jo ikke så mange med minoritetsbaggrund, som har den erfaring, der skal til for at nå Højesteret. Og vi har jo faktisk lige fået en dommer med minoritetsbaggrund, så vi har to, der ikke er født i Danmark, og det er vel rimelig repræsentativt. Det er mere kvinderne, det halter med."
Hør hele afsnittet med Anne Louise Bormann ovenfor eller i din foretrukne podcast-app, hvor hun også går i dybden med retssagsprocessen ved domstolen og giver et indblik i, hvordan det er at arbejde ved domstolen.